– Jeg vil ikke bygge droner for militæret!
Budskabet fra Dylan Cawthorne, droneforsker og lektor på Syddansk Universitets Dronecenter, er klart.
Og nu har han fået en pris for sine holdninger. Fredsbevægelsen Aldrig Mere Krig har hædret forskeren med foreningens Fredsrose.
– Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil involveres i vold. Som ingeniør ser jeg det som min hovedopgave at arbejde for fred, sundhed, velfærd og klima. Jeg kan ikke se, at udvikling af mere voldelig teknologi vil gøre verden til et bedre sted, siger Dylan Cawthorne til Arbejderen.
Han uddyber:
– Det er i høj grad en livsstil at være forsker. Jeg har ofte ti-timers arbejdsdage. Jeg vil bruge min tid og mine evner på at forske i fredelig teknologi, der kan hjælpe mennesker og natur.
Universiteter militariseres
Som forsker på Syddansk Universitets Dronecenter er han til daglig omgivet af danske og internationale våbenfirmaer, der producerer militære droner, der bliver brugt i krig i eksempelvis Ukraine, og som ved hjælp af avancerede overvågningssensorer kan bruges til at indsamle informationer om “fjenden” i flere kilometers højde.
Cawthorne advarer om, at der i øjeblikket sker en militarisering af de danske universiteter.
– I øjeblikket forsøger stærke kræfter inden for militæret og våbenindustrien med store midler at få indflydelse på udvikling af ny teknologi. Det militærindustrielle kompleks forsøger ved hjælp af milliardstore fonde at påvirke, hvad der skal forskes i, fortæller Dylan Cawthorne.
Læs også
Udviklingen har især taget fart, efter at universitetet oprettede en særskilt center for militær forskning: SDU Security and Defense. Universitetet har også oprettet en hjemmeside, der skal gøre det let for militærindustrien at hyre forskere til deres projekter.
SDU samarbejder blandt andet med den militære droneproducent Sky-Watch om at forbedre de militære droner, som Sky-Watch har sendt til Ukraines militær.
Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil involveres i vold. Som ingeniør ser jeg det som min hovedopgave at arbejde for fred, sundhed, velfærd og klima.
Dylan Cawthorne, droneforsker
– De seneste år er fonde, private investeringer og militære budgetter til forskning og udvikling af militær teknologi blevet mangedoblet. Det har store konsekvenser for os forskere. På papiret har vi forskningsfrihed – men reelt er vi jo langt hen ad vejen nødt til at forske, der hvor pengene er, forklarer Dylan Cawthorne.
Han uddyber:
– Det kan være meget svært for den enkelte forsker at navigere i. Jeg kan kun opfordre alle forskere til at være kritiske. Hvis vi som forskere er med til at gøre vold lettere at bruge og endnu mere effektiv, er vi med til at gøre verden endnu mere voldelig. Alle forskere bør stille sig selv spørgsmålet, om de vil være med til det.
Læs også
Ristede pølser, softice med lyseblå Terma-krymmel – og masser af død og ødelæggelse
Han har selv oplevet, hvordan universitetets ledelse har forsøgt at presse ham til at arbejde på militære projekter.
– Jeg og andre forskere følte os presset til at forske i militære projekter. Vi blev opfordret til at forske i bestemte militære projekter. Vi fik ikke anden begrundelse, end at det var her, pengene var. Da vi spurgte ledelsen om, hvilke retningslinjer der var i forhold til de etiske retningslinjer, og hvilke type droner vi skulle forske i, kunne vi ikke få svar.
– Nu oplever jeg, at der sker en militarisering af universiteterne. Jeg oplever et pres for at søge midler fra de fonde, som er blevet oprettet de seneste år for at fremme forskning i ny militær teknologi som eksempelvis droner.
Mange forskere på SDU og de øvrige universiteter har givet efter for presset og er begyndt at forske i militære droner og andet militært udstyr.
Men Dylan Cawthorne fandt sammen med andre kollegaer, der – ligesom ham – heller ikke ville bruge deres viden og deres tid på at forske i militære droner.
– Vi har formået at stå sammen, og derfor har vi indtil videre kunnet modstå ledelsens pres for at forske i militære droner. Men vi får stadig masser af tilbud om at søge forskningsmidler til militære projekter. Men fordi vi står sammen, og fordi vi har forsøgt at skabe offentlig opmærksomhed på problemet med militarisering af forskningen, ser det ud til, at ledelsen foreløbig respekterer, at vi ikke vil forske i militær teknologi, men i teknologi til gavn for samfundet.
Dylans droner hjælper landmænd i Uganda og truede dyr i Kenya
I øjeblikket arbejder forskeren med at udvikle en drone udstyret med et avanceret termisk kamera, der kan hjælpe landmænd i Uganda med bedre at forudse, hvornår deres afgrøder har brug for vand.
Han er også med i et stort fælleseuropæisk forskningsprojekt kaldet WildDrone, der skal udvikle autonome droner med avanceret automatisk billedbehandling. Dronerne skal kunne flyve af sig selv og følge dyr og indsamle information om truede dyrearter.
Cawthorne og de andre forskere skal blandt andet følge løver i Kenya og observere marsvin, sæler og fugle i Vadehavet og undersøge storkes migrationsruter mellem Nordeuropa og Afrika.
“Der er brug for forskere som Dylan Cawthorne”
Aldrig Mere Krig begrunder deres valg af Cawthorne til at modtage Fredsrosen for hans “mod til at kræve teknologi for fred og ikke for krig”.
– I en verden, hvor forskning har gjort vore ledere alt for dygtige til destruktion og ødelæggelse, men ikke til at løse konflikter fredeligt, er det vigtigt med de enkelte, der tør tale imod den galoperende militarisering, lyder begrundelsen fra formand for Aldrig Mere Krig, Tom Vilmer Paamand, for at give forskeren Fredsrosen.
Aldrig Mere Krig har i over 50 år uddelt Fredsroser til mennesker, der er med til at styrke freden.
Cawthorne er glad for at have modtaget Fredsrosen:
– Til daglig kan jeg godt føle mig lidt ensom med mine holdninger. Det er dejligt at blive anerkendt af Aldrig Mere Krig, og at der er andre, der kæmper for fred, siger Dylan Cawthorne.
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.