Kommentar
Folkeskolen er blevet et af valgets helt store temaer.
Valget bliver afviklet i lyset af en folkeskolen i dyb krise, hvilket bunder i betydelig underfinansiering af området. I dag ser vi de ødelæggende effekter brede sig blandt børn og unge med mistrivsel og manglende uddannelse som konsekvensen.
I en netop offentliggjort analyse fra WELA dokumenteres, at folkeskolen lider under en massiv underfinansiering over de sidste 15 år. Hvis blot serviceniveauet i dag skulle være det samme som i 2011 mangler folkeskolen hvert år 6,5 milliarder kroner.
Regner vi i forhold til den almindelige udvikling af forbruget i samfundet drejer det sig om et årligt minus på 10,4 milliarder kroner.
Analysen konkluderer:
“Set i et systemisk perspektiv kan en vedvarende underfinansiering af folkeskolen skabe sociale og økonomiske kaskadeeffekter, hvor utilstrækkelige investeringer i skolen forskyder problemer og udgifter til andre dele af velfærdssystemet.”
Eller sagt ligeud: Skiftende regeringer har i de sidste 15 år udsultet folkeskolen.
Nu står problemerne i kø: Siden 2007 er der lukket mere end 300 folkeskoler. Lærerne løber deres vej, kun 52 procent af alle læreruddannede arbejder i dag i folkeskolen. Og når 50 procent af lederne i folkeskolen overvejer at skifte job, står vi med en institution som er i knæ.
Prisen betales dyrest af eleverne: Mistrivsel, skolevægring og dårlige faglige resultater, som igen får konsekvenser resten af livet.
Valgflæsk og manglende ansvar
På denne baggrund er det ikke mærkeligt, at folkeskolen har fyldt en del i denne valgkamp. Alle partier har budt ind med forslag om nye reformer på skoleområdet og løfter om flere ressourcer, men vi har endnu til gode, at de selv samme partier tager ansvar og anerkender den underfinansiering, som de bevidst har foretaget i de sidste mange år.
Vi skal ikke mange måneder tilbage, før den socialdemokratiske undervisningsminister, Mattias Tesfaye, udtalte, at folkeskolens største udfordring bundede i hans egen fantasi-diagnose “PDO”, pissedårlig opdragelse.
Budene og forslagene i valgkampen stritter i mange retninger, lige fra “lilleskole”, “tillidsskoler”, “den kloge skole”, færre elever i klasserne, flere voksne i klasser og så videre.
Dog har ingen partier meldt sig på banen med forslag til at sikre lærerne nogle bedre arbejdstidsaftaler, som blandt andet skal sikre garanteret forberedelsestid og mere tid til samarbejde, hvilket er krav og ønsker, som lærerne finder er helt centrale.
Hvad kan vi så forvente, når valget er slut – går folkeskolen en lysere fremtid i møde?
Det er nok for meget at håbe på.
Godt nok taler alle partierne i dag for en økonomisk oprustning af skolen. Men når den økonomiske virkelighed rammer dem efter valget, med et økonomisk råderum, hvor pengene er soldet væk på krudt og kugler, og et møde med en mulig økonomisk afmatning på grund af krigen i Mellemøsten, er der en overvejende sandsynlighed for, at de omfattende valgløfter om en oprustning af folkeskolen blæser væk i forårsvinden.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
