Sidste år vedtog EU en lov, der vil stoppe salget af nye CO2-udledende biler i 2035. Ledere i EU håber på, at elbiler vil bidrage til den grønne omstilling.
– Om 17 år skal hver eneste nye bil i Danmark være en elbil eller anden form for nuludledningsbil, lød det fra Lars Løkke Rasmussen, da han i 2018 var statsminister.
Et nyligt varslet tiltag fra EU tyder dog på, at der er noget, der vægter højere end den grønne omstilling og kampen mod klimaforandringer.
Billige kinesiske elbiler truer nemlig europæiske firmaers profitter, og det har fået EU til at varsle straftold på elbiler fra Kina. Nu skal det altså være dyrere at købe de biler, der efter sigende skulle være med til at redde menneskeheden.
Hvorfor? Ifølge EU investerer den kinesiske stat så mange penge i elbiler, at det skaber en uretfærdig konkurrence for europæiske firmaer.
Den ikke-folkevalgte EU-kommission vil derfor indføre en straftold på op til 38,1 procent – afhængig af hvilket kinesisk elbilmærke, der er tale om. Tiltaget kan træde i kraft allerede fra den 4. juli.
Den kinesiske handelsminister Wang Wentao mener, at beskyldninger om “unfair konkurrence” mod Kina er grundløse, og at det ikke er op til nogle få lande at definere, hvad der er fair eller unfair konkurrence. Lin Jian, talsperson for det kinesiske udenrigsministerium, beskriver EU’s tiltag som “typisk protektionisme”.
Med straftold på kinesiske elbiler risikerer EU at følge i USA’s fodspor ved at indlede en decideret handelskrig med Kina. Oven på nyheden om EU’s straftold lød reaktionen fra Lin Jian:
– Kina vil tage alle nødvendige midler i brug for at forsvare vores lovmæssige rettigheder og interesser.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.