EU-modstandens fremtid blev lørdag sat til debat på et åbent møde i Aarhus efter Folkebevægelsen mod EU’s konkurs i efteråret 2025. Over 50 deltagere fra hele landet mødte op.
Mødet var arrangeret af aktive EU-modstandere i Aarhus og blev indledt af Jakob Lindblom, som gennem mange år har været en del af Folkebevægelsen mod EU’s Kampagneudvalg.
– Det, vi skal diskutere, er, hvordan vi som EU-modstandere kommer videre herfra, lød det fra Karen Sunds fra Djursland i et indledende oplæg.
Den fælles præmis var klar: Modstanden eksisterer stadig, men mangler en fælles ramme. Formålet er ikke at genoplive Folkebevægelsen mod EU, men at opbygge en ny organisering.
– Vi er her jo endnu. Vi forsvinder ikke ud i den blå luft, sagde Lis Jensen fra Jammerbugt og pegede på, at der fortsat er et grundlag at arbejde videre på:
– Hvis vi kan vise befolkningen, at EU er problemet og ikke løsningen, så står vi stærkere.
Konkurs efterlod et tomrum
Folkebevægelsen mod EU fungerede i årtier som samlingspunkt for EU-modstandere i Danmark. Konkursen i efteråret 2025 betød, at den landsdækkende struktur forsvandt, og et planlagt landsmøde i oktober 2025 i Aarhus blev aflyst.
– EU-modstanden er de facto svækket på nuværende tidspunkt, sagde Sven Erik Christensen fra Roskilde, som havde været aktiv i Folkebevægelsen mod EU siden 1972.
Vi skal kunne række ud til andre, for hvis vi kun samarbejder med EU-modstandere, er vi for få.
Karen Sunds, Djursland
Flere deltagere pegede på, at kun et mindre antal af bevægelsens lokale afdelinger, de såkaldte “lokalkomitéer”, i dag er aktive (på trods af Folkebevægelsens konkurs kan dens lokalkomitéer fortsætte arbejdet, red.). Mange komitéer har i flere år været inaktive eller kun eksisteret på papiret.
Samtidig er gennemsnitsalderen blandt de aktive EU-modstandere høj. Flere efterlyste en målrettet indsats for at tiltrække nye og yngre kræfter.
Det stod også klart, at en væsentlig del af de fremmødte ikke havde tilknytning til en lokalkomité. Dette antyder, at komitéerne ikke alene kan bære arbejdet fremad, hvis modstanden skal genopbygges i en bredere form.
Netværk som første skridt
Et centralt resultat af mødet er beslutningen om at arbejde videre med et landsdækkende netværk. Netværket skal forbinde eksisterende lokalkomitéer, enkeltpersoner og organisationer uden fast tilknytning.
Flere deltagere fremhævede, at en tung organisation ikke er realistisk. I stedet skal der bygges en mere fleksibel struktur, som kan samle kræfterne og skabe kontakt på tværs.
Samtidig blev det understreget, at netværket kun er et første skridt. Der er en udbredt ambition om på sigt at etablere en medlemsbaseret forening, hvor enkeltpersoner kan tilslutte sig direkte.
– Vi skal have en medlemsbaseret forening, for jeg tror på, at det måske kan blive til mere, sagde Mette Langdal fra Kolding.
Netværksmodellen afspejler dermed både en erkendelse af begrænsede ressourcer og et ønske om at opbygge noget mere varigt.
Brede alliancer og lokale erfaringer
En gennemgående pointe i debatten var, at EU-modstanden skal række ud over sine egne rækker for at få politisk gennemslag.
– Vi skal kunne række ud til andre, for hvis vi kun samarbejder med EU-modstandere, er vi for få, sagde Karen Sunds.
Flere deltagere understregede samtidig betydningen af det lokale arbejde, selv hvor ressourcerne er begrænsede. Birte Uhre fra Indre By/Christianshavn (i København, red.) forklarede, at afdelingen har få aktive, men fastholder en indsats blandt andet ved at skrive mange læserbreve om EU til lokalavisen Christianshavneren.
Der blev også rejst forslag om at samle de københavnske lokalkomitéer for at styrke arbejdet i hovedstaden. Flere mindre afdelinger arbejder i dag parallelt med begrænsede ressourcer.
Samtidig blev det fremhævet, at EU-kritikken skal kobles til konkrete politiske spørgsmål, blandt andet økonomiske rammer for kommuner, arbejdsmarkedspolitik og skattepolitik.
Lokale eksempler viser allerede denne tilgang. Lokalkomitéen på Østerbro planlægger et arrangement med miljøorganisationen NOAH, og lokalkomitéen på Amager, Amager mod Unionen, arbejder med EU’s ambitioner om fælles skattepolitik.
Oplysning som centralt redskab
Oplysning blev fremhævet som en fælles kerneopgave. Flere deltagere pegede på, at EU’s rolle ofte fremstår abstrakt, og at dette svækker modstandens gennemslagskraft.
– Viden og oplysning er kernen i det, vi skal blive ved med at bygge videre på, lød det fra Birthe Sørensen fra Aarhus.
Derfor blev der foreslået konkrete initiativer, som skal styrke kommunikationen. Dette omfatter blandt andet et digitalt nyhedsbrev med en mindre, frivillig redaktion samt en fælles hjemmeside.
Formålet er både at informere og at skabe nye indgange for personer, der ikke er organiseret i forvejen.
Konkrete skridt og ny arbejdsgruppe
Mødet førte til nedsættelsen af en arbejdsgruppe med deltagere fra Aarhus og Roskilde. Gruppen skal udarbejde et oplæg til struktur og vedtægter for et kommende netværk.
– Vi skal have en arbejdsgruppe, der kan samle trådene, sagde Aage Staun, der i mange år har været en del af Folkebevægelsen mod EU’s landsledelse.
Derudover blev det besluttet at arbejde videre med etablering af netværk, nyhedsbrev og hjemmeside. Samtidig skal der søges midler til projekter, blandt andet gennem Europanævnet.
Et nyt møde er planlagt til slutningen af august, hvor næste fase i organiseringen skal besluttes.
Hvad nu for EU-modstanden?
Mødet i Aarhus viser en bevægelse i omstilling, hvor fokus er flyttet fra en central organisation til en bredere og mere åben struktur.
Den centrale udfordring for EU-modstanderne er at samle både de tilbageværende lokalkomitéer og de mange enkeltpersoner uden organisatorisk tilknytning. Samtidig vil de have nye og yngre kræfter ind i arbejdet.
– Selv om det er op ad bakke for EU-modstanden, skal vi ikke give op eller give efter, sagde Thorkil Sohn fra Midt- og vestjyder mod Unionen.
Retningen er lagt med etableringen af et netværk og konkrete initiativer. Spørgsmålet er nu, om det lykkes at omsætte engagementet til en stabil organisering, der kan give EU-modstanden ny politisk tyngde.
Kommende lokale møder og aktiviteter
København: Møde om EU’s ambitioner om fælles skattepolitik arrangeret af Amager mod Unionen
Dato: Mandag den 27. april
Nærmere info følger
København: Arrangement med fokus på EU og klima arrangeret af Østerbro-komitéen i samarbejde med miljøorganisationen NOAH
Dato: Torsdag den 7. maj
Lokation: Græsrøddernes Hus i Studiestræde
Nærmere info følger
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

