Analyse
Hvad der fredag den 6. maj skulle have været en fredelig demonstration med et mål om at råbe politikerne op, endte med at Københavns Politi greb ind og med egne ord “anholdt og sigtede” 30 og “frihedsberøvede” lidt over 100, altså med magt fjernede og spærrede lige i omegnen af 140 mennesker inde.
Demonstrationen startede ellers fredeligt ud med klimaaktivister, der løb rundt og legede, sjippede og pustede med sæbebobler. Man fik i højere grad en følelse af at være til vejfest end at være til demonstration. Demonstrationen skete i forbindelse med det ugelange klimaoprør Vendepunkt, som Extinction Rebellion har afholdt mellem den 6. og den 13. maj.
Den 17-årige gymnasieelev Maya Vollmond, som Arbejderen talte med, havde siddet det meste af dagen og strikket i solen og mente, at det var en måde at demonstrere på, som gav mening.
– Jeg synes, det var en meget fin aktionsform, også fordi vi egentlig bare hyggede og sang og dansede. Det var en fredelig og positiv demonstration med et meget alvorligt budskab, siger Maya Vollmond.
På demonstrationens Facebook-begivenhed kunne man se, at 2.100 mennesker havde sagt, at de var interesserede, men i realiteten var der omkring 250-300 mennesker. Det er derfor også ret banebrydende, at 150 af dem blev arresteret, da det ikke ligefrem er hver dag, man ser den slags masseanholdelser i Danmark.
Hvorfor er det det værd?
På trods af anholdelser og magtudøvelse fra politiets side var gymnasieeleverne Malte, Frederik og Frido, som man kan se på billedet nedenfor, alle enige om, at det er enormt vigtigt at dukke op og vise sin stemme fysisk.
– Der er mange, som godt ved, at de går ind for drastisk klimahandling nu, men har svært ved at debattere imod folk, fordi de måske er lidt mere tilbageholdende, men det her er en meget let måde at gøre det på. Man møder ligesom bare op, og så er man her, fortæller en af eleverne.
Mange af klimaaktivisterne i Extinction Rebellion er vant til at bringe ofre, når det kommer til klimakampen.
Mange vil måske have svært ved at forstå, hvordan en sag kan være så vigtig, at man vil lade sig anholde. For Maya Vollmond er det ikke engang et spørgsmål, om det var det værd med et ophold i detentionen.
– Jeg skulle selv have været til galla på mit gymnasie den aften, så jeg sad også og var lidt irriteret, men samtidig glad for, at jeg havde valgt at gøre det her, for der er jo ikke nogen, der kan komme til galla ude på Refshaleøen om 20 år, hvis vandstanden stiger, som den gør. Det virkede bare som meget vigtigere.
Foto: Alexander Briand Rasmussen
Politiets reaktion var ude af proportioner
På Facebook kunne man søndag den 8. maj læse forfatter Carsten Jensens beretning fra demonstrationen, hvor han også var en af de anholdte. Opslaget blev liket hele 9,6 tusind gange.
Carsten Jensen skriver, hvordan politiet anholdte ham og en lang række andre klimademonstranter. Carsten Jensen beskriver oplevelsen som dybt bevægende, fordi han følte sig velkommen som aldrig før hos klimaaktivisterne. Efter en brysk behandling af betjentene til demonstration blev man nemlig mødt af råbet “You are not alone,” da man blev ført ind på Bellahøj Politistation.
Den oplevelse kan den 16-årige Sigurd Lundsager sagtens genkende. Han mener, at Carsten Jensen siger det nærmest perfekt.
– Det var en meget anderledes stemning derinde (på politistationen Station Bellahøj, red.), end man har prøvet andre steder. Vi sad i en meget lang gang, 100 mennesker, der allesammen var blevet arresteret for klimaet. Man kunne mærke på hinanden, hvor meget vi brændte for det. Vi holdt sammen, sang sange, og hver gang der kom en ny ind, hujede vi og klappede af dem. Vi klappede med benene, for vi havde jo hænderne på ryggen, fortæller han til Arbejderen.
Foto: Alexander Briand Rasmussen
Civil ulydighed kan bruges til at råbe magthavere op
Extinction Rebellion ser sig selv som en tværpolitisk bevægelse, der praktiserer fredelig civil ulydighed. Det betyder for eksempel at blokere veje, som man gjorde i fredags, eller klæde sig ud i kostumer for at få opmærksomhed om deres sag.
En af fordelene ved at blokere en vej er, at man ikke kan blive ignoreret, siger Sigurd Lundsager til Arbejderen. Maya Vollmond mener også, at det var godt, at demonstrationen ikke eskalerede, og at demonstranterne ikke også brugte vold.
– Det var en fordel i sig selv, at det ikke var en voldelig demonstration, men at vi bare brugte vores krop, som er det vi har, og spærrede vejen på den måde, siger Maya Vollmond.
Sigurd Lundsager ser det som fuldstændig usandsynligt, at klimaaktivisterne i Extinction Rebellion skulle ty til vold.
– De er de mest fredelige mennesker, jeg kender, siger han med et grin.
Foto: Klaus-Henrik Andreasen
Nogle vil næsten mene, at Extinction Rebellion er for fredelige, og at de på den måde fremstår alt for ufarlige. Sådan siger en af bedsteforældrene fra Bedsteforældrenes Klimaaktion i hvert fald til Arbejderen.
Foto: Rosa Mørch Jørgensen
– Jeg er her, fordi jeg håber, politikerne vågner op. De har nedsat et klimaborgerting for halvandet år siden, som kom med nogle glimrende anbefalinger, som der ikke bliver lyttet til overhovedet, deres eget klimaborgerting bliver fuldstændig dysset ned og tiet ihjel. Det er lige før, det her er for fredeligt – jeg skal passe på, hvad jeg siger – det er næsten for ufarligt. Jeg synes, det er godt, at noget er ufarligt, men det må også godt være farligt, uden at der absolut er mennesker, der skal slås ned, siger den ene med et grin.
De to fortæller også om, hvor svært det er at få debatindlæg og læserbreve publiceret i de store aviser. Den ene af mændene fortæller, at han får samtlige læserbreve tilbage i hovedet på trods af egentlig ikke at være en dårlig skribent.
– Jeg skrev lige forleden dag i anledning af 50-årsdagen for, at den sidste sporvogn kørte i København. Det var den 22. april 1972, der kørte linje 5 sin sidste tur, så skrev jeg et langt indlæg til Politiken, som jeg fik lige i hovedet igen. Jeg synes sgu, at jeg skriver meget godt, men jeg er ikke nogen. Når de spørger, “hvad er du?” siger jeg pensionist, og så bliver jeg skrottet, siger den ene mand.
Den anden af mændene tilføjer grinende, at man burde opfinde et interessant stillingsnavn, så man i det mindste kunne komme i overvejelse.
Århundredets vigtigste kamp
Når så mange mennesker stiller op, så skyldes det, at klimakampen i dag opfattes af mange som århundredets vigtigste kamp. Sådan har klimaaktivisten Kamilla, som er aktiv i Amager Fælleds Venner, det i hvert fald.
– Jeg ser det her som århundredets vigtigste kamp, og det vil det blive ved med at være. Vi er her for vores overlevelse, ikke kun mennesket, alt levende, vores og Jordens overlevelse. Vi skal tage ansvar og genoprette det tabte, så godt vi kan. Det er på høje tid, siger Kamilla.
Foto: Rosa Mørch Jørgensen
Sådan siger Stinne fra Amager Fælleds Venner også. Hun mener, at det er helt essentielt for vores egen overlevelse, at vi begynder at passe på vores natur.
– Vi har brug for naturen, og naturen er for alle. Det er virkelig vigtigt med motiverende faktorer. Vi skal sørge for, at folk skal have lyst til at komme udenfor. Arterne giver os noget, vi ikke engang ved, at vi har brug for, fortæller hun.
Har man lyst til at tage del i kampen, kan man dukke op i morgen (fredag den 13. maj) klokken 8 ved Dronningens Tværgade 2 i en aktion mod Pre-COP27 mødet, hvor aktivisterne kræver magt til borgerne i borgerting i stedet for uambitiøse politikere. Det fulde program kan ses på Facebook-begivenheden.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
