Kommentar
FH-formand Morten Skov Christiansen har på fagbevægelsens vegne meldt sig ind i debatten om, hvordan de ufattelig mange milliarder til oprustning skal finansieres. Til Børsen uddyber han, at pengene skal findes via en ny krigsskat for alle samt en særlig regning til virksomhederne.
Hvorfor bliver man ikke overrasket?
Som tidligere tillidsmand i mere end 30 år, de sidste 16 år som hovedbestyrelsesmedlem i et offentligt fagforbund, skal der mere til at forbavse og ryste mig end denne seneste udmelding fra FH. Men markant er det nu! Her fem minutter før der indgås overenskomstforlig på det private område, vælger man at profilere fagbevægelsen og sætte en dagsorden for Danmarkshistoriens største og mest vanvittige militære oprustning ved at foreslå en krigsskat.
Men lad os for en kort stund kravle ind i Mortens hjerne og dermed i hjernerne på forretningsudvalgsmedlemmerne i FH og følge ræsonnementet.
Hele det spin om et ja til en krigsskat skal ses som et desperat forsøg fra fagbevægelsens side på at blive inde i varmen og blive taget med, når de hårde beslutninger skal tages.
For det første køber man ind på præmissen om, at hvis Danmark ikke opruster, så kommer russerne og tager os. Dette er ikke til diskussion. Det er fakta. At Ruslands økonomi for eksempel er mindre end Italiens, og at Europas udgifter til militæret er mange gange større end Ruslands, spiller ingen rolle. Så der skal oprustes.
Hertil kommer den nye mafiaboss i Det Hvide Hus, en imperialist på steroider, som truer Danmark med at indsætte militæret og besætte dele af Rigsfællesskabet, hvis vi ikke pænt vil afgive Grønland til USA. Og som i øvrigt også kræver, at NATO-landene fremadrettet skal bruge hele fem procent af BNP’et på krudt og kugler, toppet godt op med trusler om told og handelskrig.
Dette kan sætte mange hjerner på overarbejde, og Mortens svar er klar: Det bliver dyrt det her. Og det har Mette i øvrigt også sagt.
Skrækscenarierne i Mortens hjerne er tydelige: Regningen skal betales via massive nedskæringer – som i rigtig massive – i den offentlige sektor, ved løntilbageholdenhed, hvilket vi nok allerede kommer til at fornemme ved det kommende OK-resultat, samt ved manglende forbedringer i forhold til pensionsalder og tilbagetrækningsmuligheder.
Dette kan den danske model jo ikke holde til. Og så bliver Morten for alvor urolig. Han formulerer det lidt anderledes i Børsen: Det vil gå ud over sammenhængskraften og skabe social og politisk uro, hvor opbakningen til oprustningen vil blive svækket.
Så svaret fra FH er en solidarisk krigsskat! Betalt af alle. Gerne så de brede skuldre betaler mest, og at de planlagte og vedtagne skattelettelser bliver stoppet.
Hvilken side er I på?
De tider, hvor fagbevægelsen kunne sætte store aftryk på den politiske dagsorden, er desværre gået sin vej. Fagbevægelsen bliver i bedste fald kun inviteret med til bords for at være et backup- og heppekor til Mette Frederiksen. Som en brik i det politiske magtspil når arbejdsgiverne og regeringer skal have vanskelige og upopulære tiltag igennem.
Så deltager man gerne som nyttige idioter for selv at bevare magt og kontrol og for næste gang igen at blive inviteret. Så hele det spin om et ja til en krigsskat skal ses som et desperat forsøg på at blive inde i varmen og blive taget med, når de hårde beslutninger skal tages.
En faglig bevægelse imod oprustning og for fred
Det vil være synd at sige, at 2025 begyndte opmuntrende. Galningen i det Hvide Hus og hans mange dekreter og udtalelser har dog uden tvivl vækket befolkningen på en del punkter.
Spørgsmålet om, at vi “deler værdifællesskab” med USA, og at der “ikke må komme så meget som et A4-papir imellem USA og Danmark”, har fået et missil i røven. Dette kan fremme en nødvendig modstand mod krig og oprustning, som jeg fornemmer, er i sin vorden.
Det var derfor med stor glæde og respekt at erfare, at 3F København indkaldte til en fredskonference lørdag den 1. februar. Også modigt og dristigt. Fagtoppen har – som i absolut ingen – interesse i, at der vokser og skabes en faglig bevægelse for fred og imod oprustning.
De følger blindt Mette Frederiksen og Socialdemokratiets/regeringens politik på dette spørgsmål, og den er klar. Der skal først komme fred i krigen på østfronten, når Putin har tabt – og ikke et sekund før. Og så skal der rustes massivt op. Så nytter det ikke noget, at der render “fredstosser” rundt i fagbevægelsen og taler om fred og nedrustning.
Men fagbevægelsen er meget mere end Morten og co. At man trods alt stadig kan tale om en dansk fagbevægelse skyldes de tusinder af tillidsvalgte, som til daglig – under mere og mere vanskelige forhold – forsvarer og kæmper for de overenskomster og aftaler, der foreligger eller burde ligge.
Kan de tillidsvalgte først sættes i bevægelse på kravet om fred og imod krigsskatter, begynder der at ske noget. Der er brug for mange flere konferencer og lokale aktiviteter i denne retning. Men at forestille sig, at FH-toppen er medkæmpere i den sag, er dybt naivt og skadeligt. De vil gå rigtig langt for at slukke de gløder, som allerede er startet. Tro mig.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
