Det kan godt være, at Assad er faldet. Men Syrien er stadig ikke et sikkert sted at sende flygtninge til.
Sådan lyder budskabet fra flere danske flygtningeorganisationer og fra FN’s flygtningeorganisation (UNHCR).
– Spørgsmålet om at sende syriske flygtninge tilbage til deres hjemland er fortsat dybt komplekst og følsomt. Enhver tilbagevenden skal være frivillig, sikker og ske på et oplyst grundlag. Situationen i Syrien er stadig for usikker til at diskutere, om det ville være forsvarligt at fratage syriske flygtninges opholdstilladelse i Danmark, siger generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Charlotte Slente.
Hun uddyber:
– For tidlige debatter vil kun øge angsten blandt personer, der allerede lever med enorm usikkerhed, advarer generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Charlotte Slente.
Situationen i Syrien er for usikker til at diskutere, om det ville være forsvarligt at fratage syriske flygtninges opholdstilladelse i Danmark. For tidlige debatter vil kun øge angsten blandt personer, der allerede lever med enorm usikkerhed.
Charlotte Slente, Dansk Flygtningehjælp
Flygtningehjælpen advarer mod at ophæve de herboende syreres flygtningestatus og sende dem tilbage til Syrien.
– FN’s flygtningekonvention slår fast, at der skal ske fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet, før en persons flygtningestatus kan tilbagekaldes. Sådanne betingelser er langt fra opfyldt i Syrien i dag. Selv for syriske flygtninge, der flygtede fra borgerkrigen og har fået andre former for beskyttelse i Danmark, kræves der en vis grad af stabilitet, før tilbagekaldelse bør overvejes.
Dansk Flygtningehjælp advarer om, at den nuværende debat – og den årelange usikkerhed om de syriske flygtninges status i Danmark – allerede har haft og har skadelige virkninger på flygtninges muligheder for at lære dansk, integrere sig i samfundet og få et job.
Derfor har Dansk Flygtningehjælps generalsekretær en klar opfordring:
– Lad os fokusere på at fremme sikkerhed og integration for syriske flygtninge i Danmark, indtil Syrien igen bliver sikkert at vende tilbage til!
Samme budskab lyder fra Amnesty International:
– Situationen i Syrien efter oprørsstyrkers magtovertagelse er fortsat ekstrem ustabil og uforudsigelig. Princippet om non-refoulement under FN’s Flygtningekonvention gælder fortsat: Flygtninge må ikke sendes tilbage til deres hjemland, hvor der er væsentlige grunde til at tro, at personen ville være i risiko for forfølgelse, tortur, mishandling eller andre alvorlige menneskerettighedskrænkelser, siger pressechef i Amnesty Malene Haakansson til Arbejderen.
Hun uddyber:
– Det er stadig uklart, hvilke væbnede grupper der har kontrol over forskellige byer, og hvordan de vil styre det territorium, som de har erobret. Derudover er der angreb i Syrien fra Israel, USA og Tyrkiet samt kampe, der involverer væbnede grupper. Det bidrager alt sammen til at bringe civile yderligere i fare. Danmark skal fortsat beskytte syrere, der søger asyl eller har fået ophold i Danmark, indtil der er varige og stabile forhold i deres hjemland.
Ifølge Dansk Flygtningehjælp er der 5,5 millioner mennesker fra Syrien fordelt i hele verden. Heraf befinder 3,3 millioner sig i nærområder som Tyrkiet, Libanon, Jordan, Irak og Egypten, ifølge FN.
Også Dansk Røde Kors advarer mod at presse syrere til at tage til Syrien.
– Det er alt for tidligt at tale om hjemsendelse til Syrien – først skal der være en stabil og langvarig fred, og så skal der tages hensyn til den enkelte flygtninges tilknytningsforhold til Danmark. Vi støtter gerne flygtninge, der allerede nu ønsker at vende hjem – men det skal ske på frivilligt grundlag, siger generalsekretær i Dansk Røde Kors Anders Ladekarl til Arbejderen.
Ministre og ordførere: “Rejs hjem!”
Få timer efter Assads fald stod danske ministre og toppolitikere i kø for at kræve, at de herboende syriske flygtninge rejser hjem.
Den 10. december lød det fra statsminister Mette Frederiksen: “For mig er det naturligt, at man rejser tilbage til sit hjemland, når situationen byder det”.
Samme budskab kommer fra udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek.
Også De Konservatives Rasmus Jarlov opfordrer til at smide de syriske flygtninge ud.
Dansk Folkepartis Mikkel Bjørn opfordrer til at oprette flygtningelejre i Syriens nærområder og smide de herboende flygtninge ud.
Politikernes pres på de syriske flygtninge herhjemme er stik imod anbefalingen fra FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), der i en udtalelse slår fast, at flygtningene “… fortsat vil have brug for beskyttelse i værtslandene og tid til at træffe informerede beslutninger om, hvorvidt de vil vende hjem uden unødigt pres”.
Langt de fleste syriske flygtninge i Danmark har en midlertidig opholdstilladelse i Danmark, der bliver givet for enten et eller to år ad gangen med mulighed for forlængelse.
Flygtningenævnet besluttede den 9. december at sætte alle verserende asylsager vedrørerende Syrien i bero, så de sager ikke bliver behandlet i Flygtningenævnet.
Flygtningenævnets beslutning står i skærende kontrast til opfordringen fra FN’s Flygtningehøjkommissariat, der i sin udtalelse slår fast, at:
“Som reaktion på den hurtigt udviklende situation i Syrien har flere regeringer i Europa suspenderet beslutninger om asylansøgninger fra syrere, mens de afventer klarhed over sikkerheds- og menneskerettighedsforholdene i landet”.
“UNHCR opfordrer alle stater til at sikre, at syrere med behov for international beskyttelse stadig kan søge sikkerhed og asyl. De bør stadig have de samme rettigheder som andre asylansøgere, mens de venter på, at der igen bliver taget stilling til deres ansøgninger”.
Ny flygtningestrøm i Syrien
Mens flere danske toppolitikere taler om hjemsendelser af syriske flygtninge, har Assad-styrets fald ført til, at titusindvis af syrere er drevet på flugt.
Uvisheden om fremtiden under de nye jihadistiske magthavere, der står opført op FN’s terrorliste – og de seneste ugers kampe i det nordvestlige Syrien – har drevet tusindvis af mennesker på flugt. Især i den kurdisk-kontrollerede del af landet, der grænser op til Tyrkiet udfolder sig en humanitær katastrofe.
– Omkring 100.000 syrere er den seneste uge flygtet til det nordøstlige Syrien. De nye flygtninge har indtaget hovedbyen Raqqas stadion, som de har inddraget som et helle midt i kaos, og de mangler alt, konstaterer generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Jonas Nøddekær.
Samtidig kan kampene mellem tyrkisk-støttede militser og kurdiske styrker i området få enorme humanitære konsekvenser, advarer Folkekirkens Nødhjælp.
– De tyrkisk-støttede militser udnytter kaos i hovedstaden Damaskus til at positionere sig stærkere i de kurdisk kontrollerede områder i det nordøstlige Syrien. De strategiske positioneringskampe mellem forskellige væbnede grupperinger sender endnu flere syriske familier på flugt fra krig og ødelæggelse, påpeger Jonas Nøddekær.
Den humanitære krise i Syrien – og især i det nordøstlige Syrien – kommer oven i en i forvejen meget kritisk situation: Ni ud af ti lever i fattigdom, og med nye flygtningestrømme øges behovet for hjælp.
– Vi taler om mennesker, der i forvejen er tynget af over et årtis krig. De lever under fattigdomsgrænsen og kæmper dagligt med at få mad på bordet. Og desværre er flygtningestrømmen kun tiltagende, forklarer Jonas Nøddekær.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.