Kronik
Den 1. januar var det 25 år siden, at EU indførte sin valuta, euro, i hovedparten af EU-landene.
I første omgang blev den kun indført som digital valuta i bankverdenen, men efter tre år afløste den alle sedler og mønter i de aktuelle EU-lande, men som Danmark ikke er en del af.
Euroen var det foreløbige højdepunkt i planerne om at gøre EU til en stor global spiller, ikke bare økonomisk, men også på sigt politisk og militært, der kunne varetage de europæiske monopolers interesser.
I første omgang drømte EU også om, at euroen skulle blive en konkurrent til USA’s valuta, dollaren, som den dominerende valuta på verdensmarkedet.
De danske politikere følger frivilligt EU’s regler både i forhold til liberalisering af det private erhvervsliv og den stramme styring af den offentlige aktivitet og økonomi.
Endnu i dag er euroen ikke i nærheden af at true dollaren som verdens førende valuta, og euroens internationale indflydelse rækker ikke langt ud over EU’s nærmeste interessesfære. I internationale finansielle kriser fungerer den mere som en lokal allieret til dollaren end som et alternativ, hvorimod BRIKS-landene forsøger at skabe et reelt alternativ til dollaren.
Dollarens styrke i verdensøkonomien underbygges af, at omkring 85 procent af al verdens valutahandel er handel med dollar som den ene valuta, fordi den i de fleste tilfælde bruges i forbindelse med internationale lån og betaling for varer som for eksempel olie på det internationale marked.
Til gengæld har indførelsen af euroen haft stor indflydelse på den politiske og økonomiske udvikling i hele EU-området, også i lande som Danmark, der står uden for euroen og har egen valuta.
Sammen med opbygningen af det indre marked har hensynet til euroen været en dynamo for liberalisering af markederne, samtidig med at der er blevet lagt et massivt pres på den offentlige sektor, dens økonomi og produktion. Det er sket med udbygning af kontroller og stramme regler for de offentlige budgetter og den offentlige gæld.
Det er af hensyn til euroens stabilitet, at de offentlige budgetter er underlagt regler om størrelse af underskud og gæld. Og det er hensynet til et eventuelt underskud på de offentlige budgetter, at der i budgetloven er indarbejdet rammer for kommunernes og regioners budgetter.
Danmark er ikke med i euroen og er derfor heller ikke tvunget til at efterleve alle reglerne, men de danske politikere følger frivilligt EU’s regler både i forhold til liberalisering af det private erhvervsliv og den stramme styring af den offentlige aktivitet og økonomi.
Med euroen er det også Den Europæiske Centralbank, ECB, der styrer renten og dermed prisen på penge i hele euroområdet, selv om økonomierne i medlemslandene stadig er meget forskellige.
For eksempel udvikler inflationen sig i øjeblikket meget forskelligt landene imellem, men de er tvunget af ECB til at have den samme centrale rente, der som oftest er afstemt efter den største økonomi, Tyskland.
Indførelsen af euroen blev fra starten af mødt med massiv kritik af mange økonomer, fordi en valutaunion uden en fælles finanspolitik til at fordele rigdommen vil overlade tilpasning i økonomien til markedet, som er en brutal vej at gå – specielt for de dårligst stillede.
Når lande for eksempel får store underskud på samhandlen med omverden, så kan lande med egen valuta lade valutaen falde i værdi, og på den måde bliver landets produktion mere konkurrencedygtig. Når valutaen falder, vil alle lønninger og penge i banken også falde i værdi.
Til gengæld må lande uden egen valuta foretage interne tilpasninger, som Grækenland blev tvunget til i forbindelse med eurokrisen. Her kunne de rige grækere flytte deres formuer i euro til andre lande, mens staten og dem, der var afhængige af penge fra staten, blev tvunget til kraftige nedskæringer i deres levevilkår.
Eurokrisen og den finansielle krise i 2008 viser, hvordan systemet omkring euroen prioriterer at redde det finansielle system, mens for eksempel grækerne måtte betale en høj pris i form af lavere levevilkår.
Til sammenligning har euroen været en fordel for tysk industri. Inden euroen var den tyske økonomi og dens valuta D-marken stærk i forhold til de øvrige europæiske økonomier. Med euroens indførelse kunne de andre eurolande ikke længere justere konkurrenceforholdet via valutaen, og resultatet er, at Tysklands industri har udkonkurreret store dele af industrien i de andre eurolande.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
