Kronik
Læs, Læs Læs. En fantastisk rørende, stærk og meget personlig fortælling
Log ind for at svareMit navn er N. Khatib.
Jeg er født statsløs, og jeg er, hvad man kalder for “palæstinenser fra Libanon”.
Jeg er tredjegenerationsflygtning.
Jeg er dog født i Amman (hovedstaden i Jordan, red.), har boet i Libanon og kom til Danmark, da jeg var seks år gammel. Jeg er fra Palæstina!
Min mor stammer fra en lille landsby, Faradi, en bjerglandsby nær Safad.
Morfars figentræ
Står man på bjerget, kan man se søen Tabarias. I Nakbaens ruiner står der stadig et figentræ og vidner om det liv, som var engang.
Figentræet er plantet af min morfar, men han fik aldrig lov til at se det vokse.
Min morfars drøm var altid at vende tilbage til sit hjem, sit træ, men endte i stedet livet som flygtning i Libanons flygtningelejre.
Min far er født i den lille landsby Beitiksa.
Mange kender ikke den smukke landsby Beitiksa, men vil kunne genkende dets nabolandsbyer Deir Yassin og Lifta.
Fra tid til anden red min farfar ind til Al-Aqsa-moskeen for at bede sine bønner.
Min farfars drøm var altid at vende tilbage til den ridetur for at bede i Al-Aqsa én sidste gang.
Men også han døde som flygtning og blev begravet med sin drøm om at vende tilbage.
Min families historie er langt fra unik, den er repræsentativ for den typiske palæstinensiske familie.
I dag er min familie fordelt mellem Danmark, Sverige, Canada, Jordan, Jerusalem, Ramallah og Galilea, ikke langt fra den libanesiske grænse. Derudover har jeg en svigerfamilie, der bor nær Qalqilya.
Oktober
Oktober betyder olivenhøst. En årtusind gammel palæstinensisk tradition.
Selv om min mand har boet uden for Palæstina i 17 år, har han tradition for, når det er muligt, at vende hjem til olivenlunden i oktober. Oktober 2023 var det endnu en gang planen.
Det betød, at min angst begyndte at blusse op, da kalenderen nærmede sig oktober.
Natten til den 7. oktober 2023 havde jeg sovet dårligt. Endnu en palæstinenser var blevet dræbt af besættervold.
Denne gang gik det ud over 19-årige Labib Dumaidi fra Huwarra.
Jeg sov uroligt. Jeg var bekymret!
Hvornår mon der dukkede et velkendt ansigt op på et billede af en martyr på Facebook?
Fulgte breaking news til fodboldstævne
Jeg havde svært ved at komme op den morgen, men min syv-årige skulle til fodboldstævne.
Jeg stod op. Min datter gjorde sig klar.
I ventetiden rakte jeg ud efter min telefon.
BREAKING NEWS: Al-Qassam bryder ud af Gaza!
BREAKING NEWS: Gidseltagninger og israelere dræbt!
Fuck, fuck, fuck hvad sker der? Læser jeg rigtigt? Var det nu? Hvad sker der?
Min datter var klar.
Har jeg husket overtrækstrøjerne? Har jeg husket bolde? Hvordan var det nu første holdopstilling var?
På én og samme tid befandt jeg mig i to verdener meget langt fra hinanden.
Jeg satte mig ind i bilen – og så slog det mig: Hvad fanden betyder det her for Gaza?
Hvad betyder det for min familie og venner?
Mustafa skal ikke til Palæstina nu!
Det her kommer til at koste mange, mange uskyldige liv.
Verden glemte, at den 7. oktober 2023 var endnu kapitel i en lang besættelseshistorie.
Koncentrer dig, kør bil!
Vi kom frem. Stævnet gik i gang.
Frem med mobilen… Hvad siger nyhederne? Hvad sker der nu i Gaza?
Første kamp er i gang.
En besked tikker ind fra min veninde fra Gaza: “Nej, jeg er ikke okay. Jeg er skræmt, jeg er virkelig skræmt, jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske. De kommer til at udrydde os!”
Min datter taber kampen, hun er vred.
Jeg kigger på min barn og kan ikke rumme hendes følelser over en tabt fodboldkamp, når jeg ved, at om ikke så længe vil israelske bomber endnu en gang regne ned over børnene i Gaza.
Anden kamp er i gang.
Jeg tjekker gruppechatten, der er ingen lyd fra Palæstina! Ingen af dem hverken skriver eller svarer.
Midt i en uafgjort kamp blinkede mobilen med en besked fra Nazareth:
“Vi kan ikke skrive, vi ved ikke, hvad der sker. Jeg har lige hentet min søn fra musikundervisning. Alle panikker og frygter angreb på palæstinenserne her. Hvis vi ikke skriver, så skriv ikke. Vi er skræmt. Det her bliver en sort tid for os… Hvis vi har det sådan, hvordan har de det så i Gaza?”
Alle beskeder, jeg modtager fra venner og familie, siger det samme.
Frygten er ikke til at tage fejl af.
Stævnet er slut.
De første bomber kastes ned over Gaza.
Det gør ondt i maven. En smerte, der bliver større og større for hver dag. En lille lettelse ramte dog, da Israel lukkede grænsen. Mustafa kunne ikke rejse ned til olivenlunden.
7. oktober – et kapitel i besættelseshistorien
I de seneste 53 dage er der gået mange tanker igennem mit hoved, men ikke kun mit.
Der er i den seneste tid opstået et vi. Et vi, hvor vi er samlet om vores generationstraume. Vi, palæstinensere, fra vores ståsted så vi en forandret verden.
Verden fordømte Al-Qassams angreb og drab på civile.
Og klart, civile skal aldrig være ofre.
Men verden glemte, at den 7. oktober 2023 var endnu et kapitel i en lang besættelseshistorie.
Verden havde kollektivt besluttet at fjerne 75 års lidelser, og alle var pludselige enige om, at alt var fredeligt og godt, inden Al-Qassam besluttede sig for at ødelægge idyllen.
Alle nyhedsmedier rapporterede om angrebet som en isoleret og uprovokeret hændelse. Holdningerne til angrebet er mange, men én ting er indiskutabelt, angrebet kom ikke i et vakuum:
- Alene frem til oktober 2023 havde Israel i år dræbt mere end 200 palæstinensere, hvoraf næsten en fjerdedel (39) var børn
- 17 års blokade af Gaza
- Udvidelsen af bosættelserne
- De daglige militær- og bosætterovergreb mod palæstinenserne
- Invasionerne af deres hjem og hellige steder
- Ulovlige anholdelser og fængslinger af palæstinenserne, altså dem verden ikke vil kalde for gidsler
- 75 års lidelser, apartheid og besættelse
Carte blanche til folkemord
De palæstinensiske lidelser og årtiers uretfærdighed blev nulstillet den 7. oktober.
Fra vores ståsted så vi en verden, der faldt over hinanden i deres iver for at vise solidaritet med vores besætter. “Vi står bag Israel” blev verdens mantra.
Vi så en verden, som gav Israel carte blanche til folkemord.
Verden råbte om Israels ret til at forsvare sig selv, men ingen gjorde stop ved folkeretten for at sikre sig, at det faktisk var tilfældet.
Kan en besættelsesmagt forsvare sig imod dem, de besætter? Kan man tæppebombe en befolkning i bedste sendetid?
Politikerne i den “frie” verden havde talt: Palæstinenserne skulle straffes.
Men Israel var aldrig interesseret i selvforsvar. De igangsatte deres blodige hævntogt.
Verden var stille.
Nu begynder verden at vågne lidt op. Nu har nok palæstinensere betalt prisen.
Men vi skal aldrig glemme, hvornår de fleste af verdens politikere lige så stille begyndte at sige fra.
Var det, da den første palæstinenser blev dræbt? Var det efter 100 drab? Eller måske var det, da vi rundede de 1400, for så stod man lige? Eller var det, da vi rundede de 10.000?
For jeg kan fortælle jer, at alt over nul civile drab i Gaza betød, at man sagde fra for sent.
For verden kunne sagtens have sørget over de dræbte civile israelere, samtidigt med at den forhindrede Israel i at begå folkemord.
Mistet håb genoplivet på gaden
Fra vores ståsted oplevede vi en verden, som afkrævede afstandtagen før empati.
De dehumaniserede os.
Mens Ekstrabladets forside kunne fortælle historien om den britisk-israelske soldat, som var blevet dræbt, var der ingen aviser, som talte om Hala, hvis største drøm var at hjælpe døvstumme børn. Vi så ingen portrætter af de dræbte børn.
Ingen så os, ingen lyttede. Vores stemmer og vores frygt blev negligeret.
Medierne taler om dræbte israelere og døde palæstinensere. Som journalisten Yara Eid sagde: “Palestinians don’t just die, they get killed” (palæstinenserne dør ikke bare, de bliver dræbt, red.) Medierne taler om gidsler versus fanger. Om børn versus “personer under 18 år”, om civile ofre versus menneskeskjold.
Det israelske narrativ blev delt, uden at der blev stillet spørgsmål til sandheden.
Fra vores ståsted gik vi på gaden, fordi vi troede, at ytringsfriheden også var til for os.
På gaden startede vi med at stå næsten alene, for mange af dem, som i årtier havde stået ved vores side, havde forladt os, da vi mest havde brug for deres solidaritet.
Vi savnede deres støtte, da vores råb om retfærdighed blev gjort til terrorbilligelse.
Fra vores ståsted forsvandt vores tro på samfundet lidt efter lidt. Fra de oplevelser vi selv havde til vores børns møde med krav om afstandstagen fra lærere og pædagoger.
Vi mistede tilliden, troen og håbet.
Vores håb blev genoplivet på gaden. Den ene demonstration efter den anden. Fra at vi som palæstinensere gik sammen, gik vi nu sammen med repræsentanter fra alle samfundsgrupper.
Gaden respekterer, at man i solidaritet altid skal råbe højere end besætteren, men lavere end den besatte.
Tilbage står vi som palæstinensere med en humanitær katastrofe! Palæstina har mistet +15.000 liv, hvoraf +6000 var børn.
Flere tusinde børn er forældreløse, og flere tusinde forældre er barnløse. Drømme er døde, og livet i Gaza er slukket for nu. Ingen har overblik over, hvor stor den her katastrofe i virkeligheden er, for Israel er ikke færdige.
Min skæbne blev forseglet, da mine bedsteforældre flygtede mod nord.
De 1.650.000 palæstinensere i Gaza, som er fordrevne i dag, ved ikke, hvem der forsegler deres skæbne.
Jeg ved ikke, om Mustafa snart igen kan besøge olivenlunden, for lige nu lever vi i frygt for fremtiden.
Jeg er skræmt
Jeg er skræmt! Jeg er angst! Jeg er så bange for i dag, for i morgen og for næste år.
Jeg gruer for næste gang, jeg skal besøge min familie, vil jeg få lov til at besøge dem?
Jeg gruer for, hvad mine piger kommer til at opleve. Vil de endnu en gang opleve chikane ved checkpoints, bliver det værre nu? Min datter gruer allerede for sit næste besøg til Palæstina.
Jeg er skræmt for, hvad Mustafas kommende besøg til olivenlunden vil betyde, når han rejser ind med sit palæstinensiske ID.
Jeg sover stadig dårligt, for risikoen for, at det næste martyransigt på Facebook er velkendt, vokser sig større og større for hver dag.
Jeg er så skræmt.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
