“Et rungende nej!”
Sådan lyder svaret fra forsker i international politik og lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet, Peter Viggo Jakobsen, på spørgsmålet om EU’s militær har en betydning for det territoriale forsvar af Danmark.
– EU spiller ingen rolle, når det handler om det militære territoriale forsvar af Danmark. Danmarks forsvar håndteres af NATO. Derfor er det ikke korrekt, når danske politikere påstår, at forsvarsforbeholdet skal afskaffes af hensyn til Danmarks territoriale forsvar, siger Peter Viggo Jakobsen til Arbejderen.
Han uddyber:
– Vi kan samtidig konstatere, at lande som Sverige og Finland – der begge er med i EU’s militære samarbejde – nu vil være med i NATO. Det siger noget om, at de to lande vurderer, at EU’s militære territorialforsvar ikke er meget værd.
Ja-kampagner spiller på tryghed
I disse dage søsætter ja-partierne deres kampagner, der skal overbevise danskerne om, at forsvarsforbeholdet skal afskaffes ved folkeafstemningen den 1. juni.
Fra Venstre lyder budskabet: “Pas på Danmark – stem ja”.
De Konservatives slogan er: “Frihed og tryghed – Stem ja”.
Men Peter Viggo Jakobsens synspunkter bakkes op af en udredning fra 2019 udarbejdet af fem forskere fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), der konkluderer, at forsvarsforbeholdet ikke har betydning for Danmarks territoriale sikkerhed.
“Forsvarsforbeholdet har ikke haft betydning for Danmarks territoriale sikkerhed, der fortsat varetages af og er forankret i NATO-samarbejdet”.
DIIS konkluderer samtidig, at “Forsvarsforbeholdet ikke er en hindring for, at Danmark i kraft af sit NATO-engagement og sin deltagelse i EI2, JEF og FNC – og i mindre omfang også NORDEFCO – har mulighed for forsvarspolitisk samarbejde med centrale europæiske lande og ligesindede partnere”.
Hvad med resten af verden?
Ja-partierne bruger ikke kun Danmarks sikkerhed som argument for at afskaffe forsvarsforbeholdet.
Også kampen mod pirateri og terrorisme bliver taget i brug i forsøget på at overbevise danskerne om, at de skal stemme ja til EU-militæret den 1. juni.
– Jeg køber ikke argumentet om, at Danmark ikke kan handle militært på grund af forsvarsforbeholdet. Danmark er et af de lande, der – målt per indbygger – bidrager med mest militær rundt i verden. Danmark har nogle af verdens mest efterspurgte soldater. NATO, FN, USA og andre lande henvender sig jævnligt til Danmark for at bede om vores hjælp. Danmark bidrager militært overalt i verden – vi bidrager blot via andre organisationer og koalitioner end EU, siger Peter Viggo Jakobsen.
Han kalder påstanden om, at Danmark ikke kan være med til at bekæmpe pirateri og terrorisme på grund af forsvarsforbeholdet, for “noget vrøvl”.
– Danmark har i årevis bidraget militært og civilt i konfliktforebyggelse og fredsskabelse – endda i de samme områder og lande, hvor EU har sine operationer. Det gælder lige fra at bekæmpe pirateri og terrorisme i Afrika til fredsbevaring i det tidligere Jugoslavien, forklarer Peter Viggo Jakobsen.
Dansk militær har på sin hjemmeside en oversigt over alle de militære operationer, som Danmark – på trods af forbeholdet – er en del af rundt om i verden.
– Det kan godt være, at Danmark ikke deltager i EU’s operation Atalanta mod pirateri i Afrika – men til gengæld har vi bakket op om både NATO’s, USA’s og Frankrigs anti-piratmissioner i Afrika.
Peter Viggo Jakobsen minder om, at FN er til stede i langt flere lande og med langt mere mandskab end EU:
– Der er al mulig god grund til at investere mere i FN fremfor andre aktører. Det er vigtigt, at vi har et stærkt FN, der kan mægle og skabe fred i de lande, som EU og resten af vestmagterne er ligeglade med, fordi de ikke har nogen interesser der.
– EU har cirka 4000 soldater og civile udsendt i sine missioner og operationer rundt om i verden. Til sammenligning har FN op mod 100.000 soldater og civile udsendt. FN yder langt mere og er til stede i lande og konflikter, som EU og Vesten ikke prioriterer.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.