Solidaritet i hele landet
Rigdommen er pilskæv. Der tjenes penge som aldrig før, men indkomstgabet mellem de allerrigeste og den almindelige dansker er vokset med stor fart. I de sidste 10 år er indkomstfremgangen for de rigeste én procent vokset med 60 procent, i modsætning til en fremgang på ni procent for en gennemsnitsdansker. Selv i inflationsåret 2023 havde den rigeste ene procent en fremgang på 15 procent, hvorimod alle andre oplevede en reallønstilbagegang.
Kikker man på de 100 rigeste danskere, hopper kæden fuldstændig af hjulet. For at komme i denne eksklusive klub skal man have en formue på mindst to milliarder kroner. Optagelseskriteriet er steget med 200 millioner fra året før. Samlet har deres formuer forøget værdien med 102 milliarder kroner i 2024. I de sidste 11 år har de 100 rigeste danskere øget deres formuer fra 331 milliarder til 1240 milliarder danske kroner. Og det er kun de 100 rigeste, så der skulle vel være lidt at tage af, hvis der for eksempel skulle findes midler til at investere i vores velfærd.
Velfærden bløder
Der hersker desværre ikke tvivl om, at der er noget grundlæggende galt med børn og unges trivsel. Aldrig har vi haft flere børn med diagnoser, skolevægring og mistrivsel. Aldrig har systemet sendt flere børn og unge til udredning, og presset på behandling er eksploderet.
Skiftende regeringer har i årtier forsømt at investere i velfærden, konkret i daginstitutioner og skoler, og prisen bliver nu betalt af børnene og de unge.
De fleste børn bruger det meste af deres vågne tid i vores daginstitutioner, så derfor burde kvaliteten være i top, men sådan er virkeligheden langtfra. En ny nationale undersøgelse fra Vive tegner et rystende billede, der viser, at kun én ud af 10 børnehaver i Danmark tilbyder et pædagogisk læringsmiljø af god kvalitet. For de allermindste er kvaliteten den ringeste. For de 0-2-årige vurderes de samlede pædagogiske læringsmiljøer at være ”utilstrækkelige” i 38 procent af daginstitutionerne. Konkret betyder det, at børn møder voksne, der ikke trøster dem, ikke guider dem i relationer og ikke understøtter deres leg og fællesskaber.
Der mangler ganske enkelt hænder, uddannede pædagoger i tilstrækkeligt antal.
Trivselskommissionens bestilte arbejde
Mistrivslen blandt vores børn og unge blev også registreret inde bag Christiansborgs tykke mure, og det politiske svar var selvfølgelig at nedsætte en “Trivselskommission“.
Kommissionens anbefalinger blev kraftig kritiseret af de faglige organisationer og forældreorganisationer, da ingen af anbefalingerne var tydelige omkring ressourceproblematikken. Kommissionens kommissorium præciserede da også, at anbefalingerne på området skulle være ressourceneutrale, så eventuelle forslag om flere penge til et område eller et tiltag skulle finansieres ved at tage penge fra beslægtede områder. Anbefalingerne er mildest talt en tynd kop te, og man kan i sit stille sind undre sig over, at højt profilerede eksperter på børne- og ungeområdet har villet deltage under disse præmisser.
Folkeskolen lider
Når børnene forlader daginstitutionen og møder op i folkeskolen, gentager historien sig. Danmarks Lærerforening viser i en undersøgelse, at hele 83 procent af lærerne oplever, at der mangler ressourcer på skolen, hvilket går ud over både faglighed og trivsel.
Hvor er ressourcerne?
Børnepsykolog Rikke Solgerd-Cornelsen har den 16. juni i Politiken beskrevet det ganske rammende: “Vi har alt for længe lappet på systemets konsekvenser. Vi har givet diagnoser, hvor vi skulle have givet omsorg. Vi har tilbudt udredning, hvor barnet havde brug for tilknytning. Vi har behandlet symptomer og glemt konteksten. Det er tid til at vende prioriteringen. Det forebyggende, det inkluderende, det relationelle møde i barnets hverdag skal være i centrum. Det er her, velfærden skabes. I dagligdagen. Men hvor er ressourcerne?”
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
