Den 1. november starter Den Grønne Studenterbevægelse (DGSB) deres valgbus og tager på “roadtrip” i 15 kommuner.
Målet er at gøre kommunal- og regionsvalget den 16. november til et klimavalg.
På 15 dage vil 20 unge aktivister fra DGSB besøge 15 kommuner for at sætte klimaet på dagsordenen i valgkampen.
Hvis vi skal handle på klimakrisen, skal vi i gang med en større folkelig mobilisering.
Christian Fromberg, Den Grønne Studenterbevægelse
– Det her kommunalvalg er helt afgørende. Det er nu, der skal handles, hvis vi skal nå i mål med klimalovens mål om at skære 70 procent af CO2-udslippet. Vi skal sikre, at kommunerne melder sig ind i kampen og viser, at de er klar til klimahandling, siger aktivist i Den Grønne Studenterbevægelse Christian Fromberg til Arbejderen.
Han fortsætter:
– Det er ikke fra Christiansborg, at de store forandringer kommer. Det er urealistisk at tro, at forandringerne vil komme oppefra og ned. Hvis vi skal handle på klimakrisen, skal vi i gang med en større folkelig mobilisering. Vi vil bruge kommunalvalget til at skabe en større lokal forankring for klimahandling.
På deres tur rundt i Danmark vil de unge klimaaktivister besøge lokale uddannelsesinstitutioner og holde workshops om, hvordan kommunalvalget spiller ind i forhold til kampen mod klimaforandringerne.
Sætter klimahæren ind
De vil også lave “plakatstorm”, hvor de kommer frem. Og så vil de mødes med de lokale borgmestre og byrådspolitikere for at give dem input til, hvordan de kan gøre en grøn forskel.
Herudover vil Den Grønne Studenterbevægelse indsætte sin 2000 mand store “klimahær” i valgkampen.
– Vi har opbygget et ret stort netværk af unge, der gerne vil være aktive. Hidtil har vi kun brugt klimahæren i København. Men under kommunalvalget indsætter vi – for første gang – klimahæren udenfor København, fortæller Christian Fromberg.
De unge medlemmer af klimahæren er blandt andet aktive med at arrangere lokale klimamarcher den 6. november og organisere lokale valgmøder.
Den Grønne Studenterbevægelse er også aktive med at føre klimakommunalvalgkamp på nettet.
Mandag den 8. november inviterer Den Grønne Studenterbevægelse til onlinedebatmøde om kommunernes muligheder for at spille en rolle på klimaområdet og skabe mere vild natur og grønne job.
Klimakoalition kræver klimasvar
I lørdags fik vælgerne endnu et værktøj til at sætte klimaet på dagsordenen i valgkampen.
Klimanetværket Klimaaktionen har oprettet en særlig valghjemmeside med en oversigt over samtlige kandidater, der stiller op til kommunalvalget.
På siden kan vælgerne med et enkelt klik afkræve de lokale kandidater svar på, om de vil arbejde for fire konkrete klimatiltag i deres kommune.
– Vi vil forsøge at mobilisere vælgerne og gøre kommunalvalget til et klimavalg, siger Thomas Meinert Larsen til Arbejderen.
Han er klimapolitisk rådgiver i Klimabevægelsen i Danmark.
– Vi håber på, at vi kan presse politikerne i en mere grøn retning og afkræve dem nogle konkrete klimaløfter.
Bag spørgeaktionen står Klimaaktionen, der er et netværk af en række grønne organisationer (Klimabevægelsen i Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke, Verdens Skove, Den Grønne Studenterbevægelse, Greenpeace, DOF BirdLife, Klima- og Omstillingsrådet, Dansk Folkeoplysnings Samråd, We Do Democracy og Bedsteforældrenes Klimaaktion).
Kanditaterne skal svare på:
- Om de vil arbejde for, at deres kommune indregner en pris på 850 kroner per ton udledt CO2 i kommunens indkøb, forsyning og byggeri?
- Om de vil arbejde for, at kommunen giver plads til mere vild natur?
- Om de vil arbejde for at oprette lokale borgerting med reel indflydelse på kommunens klima- og naturpolitik?
- Om de vil arbejde for, at kommunen sikrer nye grønne arbejdspladser og uddanner borgerne til nye, grønne job?
Med udgangspunkt i kandidaternes svar vil Klimaaktionen på valgdagen sende en sms ud til sine kontakter med en oversigt over, hvem de kan stemme på lokalt, hvis de vil støtte en grøn kandidat i deres kommune.
Ideer til den grønne omstilling
For at hjælpe kommunerne med ideer til den grønne omstilling har Klimabevægelsen i Danmark udarbejdet et Virkemiddelkatalog med en række forslag til beslutninger, som byrådene kan træffe.
Konkret foreslår Klimabevægelsen i Danmark, at kommunerne sætter en stopper for store klimaskadelige infrastrukturprojekter, gør kommunale indkøb grønne, køber elbiler, sikrer grøn mad i kantinerne og bruger vedvarende energi i den lokale el- og varmeforsyning.
– Især el- og varmeproduktion er de primære kilder til kommunernes CO2-udledning. Kommunerne ejer – eller har stor indflydelse på – de lokale varmeforsyninger. Derfor har kommunerne gode muligheder for at sætte ind med grønne energiløsninger som sol- og vindenergi, siger Thomas Meinert Larsen.
– Samtidig er kommunerne en stor arbejdsplads og en stor indkøber. Derfor batter det virkelig, hvis landets kommuner beslutter sig for eksempelvis at indkøbe mere grønt.
Også når det gælder transport, kan kommunerne gøre en grøn forskel:
– Kommunerne står for den lokale trafikplanlægning. De kan eksempelvis lukke byerne af for de mest forurenende køretøjer som diesel- og benzin-, last- og personbiler.
Klimabevægelsen i Danmark kalder kommunalvalget den 16. november for “Danmarkshistoriens vigtigste kommunalvalg”.
– Det er nu, at beslutningerne skal tages, hvis vi skal nå i mål med klimalovens mål om at skære 70 procent af det danske CO2-udslip inden 2030. Det er kommunernes sidste chance for at bidrage til Parisaftalens målsætning om at holde Jordens gennemsnitstemperatur under 1,5 grader. Christiansborg kan godt vedtage nogle fine målsætninger, men kommunerne spiller en stor rolle for at føre dem ud i livet, siger Thomas Meinert Larsen.
Han fortsætter:
– Derfor er det vigtigt, hvilke politikere der bliver valgt: Hvis der bliver valgt grønne politikere, der vil føre en ambitiøs klimapolitik, så har vi en chance for at nå målet. Hvis der bliver valgt bagstræberiske politikere, har vi ikke en chance.
Klimamarch den 6. november
Klimabevægelsen i Danmark har oprettet en særlig kommunalvalgshjemmeside med en række forslag til, hvordan du kan blive aktiv i kommunalvalgkampen.
– Der er mange muligheder: Man kan skrive læserbreve, arrangere klimamarch eller et debatmøde i sin by. Og endelig kan man også møde op til et lokalt valgmøde og stille spørgsmål. På vores valgkampshjemmeside har vi samlet en række ideer til spørgsmål, man kan stille til de lokale kandidater, fortæller Thomas Meinert Larsen.
Som en optakt til kommunalvalget arrangerer en række miljø- og klimaorganisationer Folkets Klimamarch den 6. november i foreløbig 22 byer rundt om i landet.
Hvis du vil være med til at arrangere en klimamarch i din by, kan du kontakte Folkets Klimamarch, så kan de hjælpe dig i gang.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.