Er gas og atomkraft bæredygtige energiformer?
Det mener EU-kommissionen, der vil sætte gasprojekter og nye atomkraftværker på sin liste over bæredygtige investeringer.
Det er ikke ligegyldigt, om gas og atomkraft bliver grøn-stemplet af EU-kommissionen. Det vil nemlig åbne op for, at medlemslandene kan søge om EU-støtte til gas- og atomkraftprojekter i deres energiproduktion. Derfor er der mange milliarder på spil for gas- og atomkraftindustrien.
Hvis EU nu sender det forkerte signal kan det blokere for omstillingen til 100 procent vedvarende energi og forsinke EU klimaforpligtelser.
EU’s liste er kort fortalt en guide til medlemslande og til banker, pensionskasser og andre investorer, som skal hjælpe dem med at navigere rundt i, hvad EU betragter som bæredygtige investeringer. Målet er, at det kan kanalisere flere penge til den grønne omstilling frem for fossile brændsler som olie og kul.
Greenpeace: Licens til grønvask
Miljøorganisationen Greenpeace kalder EU-kommissionens forslag for “en licens til grønvask”, fordi medlemslandene og private investorer med EU’s nye liste over bæredygtige investeringer kan kalde atomkraft og gas for grøn energi.
– Hvis EU nu sender det forkerte signal, kan det blokere for omstillingen til 100 procent vedvarende energi og forsinke EU’s klimaforpligtelser, siger Magda Stoczkiewicz, EU-programdirektør hos Greenpeace.
Hun fortsætter:
– EU-kommissionens “taksonomi-system for bæredygtige investeringer” er en licens til grønvask. Forurenende virksomheder vil juble over at få EU’s godkendelse til fortsat at tiltrække investeringer og fortsat ødelægge planeten ved at brænde fossil gas af og producere radioaktivt affald. Fortsat fremme af disse ødelæggende og dyre energiformer i de kommende årtier udgør en trussel mod Europas grønne omstilling.
Magda Stoczkiewicz advarer mod at give atomkraft og gas det grønne stempel:
– Det vil være et tilbageslag for EU’s klimatiltag. Atomkraft producerer højradioaktivt affald, og der er endnu ikke fundet en løsning på affaldsproblemet. Og gas er allerede i dag en af de største kilder til udledning af drivhusgas i Europa. Hvis EU giver gas det grønne stempel, vil det føre til flere investeringer i gas, og det vil blot accelerere klimakrisen.
Vedvarende energi som sol- og vindenergi er både billigere og langt hurtigere at bygge, pointerer Greenpeace.
EU-taksonomi
Det er ikke første gang, at EU såkaldte “taksonomi-system for bæredygtige investeringer” grønvasker klimaskadelig energiproduktion: Sidste år grønstemplede EU-kommissionen afbrænding af træ og biomasse som bæredygtig.
EU-kommissionen lancerede sidste forår en ny fælles målestok for, hvad der – ifølge EU – kan betegnes som “bæredygtige aktiviteter”.
EU besluttede samtidig at udskyde beslutningen om, hvorvidt atomkraft og gas skulle være en del af det nye bæredygtige regelsæt.
Regelsættet bliver kaldt for EU-taksonomien og fylder ikke mindre end 500 sider med kriterier for, hvornår økonomiske aktiviteter kan betragtes som grønne og miljømæssigt bæredygtige.
Det officielle mål er at gøre det nemmere for medlemslandene og investorer at identificere grønne virksomheder og for finanssektoren at udvikle grønne investeringsprodukter og kanalisere pengene i en bæredygtig retning.
De nye EU-regler er vigtige, fordi det fra den 1. januar 2022 blev lovpligtigt for en række finansielle og ikke-finansielle virksomheder at redegøre for deres grønne aktiviteter med udgangspunkt i EU-taksonomien.
Lobbyister på overarbejde
Fra januar 2020 til maj 2021 – den periode hvor EU-kommissionen lagde sidste hånd på sit udkast til, hvad der fremover skal betegnes som bæredygtige energiformer – mødtes lobbyister fra gasindustrien med embedsfolk fra EU-kommissionen ikke mindre end 323 gange. Det svarer til et møde hver anden dag.
Det afslører ngo’en Reclaim Finance i rapporten Out with science, in with lobbyists, der kortlægger gas- og atomkraftsindustriens lobbyisme forud for udarbejdelsen af EU’s nye regelsæt.
Også atomkraftlobbyen har været særdeles aktiv og holdt en række møder i EU-systemet. Fra januar 2020 til maj 2021 holdt lobbyister fra atomkraftindustrien 44 møder med EU-kommissionen.
Samtidig udarbejdede atomkraftindustriens lobbyorganisation FORATOM en række rapporter til EU med hovedbudskabet om, at atomkraft er uundværlig i den grønne omstilling i EU.
– Vores rapport afdækker, hvordan gas- og atomkraftindustrien har brugt millioner af euro på at beskytte deres egne interesser og forsøge at undgå klimahandling. Desværre har industrien haft succes med at underminere EU’s taksonomi-system, siger en af forfatterne bag rapporten og kampagneansvarlig hos Reclaim Finance, Paul Schreiber.
EU-kommissær: 550 milliarder euro til atomkraft
EU’s kommissær for Det Indre Marked, Thierry Breton, mener, at EU skal investere 500 milliarder euro i nye atomkraftanlæg inden år 2050.
– Allerede eksisterende atomkraftanlæg har brug for 50 milliarder euro frem mod 2030. Og nye generationer af atomkraftanlæg har brug for 500 milliarder euro frem mod 2050. Det svarer til 20 milliarder euro om året, lyder det fra Thierry Breton i et interview til den franske avis Journal du Dimanche.
– Atomkraft vil spille en afgørende rolle i at sikre Europas energiefterspørgsel, fortsatte EU-kommissæren.
Udmeldingen kommer, samtidig med at Tyskland har besluttet at nedlægge tre af sine sidste seks atomkraftværker og i stedet fokusere på vedvarende energi.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.