Analyse
Det er dagen for den årlige Arbejderhistoriefestival – den 26. oktober. I år står Selskabet for Arbejderhistorie for arrangementet sammen med Byggefagenes Samvirke, der i denne måned kan fejre sit 100-års jubilæum.
Festivalen er blevet afholdt hvert år siden 2014, kun afbrudt af coronaepidemien.
Klokken 9.30 går medlemmerne af Arbejderkoret på scenen i den smukke festsal i Arbejdermuseet i København.
Koret synger en lang række arbejdersange både mange af de gamle og flere af nyere dato. Under sangen bliver bordene i salen stille og roligt fyldt op.
Sangen slutter med Internationale, hvor deltagerne synger med.
Debat om Københavns udvikling
Så er det tid til den første af dagens mange debatter. Vi starter med at sætte fokus på, hvordan vi kan sikre en udvikling i København, der er bæredygtig, klimavenlig og socialt retfærdig.
“Hvordan sikrer vi, at fremtidens København bliver en by, hvor der er plads til alle – fra skolelæreren og sygeplejersken til børnefamilierne – samtidig med at byggeriet er bæredygtigt og ansvarligt”, står der ved præsentationen af debatten i programmet for festivalen.
Der er inviteret tre oplægsholdere. Som den første får Peter Schultz-Jørgensen ordet. Han er byplanlægger og forfatter til en række bøger, blandt andre “Ta’ byen tilbage” og “Opgøret om København”.
I sit oplæg sætter Peter Schultz-Jørgensen fokus på, at de høje boligpriser i København betyder, at almindelige arbejderfamilier ikke har råd til at bo i byen. Tidligere var København en arbejderby, men i dag er befolkningssammensætningen ændret markant.
Han understreger, at byudviklingen i Købehavn i dag fungerer som et investeringsobjekt for kapitalen, og at det kræver konkret handling, hvis boligprisernes himmelflugt skal stoppes.
– I dag er det i høj grad private boliger, der bliver bygget. Der bliver bygget meget få almene boliger, antallet er meget langt fra de 20 procent, som der tales om, siger Peter Schultz-Jørgensen.
– Boligpriserne på ejerlejligheder i København er helt i top. Stigningen på materialer og håndværkere er slet ikke i nærheden af prisstigningerne på ejerboliger. Man er nødt til at lave en regulering af huslejer og priser på ejerboliger, hvis København skal være en by for alle, tilføjer han.
Byplanlæggeren kritiserer samtidig den aktuelle udvikling, hvor København bygger på natur eller autentiske miljøer som for eksempel på Stejlepladsen og andre steder i Sydhavnen.
– Når vi bygger byer, skal vi gøre det i et langsigtet perspektiv i modsætning til private investorer, der har et meget kortsigtet økonomisk perspektiv, konstaterer han og advarer mod at etablere den kunstige halvø Lynetteholm i en situation, hvor der meldes om alarmerende havstigninger.
Peter Schultz-Jørgensen efterlyser en regional planlægning, hvor der tænkes i sammenhængende løsninger omkring boliger og infrastruktur for hele Sjælland. Det eksisterer ikke i dag.
Næste oplægsholder er Line Barfod, teknik- og miljøborgmester i København.
Hun griber fat i en række af de problemer, der er på boligmarkedet i København. Blandt andet bor mange ældre par eller enlige i meget store lejligheder, fordi det er svært at få mindre lejligheder til en pris, der er til at betale.
– Vi skal have bygget gode boliger, der er til at betale. Vi kan omdanne eksisterende bygninger til gode boliger og sikre, at folk kan flytte fra de store lejligheder, siger borgmesteren.
– Bofællesskaber er også attraktive for mange og modvirker samtidig ensomhed. Det er en oplagt opgave for fagbevægelsen at gå forrest i arbejdet med at skabe gode bofællesskaber. I fremtiden skal vi bo på færre kvadratmeter, forskerne siger, at vi skal ned på 20 kvadratmeter per person. Hvordan får vi fundet på gode løsninger, hvor vi bor på færre kvadratmeter af hensyn til klimaet og bæredygtigheden. Det kan være små boliger med flere fællesfaciliteter, hvor beboerne deles om maskiner og andre ting, tilføjer hun.
Line Barfod er enig i, at boligpriserne i København i dag er alt for høje, og at der bygges for få almene boliger.
– Der skal være billigere boliger, hvis byen skal være for alle. Problemet er, at det er så dyrt at bygge, at der næsten ingen almene boliger bliver bygget. Det kræver et kæmpe pres på regeringen, hvis lovgivningen skal ændres, så man kan bygge alment igen, siger borgmesteren, der samtidig opfordrer til at arbejde langt mere med at omdanne eksisterende bygninger end at rive ned og bygge nyt.
Sidste oplægsholder er Henrik Juul Rasmussen, formand for Byggefagenes Samvirke.
Han konstaterer til en start, at en tredjedel af Danmarks CO2-udledning kommer fra bygningsmassen, dels fra opvarmning og dels fra byggeri.
– Der er brug for at gentænke hele bygningsprocessen og planlægge bedre end i dag. Der bliver bygget om i mange byggeprocesser, hvor materialer bliver skrottet undervejs. Det skal strømlines på en helt anden måde. Og så skal der laves en plan for, hvordan bygninger kan skilles ned og flyttes til et andet sted. Vi skal arbejde med genbrug af materialer, siger Henrik Juul Rasmussen.
– I dag river vi 1200 parcelhuse ned om året og bygger 5000 nye. Vi kunne arbejde med at undgå al den nedrivning. Det skal være sværere at få en nedrivningstilladelse. Man kunne stille krav om, at alle materialer skal gøres klar til genbrug, også ved større bygninger. Det ville være et fint krav at stille, tilføjer han og understreger, at bygningsarbejderne er klar til at bygge mere bæredygtigt.
Den efterfølgende debat kommer vidt omkring.
Der er skarp kritik af den aktuelle udvikling, hvor private investorer bestemmer alt for meget af byudviklingen med et kortsigtet fokus på økonomisk gevinst i stedet for at have fokus på en by, som er god at leve i med plads til for eksempel legepladser, fællesarealer og natur.
Blandt deltagerne er der opbakning til, at København ikke skal være en by for spekulanter. Der skal være plads til mennesker med almindelige indtægter.
Flere rejser kritik af By & Havn-modellen, hvor byggegrunde sælges dyrest muligt og bebygges tættest muligt for at være med til at finansiere metrobyggeri.
Arbejderhistorieprisen
Debatlysten er stadig stor, da talerlisten bliver lukket, fordi det er tid til næste punkt på programmet – overrækkelse af årets Arbejderhistoriepris på 30.000 kroner.
Formålet med prisen er at inspirere studerende ved universiteter og andre højere læreanstalter til at arbejde med studier af arbejdernes og arbejderbevægelsens historie og kultur.
Prisen tildeles den student, som har skrevet den bedste hovedfagsopgave, speciale eller ph.d.-afhandling om et tema inden for dansk eller international arbejderhistorie.
Bag prisen står Selskabet for Arbejderhistorie sammen med Arbejdermuseet og Arbejdermuseets Venner.
Lars Gårdhøj oplyser på vegne af den komité, der har fundet årets vinder, at prisen i år går til Pontus Järvstad for hans ph.d.-afhandling om de nordiske solidaritetskomiteer, der blev oprettet i protest mod militærkuppet i Grækenland i 1967, og politisk brug af kollektive erindringer om antifascisme.
– På forbilledlig vis har Pontus Järvstad kombineret et stort kildearbejde i blandt andet de skandinaviske arbejderarkiver med et sikkert overblik over både forskningen i antifascismens historie og teoretiske problemstillinger omkring erindringshistorie og sociale bevægelser, siger Lars Gårdhøj ved prisoverrækkelsen.
– Afhandlingens hovedpointe er, at den socialdemokratisk dominerede anti-junta-bevægelse i Norden opnåede støtte til sine politiske mål ved at fremkalde minder om den antifascistiske kamp under Den Spanske Borgerkrig og den tyske besættelse af Danmark og Norge under Anden Verdenskrig, tilføjer han.
Fremtidens faglige organisering
Efter en kort frokostpause er festivaldeltagerne klar til eftermiddagens program, der indeholder en bred vifte af forskellige oplæg og debatter, som kører sideløbende, så det er umuligt at deltage i alt. Hele otte forskellige arrangementer er der at vælge imellem.
De fleste oplæg har fokus på historiske begivenheder som for eksempel værftsarbejdets historie i Danmark, fagforeningsmanden Richard Jensens mange ansigter, byggefagenes stiftelse og betydningen af malerrapporten fra 1970’erne.
Men en enkelt debat sætter fokus på fremtidens faglige organisering. Her er der to unge oplægsholdere: Elias Olsen Haack, der er stukkatør, medlem af 3F BJMF og bestyrelsesmedlem i Murersvendenes Brancheklub i København, samt Andreas Petersson, der er ansat som konsulent i Blik- og Rørarbejderforbundet. Sidstnævnte er med på et afbud, fordi forkvinden i Dansk Metal Ungdom desværre ikke kunne deltage.
De to sætter fokus på, hvordan fagbevægelsen kan engagere og organisere unge.
Elias Olsen Haack lægger ud med at understrege, at fagbevægelsen efter hans mening stadig er den stærkeste samfundsforandrende kraft, vi har, og at fagbevægelsen har været afgørende for opbygningen af vores nuværende velfærdssystem.
– Men det går ikke godt for fagbevægelsen. Jeg har været delegeret på 3F’s sidste to kongresser og kan se, hvor mange medlemmer der er forsvundet. Jeg tror ikke på, at løsningen er at levere en bedre service. Vi skal gøre bevægelsen relevant for de unge ved at bruge den styrke, vi har. Fagbevægelsen skal stå mere ved sig selv og være en politisk bevægelse med en klar profil og en skarp kant, så får vi en større rolle, og det bliver lettere at organisere, siger Elias Olsen Haack.
– Fagbevægelsen er udstyret med magten til at standse arbejdet og lukke ned for samfundet. Men det er som om, fagbevægelsen er bange for at bruge den magt ved overenskomstforhandlingerne. I 3F bliver der meget diskuteret reklamekampagner, men da de offentligt ansatte raslede lidt med sablerne ved overenskomstforhandlingerne i 2018, gav det mere opmærksomhed og omtale, end når 3F har bannere ved en superligakamp, tilføjer han.
Andreas Petersson starter med at understrege, at unge ikke er én samlet homogen gruppe, og at der derfor ikke er en enkelt forkromet løsning på, hvordan fagbevægelsen kan blive bedre til at organisere unge.
– Jeg møder holdninger også i fagbevægelsen om, at unge i dag ikke gider forpligtigende fællesskaber, er selvoptagede og ikke gider solidaritet, siger Andreas Petersson og gør det helt klart, at den slags holdninger ikke er fremmende for at få flere unge med.
– Der er lavet en rapport om generation Z, som viser, at mange unge ser fagbevægelsen som en slags forsikringsordning og gerne vil se en værdi i deres medlemskab. De unge går op i at have indflydelse, gerne fra første dag. Her går det ikke altid så hurtigt i vores bevægelse med vedtægter, love, strukturer og processer. Det fungerer ikke at sige til en ung, at du kan stille et ændringsforslag på vores kongres om fire år. Nogle gange er vi vores egen fjende, tilføjer han.
Blik- og Rørarbejderforbundet er et af de få forbund, der oplever medlemsfremgang og har gjort det de sidste 10 år.
Andreas Petersson understreger betydningen af at vise de unge, at fagbevægelsen er andet og mere end en forsikring ved at tilbyde forskellige aktiviteter og skabe ungdomsfællesskaber.
Det lille mødelokale er tæt pakket med fagligt aktive og andre, som ønsker at deltage i debatten om fremtidens faglige organisering.
Der kommer mange forskellige input fra deltagerne. En peger på nødvendigheden af, at de tillidsvalgte i fagforeningerne kommer ud til de unge, skaber tillidsbånd til dem og står til rådighed, når der er behov for hjælp og støtte.
En anden peger på, at fagbevægelsen skal arbejde med at udvikle de unges stolthed over deres fag.
Der kommer også en debat om, hvor vidt unge i dag er bange for at tage en konflikt med deres arbejdsgiver om for eksempel fejl i lønudbetalinger. Det oplever nogle som et konkret problem, mens andre ikke genkender den udlægning.
De to oplægsholdere runder den livlige debat af.
Elias fortæller om et velfungerende ungdomsarbejde i 3F BJMF, hvor de unge har ansvar for deres egne aktiviteter. De får en pose penge og selv lov til at styre, hvad der skal ske.
Andreas opfordrer til at nytænke fagbevægelsens faste aktiviteter, som for eksempel årsmøder, så de passer mere til, hvor de unge er. Derudover fremhæver han nødvendigheden af forskellige initiativer, der taler til forskellige unge.
Blik- og Rørarbejderforbundet har for eksempel stor succes med at arrangere bootcamp med frivillig undervisning, hvor de unge kan dygtiggøre sig i deres fag. I den anden ende af skalaen arrangerer man også kurser i at lave lækre drinks.
Opbrud 1918-1920
Det er tid til endnu et sceneskift. Deltagerne strømmer videre til andre af festivalens mange forskellige tilbud.
Et af de historiske tilbageblik bliver leveret af Søren Kolstrup, der er velfærdshistoriker. Han fortæller meget levende og i lang tid om det store opbrud i Danmark i perioden 1918-1920, hvor jorden var gødet for revolutionære ideer og brydninger i arbejderbevægelsen.
– Der var et opbrud på den her tid. Ting, der ikke havde kunnet lade sig gøre i 1916-1918, kunne lade sig gøre i 1919 og 1920, siger Søren Kolstrup.
Der er tale om store skelsættende begivenheder for arbejderklassen og husmændene. De fleste arbejdere i byen får 8-timers arbejdsdag, en tredjedel af godsejernes jord bliver overført til fælleseje og udstukket til husmændene, og der gennemføres en række sociale forbedringer.
– For byarbejderne var det en kæmpe forbedring at gå fra ni en halv times dagligt arbejde til otte timer. I forhold til godsejerne fik de formelt set kompensation. Men reelt lavede man samtidig en værdiafgift på jord, så der i store træk var tale om ekspropriation uden erstatning. Det var en meget betydelig reform, forklarer Søren Kolstrup.
– På socialområdet skete der et ryk mod, at mere og mere blev skattefinansieret. Der kom en sygedagpengeordning, ulykkesforsikringen blev udvidet, og der kom en ny invaliderente. Det var også her, at dåbsattesten kom til, og det vi kender som almene boliger i dag, tilføjer han.
Søren Kolstrup forklarer, at alle disse store forbedringer var mulige at kæmpe igennem på grund af en helt særlig situation efter Første Verdenskrig, hvor det danske borgerskab var bange for, at oprøret i Tyskland skulle sprede sig til Danmark, hvor fagbevægelsen og husmandsbevægelsen havde fået mange nye medlemmer, stod stærkere og samarbejdede om forbedringer. Samtidig var borgerskabet splittet omkring deres taktik.
Det skabte tilsammen en helt særlig situation, som Søren Kolstrup har beskrevet i sin nye bog “Slaget på Grønttorvet”, der kan købes i Arbejdermuseets butik.
Kolstrup har fortalt løs med flot hornmusik som baggrund. Nede i Arbejdermuseets gård har hornorkestret Røde Horn med en række gamle arbejdersange varmet op til festivalens sidste begivenhed.
Dagen slutter med en reception i festsalen i anledning af Byggefagenes Samvirkes 100-års jubilæum. Så der strømmer alle deltagerne i festivalen nu ned.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
