Fotoreportage
Søndag den 7. december klokken 15 skrår vi over gaden fra Torvehallerne mod det, der i aktivistiske munde hedder “Besættelsesmagtens Plads” (officielt Israels Plads). Ovre i et roligt hjørne af pladsen står en skare på omkring 30 personer, unge og gamle og også en del børn. De fleste har en sort/hvid kuffiyah om halsen, og nogle er pyntet med lyskæder. På denne fugtige eftermiddag, hvor december-mørket allerede er ved at falde på, skal vi opleve PaLucia, der er en slags palæstinensisk Sankta Lucia.
En stabel med sangtekster ligger klar til deltagerne. De er sirligt emballeret i plastomslag, for vejrudsigten lover finregn.
I baggrunden lyder trutten fra et særpræget messinginstrument, som man fejlagtigt kunne tro var en tuba, men det er en sousafon. Orkestret består derudover af en trompet.
Efterhånden er alle klar. Stemmerne er varmet op, det rigtige toneleje fundet og sangene øvet en sidste gang. Alle har fået et gravlys, og glade og forventningsfulde går demonstranter småsnakkende over mod Nørreport, som er første stop på ruten. De skærmer deres små lys med hænderne for at undgå, at de går ud i blæsten.
Ved nedgangen til metroen lidt før Kultorvet tager demonstranterne opstilling i rækker på tre og tre efter hinanden. Bagest kommer musikerne med de to instrumenter. Så giver Karen Larsen og Ellen Flyvbjerg, der leder sang og musik, tegn til at sætte i gang med Vi bærer lyset frem, der går på den velkendte Sankta Lucia-melodi. Blæseinstrumenterne lyder, og sangerne stemmer i – først forsigtigt og efterhånden mere kraftfuldt.
Stemningen er højtidelig og rørende. Folk, der iler af sted med poser og tasker fra juleindkøb, standser op og lytter og tager billeder med deres mobiltelefon.
Da sangens omkvæd – ”Længe leve Palæstina, frit Palæstina” – er tonet ud, følger næste sang, der også handler om den mangel på fred, som ikke mindst folket i Palæstina lider under. Det er Astrid Engholms En bøn for fred, der minder os om, at vi alle er brødre og søstre her på vores fælles Jord, som styres af magtfulde mennesker, der ikke viger tilbage for folkedrab, når mennesker kommer på tværs af deres kapitalistiske agenda, mens aktivisterne, der går her, med deres sang viser, at de ikke vil se passivt til.
PaLucia er som Sankta Lucia-dagen en lysfest. Et optog, som skal skabe lys i mørket, opfordre til fællesskab, omsorg, kærlighed og solidaritet. Tænd Lys hedder den næste sang. Den bliver sunget igen og igen, mens optoget bevæger sig fra Kultorvet ned ad Købmagergade. Stemmerne synger:
”Et lys skal flamme
for alle, som må slås
for retfærd og for frihed.
De må få hjælp fra os.
Må ingen miste modet,
før alle folk er et.
Tænd lys for dem, som kæmper
for frihed og for ret.”
Det er efterhånden blevet helt mørkt, og det småregner. De små stearinlys, som deltagerne bærer foran sig, glimter stemningsfuldt, omend de har svært ved at klare sig i lyshavet foran Illums facade, der er én stor blinkende juledekoration.
Optoget er nu næsten fremme ved Storkespringvandet, som er sidste stop. Sangene lyder en sidste gang.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
