De seneste år er der opstået en række forskellige grønne bevægelser i København, som kæmper mod politikernes planer om at bygge på natur og grønne områder.
Senest har bevægelsen mod bygning af den kunstige halvø Lynetteholm i Øresund fået vind i sejlene og formået at få politikerne til at erkende, at der er problemer forbundet med projektet.
I årevis har befolkningen kæmpet mod byggeri på Amager Fælled og Stejlepladsen. På Amager Fælled lykkedes det at få droppet byggeplanerne i den mest artsrige natur på Fælleden, men lige nu er byggeforberedelserne i gang på et andet område, Lærkesletten.

Lokale beboere kæmper også mod byggeplaner i De Gamles By, Emdruphaverne, Christiania, Nørrebroparken og andre steder.
I andre bydele som for eksempel Nordhavn arbejder beboerne på at sikre ny natur i forbindelse med omfattende nybyggerier.
Demokæder gennem tidligere truet park
Søndag den 12. juni gik de grønne bevægelser sammen i en fælles demofest for Københavns natur.
Arrangementet startede med et optog i to udsmykkede kæder gennem Østre Anlæg. Stedet var ikke tilfældigt valgt. Også Østre Anlæg, der er en del af Københavns voldanlæg, var engang truet af politikernes byggeplaner.

– Tilbage i midten af 1850’erne ville Krigsministeriet jævne voldene og bebygge hele arealet for at få penge til krigsmateriel. Fremsynede københavnere forhindrede det i at ske og fik sikret etablering af Østre Anlæg og de andre voldparker, fortalte Knud Erik Hansen fra arrangørkredsen i en kort tale, inden menneskekæderne blev sendt afsted gennem den smukke park.

Arrangører af demofesten var Amager Fælleds Venner, Fiskerhavnens Venner, Stop Lynetteholm og Nordhavns Naturvenner. Derudover bakkede 20 grønne bevægelser og organisationer initiativet op.
Efter turen gennem Østre Anlæg, hvor de to kæder flere steder havde udsigt til hinanden, blev der uddelt skilte og bannere, og så var der optog til Fælledparken.

I spidsen gik bannere med arrangementets to hovedparoler “Beskyt byens natur” og “Mere natur i byen”.
Bagefter kom Klagekoret, der blev dannet sidste år i protest mod byggeplanerne på Amager Fælled. På hele ruten skabte de stemning i optoget med deres sang.
Fest for naturen i Fælledparken
Optoget endte i Fælledparken, hvor der var fest for naturen hele eftermiddagen. Heller ikke Fælledparken var tilfældigt valgt. Også den var engang truet af politikernes byggeiver.
Omkring år 1900 havde kommune og stat planer om at bebygge arealet, hvor Fælledparken ligger. Mod disse planer rejste der sig folkeligt ønske om at få en park, og i 1914 blev parken indviet.

Men kommunen har også i dag problemer med at lade Fælledparken være i fred, fortalte Tom Lisborg, formand for Fælledparkens Naturvenner, da han startede festen med at byde velkommen.
Han forklarede, at der i dele af Fælledparken og tilstødende grønne områder er bygget hospitalsbygninger, en materialegård og en bygning til ansatte i forvaltninger. Der er anlagt skaterpark, der er ryddet skov, og en lille sø er blevet fyldt op med vand, så der kunne anlægges vandlegeplads.

– Det betyder, at der ikke længere er danske frøer i Fælledparken. Samtidig er Parken (fodboldstadion – red.) også blevet meget større. De fodboldbaner, der tidligere var omkring Parken, er blevet asfalteret. I stedet er der kommet flere fodboldbaner i Fælledparken. Omkring en femtedel af Fælledparken er i dag fodboldbaner. Der er også anlagt brede asfalterede veje og cykelstier. Samlet set er cirka halvdelen af Fælledparken ændret fra at være grønne områder til steder, hvor der ikke kan gro mælkebøtter, træer og buske, sagde Tom Lisborg i sin tale.
Han sluttede med at slå fast, at København er den europæiske storby, der har mindst grønt areal per indbygger.

Derefter gik det løs med et flot program mikset sammen af en perlerække af forskellige musikindslag, taler dels fra scenen og på storskærm, børneunderholdning samt videoer på storskærm om en række af de naturområder i København, der er truet af byggeplaner. Der var også videohilsener fra nogle af de beboere og politikere, der kæmper mod Egholm-motorvejen i Nordjylland og en motorvej over Samsø.
En af videotalerne var kokken Nikolaj Kirk, der er meget aktiv i kampen mod byggeplanerne på Amager Fælled og naturen i det hele taget.
– Vi kommer til at vinde den her kamp. Vi stopper Dubai-øen i Øresund. Vi stopper herskabsbyggeriet på Amager Fælled. Vi redder Stejlepladsen, fordi Stejlepladsen ude ved Fiskerhavnen bærer på noget af det vigtigste og mest fantastiske københavnerkultur, vi overhovedet har. Vi har ikke råd til at tabe mere natur, slog Nikolaj Kirk fast.
Blandt de mange vidt forskellige musikindslag var rapper og sanger Pato Siebenhaar, sangerinde Louise Brüel Flagstad, bandet Dansk Top på Speed, Fransk Dolkeparti og Klagekoret.
Som en overraskelse dukkede musiker, tegner og forfatter Carl Quist-Møller op og støttede byens natur med en trommenummer.

Mens musikerne var på, blev deres indslag ledsaget af smukke naturbilleder på storskærmen.
Fra Thy kom der en videotale fra naturfortæller Philip Hahn-Petersen.
– Vi er mange rundt omkring i hele landet, der ikke finder os i, at menneskelig udvikling skal ske på bekostning af livets udvikling. Det er det, der sker, når vi mennesker insisterer på at fylde så meget, som vi gør. Vi er nødt til at finde på måder, hvor vi kan sameksistere med alle andre arter på Jorden, sagde han.
For børnene var der flere indslag af høj klasse som Tormod Tegners Tegneshow, der fik både børn og voksne sat i sving, og Cirkus Panik, der desværre måtte afbryde deres forestilling på grund af regn.

Regn og torden gjorde et afbræk i programmet, hvor alle måtte søge ly under pavillonerne til de forskellige organisationers boder på pladsen.
Det var så voldsomt, at arrangørerne meldte ud, at det var nødvendigt at stoppe demofesten. Men efter en pause med protester fra flere deltagere og vejrmeldinger, der forudsage stop i regnen i løbet af kort tid, blev festen alligevel fortsat.

På trods af at der kun var få deltagere tilbage på det tidspunkt, gav både talere og optrædende alt, hvad de havde i sig, og var med til at sikre en flot og stemningsfuld afslutning på demofesten.
Sidste indslag var en video fra skuespiller og tv-vært Sebastian Klein, der konstaterede, at meget af naturen i København er forsvundet, fordi politikerne ser de områder som steder, hvor der ingenting er, og derfor kan der bygges.
– Det er et problem ikke kun i København, men i hele Danmark, ja i hele verden, at mennesker bygger, hvor naturen er. Problemet er, at det er der, hvor alle de andre millioner af organismer lever. Vi skal blive bedre til at lade naturen være i fred, erklærede han.

Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.