Natten til fredag har aktivister fra klimabevægelsen Extinction Rebellion været ude og klistre landets tankstationer til med plakater. Budskabet er klart: “Olieselskaber skaber krisen, lad dem betale prisen!”
“Vi står i en klima- og energikrise, der er skabt af olieselskaber, og befolkningen har dårligt råd til at betale for varme og mad. Samtidig skraber fossilindustrien trillioner til sig”, skriver aktivisterne i en pressemeddelelse.
De kritiserer, at ansvaret alt for ofte bliver lagt over på den enkelte, som forventes at “tage ansvar for energikrisen ved at spare og betale højere priser”. Men krisen rammer ikke alle lige, minder aktivisterne om: “Olieselskaberne tjener styrtende i krisetider.”
I andet kvartal af 2022 havde Exxon et overskud på 17,9 milliarder dollars. Det højeste, et børsnoteret olieselskab nogensinde har rapporteret. Chevron hentede 11,6 milliarder dollars ind, mens Shell rapporterede 11,47 milliarder dollars og BP 9,3 milliarder.
FN’s generalsekretær António Guterres har opfordret alle regeringer til at beskatte disse ekstraordinære profitter og bruge midlerne til hjælp til de mest udsatte mennesker. Klimaaktivisterne fra Extinction Rebellion er helt enige med FN-generalsekretæren.
“Vi kan ikke undgå at bruge olie og gas, da disse selskaber har skabt et system, hvori vi alle er afhængige af netop dette. Olie- og gasindustrien er klimasyndere, det er dem, der skaber krisen, og de burde tvinges af regeringen til at betale for den grønne omstilling! Det er absurd, at de får lov til at tjene styrtende, mens de fortsat modtager økonomisk støtte fra danske banker og pensionsfonde!”
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.