Ved frokosttid onsdag gravede forskere og studerende i orange veste og hjelme et “olierør” gennem midtergården på Danmarks Tekniske Universitet (DTU).
Med spader blev græsset gravet op, og et “olierør” blev lagt ud. På et skilt stod der: “Her bygges olierør af TotalEnergies i samarbejde med DTU Offshore”.
Vi er meget skuffede over vores universitets uansvarlighed og vil kæmpe for at genoprette DTU’s integritet.
Davide Dolente, studerendet på DTU
Aktionen sker i protest over, at DTU netop har underskrevet en samarbejdskontrakt med olie- og gasgiganten TotalEnergies.
– Olieindustrien er hovedskyldig i klimakatastrofen. TotalEnergies har tydeligt vist, at de vil fortsætte deres oliesalg, uagtet den overhængende fare for klimakollaps. Derfor er det helt forkert af DTU at lave forretning med sådan en virksomhed. Vi er meget skuffede over vores universitets uansvarlighed og vil kæmpe for at genoprette DTU’s integritet, siger Davide Dolente, der læser transport og logistik på DTU.
Rørledningen er ment som et billede på de ødelæggelser på natur og folks hjem, som olieindustrien skaber med olierørledninger som eksempelvis Baltic Pipe i Danmark og EACOP i Afrika.
TotalEnergies får eget center på DTU
Kontrakten mellem TotalEnergies og DTU betyder, at olie- og gasgiganten får sit eget center, DTU-TotalEnergies Excellence Center for Clean Energy, på det danske universitet.
Det vækker glæde hos TotalEnergies:
– Vi er glade for etableringen af DTU-TotalEnergies Excellence Center for Clean Energy, der gør det muligt for os at udvikle og demonstrere omkostningseffektive og pålidelige teknologiløsninger inden for offshore vind- og hybridsystemer. Dette center er endnu et skridt på vejen mod vores mål om at være CO2-neutrale i 2050 sammen med resten af samfundet, siger Chief Technology Officer hos TotalEnergies, Marie-Noëlle Semeria.
Centeret skal blandt andet udvikle flere uddannelsesaktiviteter – eksempelvis ph.d.-undervisning i hybridkraftværksforskning og et uddannelses- og træningsprogram med online-kandidatkurser, skræddersyet uddannelse, udveksling af forskningsmedarbejdere og projekter for studerende.
– DTU er glade for at udvide forskningssamarbejdet med TotalEnergies i jagten på flere grønne energiløsninger. DTU er anerkendt globalt for sin forskning i vedvarende energikilder. Dette samarbejde vil fokusere på fremragende forskning og nye teknologier inden for vindenergi og hybridsystemer, hvilket er helt essentielt i omstillingen til en mere klimaneutral energiproduktion, siger rektor Anders Bjarklev.
Centret vil etablere et avanceret forskningsprogram, der inkluderer hybridkraftværker og brintteknologier og opføre et pilothybridkraftværk.
DTU samarbejder i forvejen med og får penge fra olie- og gasindustrien til sit offshore-center.
“DTU står over for et moralsk valg”
Men blandt forskere og studerende er der modstand mod universitetets forstærkede samarbejde med olie- og gasindustrien.
– Som så mange ingeniører før os står vi på DTU over for et moralsk valg. FN’s klimaråd siger, at verden er på kurs mod tre graders opvarmning, hvilket vil betyde absolut ragnarok i hele verden. Skal vi fortsat støtte de firmaer, der er skyld i, at vi er på den kurs, og som har tænkt sig at fortsætte alligevel? Alle ved, at TotalEnergies omstilling kun er skuespil, men DTU går med på skuespillet, fordi TotalEnergies giver mange penge til universitetet. Grænsen er nået. Ledelsen må stoppe med at tage imod penge fra TotalEnergies, siger Lukas Kluge, tidligere studerende på DTU Elektro.
Forskerne og de studerende på DTU har oprettet hjemmesiden Divestdtu.dk, hvor man kan læse mere om protesterne.
Divest DTU er en gruppe af studerende og ansatte på DTU, som arbejder aktivt for at stoppe DTU’s samarbejde med olie- og gasindustrien.
“Denne industri bærer et enormt ansvar for den klimakatastrofe, vi står i, og det ødelægger DTU’s integritet som en medspiller i den grønne omstilling, at der på DTU laves forskning, der understøtter den fortsatte udvinding af olie og gas. En del af vores arbejde er oplysning af studerende og ansatte, og derudover bruger vi kreative metoder og ikke-voldelig civil ulydighed”, skriver Divest DTU blandt andet om, hvorfor de har organiseret sig.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.