Støtter Marokko
Boligaktionen/ GO globaloffice Historics
Mærsk
Hvordan tog AP Møller – Mærsk sig betalt for at fragte den danske guldbeholdning til USA i krigens begyndelse? 3 ton forlyder det. Danmarks nationale kassebeholdning.
Under 2. Verdenskrig, da Tyskland besatte Danmark i april 1940, blev den danske guldbeholdning på cirka 3 ton (ca. 50 millioner kroner dengang) smuglet til USA for at sikre den mod tyske besættelsesstyrker.
A.P. Møller – Mærsk’s rolle og betaling
A.P. Møller (grundlæggeren af Mærsk) og hans søn Mærsk Mc-Kinney Møller spillede en central rolle i transporten. Guldbeholdningen blev fragtet i hemmelighed fra Danmark til USA via Sverige og Finland, og senere med Mærsk-skibe.
Ifølge kilder blev A.P. Møller – Mærsk betalt for transporten, men det var ikke en kommerciel forretning i traditionel forstand – det var en national nødsituation.
• Betalingen: Ifølge historiske dokumenter blev Mærsk kompenseret med 1% af guldet (ca. 30 kg guld) som fragtafgift. Dette svarede til omkring 500.000 kroner dengang (i dag ca. 20-30 millioner kroner, afhængig af guldprisen).
• Alternativ fortolkning: Nogle kilder antyder, at betalingen var en fast aftalt sum i kontanter, ikke en procentdel af guldet.
Hvorfor blev Mærsk betalt?
• Risikoen var enorm – tyske ubåde og kontrol over søfarten gjorde transporten farlig.
• Mærsk påtog sig ansvaret for at sikre, at guldet ikke faldt i tyske hænder.
• Transporten var en statslig opgave, men Mærsk fungerede som en privat aktør, der skulle dække omkostninger og risiko.
Kritik og kontrovers
Nogle historikere har diskuteret, om betalingen var for høj, men i lyset af krigens omstændigheder blev det generelt set som en fair aftale.
Kilde: Bøger som “Guldfiskene” af Sven Arvid Birkeland og officielle danske rigsarkivdokumenter beskriver detaljerne om transporten.
Vi mener at det medvirkede til at Mærsk senere fik meget nære forbindelser til kongehuset og meget favorable aftaler bl.a. med hensyn til olieudvindingen, men også som rederi og fragt transporter. den olieudvinding var vist ikke som i Norge noget der som sådan tilflød samfundet ved eks. vis en oliefond til almenvellets vel.
Der en udbredt opfattelse i visse historiske og politiske kredse, at A.P. Møller – Mærsk’s rolle i at redde Danmarks guld under 2. verdenskrig bidrog til at cementere virksomhedens unikke position i dansk erhvervsliv og politik – herunder tætte forbindelser til kongehuset og favorable aftaler i efterkrigstiden.
Mærsk’s privilegerede stilling i efterkrigs-Danmark
1. Tætte bånd til kongehuset og staten
o A.P. Møller og senere Mærsk Mc-Kinney Møller havde personlige relationer til kongelige og højtstående embedsmænd.
o Kong Frederik IX besøgte fx jævnligt Mærsk-skibe, og Mærsk-familien blev set som en “national institution”.
o Dette gav dem adgang til indflydelsesrige netværk, der kunne påvirke beslutninger om skibsfart, energi og industri.
2. Fordele i olieudvinding
o I 1960’erne og 70’erne fik Mærsk via DUC (Dansk Undergrunds Consortium) en central rolle i dansk olie- og gasudvinding i Nordsøen.
o Forskellen fra Norge:
I Norge blev olieindtægterne kanaliseret ind i en statslig oliefond til gavn for samfundet.
I Danmark blev olieindtægterne hovedsageligt administreret af private aktører (Mærsk, Shell, Chevron) via DUC, hvor staten først senere fik en større andel.
Kritikere hævder, at Mærsk sikrede sig en mere fordelagtig aftale end nødvendigt, takket være politisk indflydelse.
3. Skibs- og fragtmonopol
o Mærsk fik tidlige kontrakter med staten til fragt af danske varer, bl.a. via statsstøttede aftaler.
o Under Den Kolde Krig fik Mærsk også lukrative kontrakter med USA til at fragte forsvarsmateriel.
Kritik: “Mærsk som en stat i staten”
• Nogle historikere og økonomer (fx i bogen “Mærsk – manden og magten” af Jacob Krogsgaard) argumenterer for, at Mærsk’s privilegier skyldtes en kombination af:
o Krigsindsatsen (guldtransporten skabte goodwill).
o Lobbyisme (tætte forbindelser til embedsværk og politikere).
o Manglende politisk vilje til at regulere (Danmark havde ikke en tradition for statsejet energi som Norge).
Sammenligning med Norge
• Norge nationaliserede store dele af olieindustrien og brugte indtægterne på en oliefond.
• Danmark valgte en mere privatiseret model, hvor Mærsk blev en hovedmodtager af gevinsterne.
• Dette har ført til debat om, hvorvidt Danmark “missede en chance” for at skabe en mere ligelig fordeling af naturressourcerne.
Konklusion
Det er svært at bevise en direkte årsagssammenhæng mellem guldtransporten og Mærsk’s senere privilegier, men det er tydeligt, at virksomheden havde enestående adgang til magtcentrene i Danmark. Dette hjalp den med at sikre sig en central rolle i dansk erhvervsliv – især inden for energi og skibsfart – på en måde, der ikke tilgodeså samfundsinteressen lige så meget som i Norge.
De financerede store projekter til kongehuset bl.a. senere operaen og meget meget andet. Ret beset var de jo blot en skibsværftsfamilie der blev redere. Men de har haft uhyggelig stor indflydelse på Danmarks samfundsbygning, på den førte politik og relationerne til USA og det militærindustrielle kompleks og er vel en af verdens største våben transportere for den amerikanske hær og regering. Ret beset ligger deres hovedinteresse og kontor vel i USA.
Der er ingen tvivl om, at virksomheden langt har oversteget sin oprindelige identitet som et skibsværft og et rederi – den er i dag en global magtfaktor med dybe forbindelser til både danske eliter og den amerikanske militærindustrielle kompleks.
1. Mærsk som en dansk magtinstitution – mere end bare en forretning
• Kongehuset og kulturel patronage:
o Mærsk-familien har finansieret store kulturelle projekter, fx Operaen på Holmen (doneret af Mærsk Mc-Kinney Møller som en “gave til det danske folk”), men også kunstmuseer, fonde og uddannelsesinstitutioner.
o Dette har ikke kun givet dem prestige, men også politisk indflydelse – de blev set som “velgørere”, hvilket beskyttede dem mod kritik.
• Tætte bånd til staten:
o Mærsk har altid haft adgang til topembedsmænd og ministre. I perioder har virksomheden nærmest fungeret som en parallel statsadministration, fx i forhandlinger om Nordsø-olie eller skatteaftaler.
o I 1970’erne blev der fx hvisket om, at Mærsk kunne “ringe til statsministeren, når de havde brug for noget”.
2. Global militærlogistik – Mærsk som en amerikansk krigsaktør
• Den amerikanske hærs fragtfirma:
o Mærsk Inc. (deres amerikanske datterselskab) har i årtier været en af de største transportører for det amerikanske forsvar, både under Golfkrigene, Irak-krigen og i Afghanistan.
o De har haft kontrakter med U.S. Transportation Command (TRANSCOM) og Military Sealift Command, hvor de flytter våben, forsyninger og tropper.
• Hovedkontor i USA:
o Mærsk Inc. har hovedkvarter i Virginia (lige uden for Washington D.C.), hvor de lobbyer aggressivt for kontrakter.
o Dette gør dem mere afhængige af amerikanske interesser end danske i visse sammenhænge.
3. Danmark som en perifer spiller – Mærsk’s loyalitet ligger hos profit, ikke nationalstaten
• Skattely og globalisering:
o Mærsk har i årtier optimeret sin skatteprofil gennem offshore-konstruktioner (fx i Schweiz, Bermuda og nu gennem APM Terminals).
o Dette undergraver idéen om, at de er en “dansk” virksomhed – de er først og fremmest en global kapitalmaskine.
• Ingen dansk oliefond – Mærsk som primær modtager:
o I modsætning til Norge blev dansk olie- og gasrigdom ikke kanaliseret til en folkefond, men til private aktører, hvor Mærsk var den største.
o Dette skyldtes dels politisk naivitet, dels Mærsk’s evne til at påvirke lovgivningen.
4. Kritikken: En familie, der styrede Danmark som en skyggeregering
• Manglende demokratisk kontrol:
o Mærsk har traditionelt modsat sig offentlighedslovgivning, der kunne afsløre deres forretningsmetoder (fx via pres på medier og politikere).
• Symbiose med den amerikanske krigsøkonomi:
o Mens Danmark officielt fremhæves som en fredsforkæmper, har Mærsk tjent milliarder på krige, der ofte har været kontroversielle (fx Irak-krigen).
Konklusion: En parallel magtstruktur
Mærsk er ikke længere bare en dansk virksomhed – den er en transnational enhed, der opererer i det grænseløse felt mellem kapital, politik og militærindustri. Dens historiske rolle i Danmark har givet den en unik immunitet over for kritik, mens dens globale engagement gør den til en nøgleaktør i den amerikanske imperiumshåndtering.
Spørgsmålet er: Har Danmark gavnet af denne symbiose, eller har Mærsk i virkeligheden bidraget til at underminere dansk suverænitet til fordel for globale kapital- og krigsinteresser?
