Den 24. august satte prisen på en kilowatt el rekord på 9,37 kroner inklusive moms og afgifter.
Krigen i Ukraine, Rusland og de stigende gaspriser får skylden for, at priserne på el og energi stiger overalt i Europa. Men det er kun en del af forklaringen.
Hvorfor skal vi betale dyrt for vores strøm, når langt størstedelen af den danske elproduktion kommer fra billige energikilder som eksempelvis vindmøller?
Frede Hvelplund, energiprofessor
Det er nemlig EU, der har besluttet, at el er en vare, der skal flyde frit over grænserne og kan købes og sælges på Europas elbørser time for time.
Det er altså ingen naturlov, at danske familier i disse dage ofte må betale over fire kroner for en kilowatt el – på trods af at Danmark har masser af vindmøller, der leverer masser af grøn og billig strøm.
Næsten halvdelen (49 procent i 2021) af den el, der bliver produceret i Danmark, kommer fra vindmøller. Danskerne har nemlig i årevis via vores elregning og via skatten betalt for at opføre vindmøller.
Når først en vindmølle er opført, er det stort set gratis at producere el.
– Hvorfor skal vi betale dyrt for vores strøm, når langt størstedelen af den danske elproduktion kommer fra billige energikilder som eksempelvis vindmøller? Vi bør selvfølgelig have gavn af, at vi i Danmark har været forudseende og i stort omfang har gjort os fri af de dyre og forurenende fossile energikilder som gas og olie og i stedet producerer en masse billig vindmøllestrøm, siger energiprofessor på Aalborg Universitet Frede Hvelplund til Arbejderen.
Han fortsætter:
– Der er brug for at se kritisk på det liberaliserede marked og elbørserne. Den nuværende energikrise bør få os til at overveje at tage kontrollen over ellen tilbage på nationale hænder og dermed sikre billigere priser og en stabil forsyning.
Svaret på, hvorfor danskerne – på trods af vores store produktion af billig vindmøllestrøm – må betale svimlende elregninger for at få strøm ud af vores kontakter, skal findes i EU’s liberaliserede elmarked, som Danmark er underlagt.
EU vedtog i 1996 (el) og i 1998 (gas) to liberaliseringsdirektiver, der slår fast, at el og gas er varer, der skal kunne købes og sælges over landegrænser som alle andre varer.
Siden liberaliseringen er el blevet handlet på særlige elbørser rundt om i Europa – som enhver anden vare.
Prisen på den el, vi køber i Danmark, bliver fastsat på den nordiske elbørs Nord Pool og på den europæiske elbørs EPEX. Her bliver prisen på el bestemt af, hvor meget den dyreste produktion af el (el produceret på gas- eller kulfyrede kraftværker) koster på et givet tidspunkt.
– Det nuværende system har spillet fallit. Det er jo helt tydeligt i dag. Folk lider jo under de høje elpriser. Når den dyreste enhed – gas – bestemmer prisen på el, så fører det til, at prisen på al el eksploderer – også den el, der kun koster 30 øre at producere, forklarer Frede Hvelplund.
Solceller og vindmøller producerer el til lave omkostninger. Derfor vil prisen på el være lav, hvis efterspørgslen på el ikke er større, end den kan dækkes af sol- og vindenergi, og der derfor ikke er behov for at købe el fra de dyre kul- og gasværker.
Men hvis efterspørgslen på el er så stor, at det er nødvendigt at købe el produceret ved hjælp af kul og gas – så er det prisen på el og gas, der bestemmer prisen for al strøm i den pågældende time.
Energiprofessoren fra Aalborg Universitet kalder elbørserne for en “fejlkonstruktion”.
– Nord Pool og de øvrige europæiske elbørser er en fejlkonstruktion. Elbørserne er skruet sammen af økonomer, der ser ud til at mene, at deres specifikke elmarkedskonstruktion er “det frie marked”, som per definition mest effektivt vil sikre de rigtige lave priser. Men virkeligheden er jo, at prisen på el svinger med flere hundrede procent fra time til time og dag til dag. Det giver både for høje priser, som medfører inflation og social nød, og i perioder så lave priser at det ikke kan betale sig at investere i vindkraft, solenergi med videre. El er ikke bare en vare som andre varer, siger Frede Hvelplund til Arbejderen.
Han uddyber:
– El er en vigtig ressource, som bliver brugt til opvarmning, madlavning, transport og så videre og så videre. Det nytter ikke noget, at en kilowatt-time den ene dag koster ni øre per kilowatt-time og nogle timer senere tre kroner per kilowatt-time. Det her handler også om økonomiske teorier, og at markedet er til for at opfylde samfundets behov og ikke omvendt. Det skal bare fungere for almindelige mennesker.
På grund af den grønne omstilling bruger Danmark stort set ikke længere gas til at producere el.
Kun otte procent af den el, der bliver produceret i Danmark, bliver produceret ved hjælp af gas, oplyser Energistyrelsen til Arbejderen.
Derfor skulle man tro, at vi ikke var så følsomme overfor de stigende gaspriser.
Men Danmark må alligevel betale dyrt for vores el, fordi vores indkøb og produktion af el er bundet op på europæiske elbørser og EU’s krav om fri bevægelighed, der binder al efterspørgsel og produktion af el sammen i ét stort indre elmarked i EU. En lang række EU-lande er nemlig dybt afhængige af gas og kul i deres elproduktion. Og det rammer Danmark, fordi prisen på den el, vi køber, bliver bestemt på elbørserne i EU, hvor det er prisen på gas, der er afgørende for prisen på el.
Danmark er altså med EU’s liberalisering og markedsgørelsen af el gået fra at være stort set selvforsynende med el til at være helt afhængig af el fra udlandet – og dermed er Danmark blevet afhængig af faktorer – som eksempelvis prisen på gas – som vi ikke selv er herre over.
Den danske elproduktion og Danmarks forbrug af el er blevet en integreret del af EU’s indre elmarked.
El – og i øvrigt også gas – er omfattet af EU’s indre marked og varernes frie bevægelighed.
For at skabe sit indre marked for el og gas har EU vedtaget en række direktiver og forordninger, der skal ensrette og liberalisere medlemslandenes el- og gasproduktion og hele elnettet.
Danmark er tvunget til at stille sit elnet til rådighed, så ellen kan flyde frit i EU’s elmarked, og store energielselskaber i EU som eksempelvis tyske E.ON, svenske Vattenfall og franske EdF kan købe og sælge el over landegrænserne.
For at leve op til EU’s krav om, at el er en vare, der skal sælges til højestbydende, er de nationale elnet forbundet på kryds og tværs af EU.
EU har vedtaget en række grænseoverskridende projekter med tusindvis af kilometer kabler og rør, der skal binde de nationale el- og gassystemer sammen i ét stort system.
Det danske elnet er forbundet med fire andre lande: Sverige, Norge, Tyskland og Holland.
Herudover bliver der åbnet endnu en grænseoverskridende elforbindelse (Viking Link) fra Danmark til Storbritannien i 2023.
EU’s forordning om det indre marked for elektricitet forpligter Danmark til at stille den størst mulige kapacitet af vores elnet – og mindst 70 procent – til rådighed, for at el kan handles og flyde frit mellem EU-landene, så elproducenter og elspekulanter kan købe og sælge el på kryds og tværs af grænserne.
“El er omfattet af EU’s indre marked og varernes frie bevægelighed. Det vil sige, at man kan sende og modtage el mellem EU-medlemslandene, så eksempelvis en dansk elproducent kan sælge sin el til en tysk forbruger. Forordningen siger således, at vi som udgangspunkt ikke må begrænse de her elforbindelser mellem EU-medlemslandene. De skal være åbne, for at der kan handles med el frit i EU, ligesom man kan med andre varer i EU”, forklarer Forsyningstilsynet i en mail til Arbejderen.
Kilde: Energistyrelsen
Forsyningstilsynet bekræfter overfor Arbejderen, at Danmark ikke længere selv kan beholde den – billige – strøm, som vi producerer via de mange vindmøller, der er opstillet på dansk territorium og dermed sikre vores forsyning og sikre en stabil, lav pris på el.
Kan Danmark – i en tid med energiforsyningskrise og risiko for, at strømmen bliver afbrudt, og udsigten til dyre elregninger – beholde den el, der bliver produceret i Danmark i stedet for at eksportere den til udlandet?
“Det er prisen, som afgør, om el bliver anvendt i det land, som den bliver produceret i, eller solgt til udlandet. Langt det meste el handles på det fælleseuropæiske marked, som drives af en række børser, blandt andet EPEX Spot og Nord Pool. Hvis en dansk producent sælger på det fælles marked, bliver strømmen automatisk solgt til den, som vil betale mest for den, uanset om dette er i Danmark, Norge eller Tyskland. Det er dermed prisen, som dikterer, om vi beholder den danske produktion af el til forbrug i Danmark”, oplyser Forsyningstilsynet i en mail til Arbejderen.
Før EU liberaliserede, blev elprisen i Danmark holdt nede, fordi ingen i den danske elsektor kunne tjene penge på el.
En af de vigtigste årsager til den lave, stabile elpris i Danmark var, at elproduktionen skulle hvile i sig selv. Dette princip havde eksisteret, siden borgere og kommuner for 100 år siden oprettede små lokale, selvejende elværker.
Det såkaldte hvile i sig selv-princip betød, at man ikke kunne tjene penge på at producere el i Danmark. Forbrugerne skulle kun betale for, hvor meget det reelt kostede at producere ellen. Der var ingen aktionærer eller spekulanter, der skulle have et overskud.
Et eventuelt overskud skulle gives tilbage til forbrugerne i form af lavere priser eller bruges til at vedligeholde elværkerne, master, ledninger eller investere i fremtidig billig og grøn energi som eksempelvis vindmøller og solceller.
Men princippet om, at elprisen blot skal hvile i sig selv, gik ikke hånd i hånd med EU’s liberalisering og planerne om at åbne elsektoren op for private investorer. Ingen kapitalfonde eller spekulanter vil jo investere i noget, de ikke kan trække profit ud af.
Derfor betød EU’s liberalisering, at Danmark måtte afskaffe det såkaldte hvile i sig selv-princip i elproduktionen, der hidtil havde sikret en lav og stabil elpris, fordi man ikke kunne tjene på elproduktionen.
Da EU liberaliserede elsektoren, blev prisen på el “sat fri” og skulle nu bestemmes af “markedets” udbud og efterspørgsel på de forskellige elbørser i EU.
– Før liberaliseringen og markedsgørelsen blev elprisen sat efter et hvile i sig selv-princip ud fra, hvor meget det gennemsnitligt kostede at producere ellen. Der var ingen private eller statslige selskaber, der kunne tjene profit på el. Ellen kostede det, det kostede at bygge, vedligeholde og drive elværkerne. Der var ingen motivation for at maksimere profit – for et eventuelt overskud skulle sendes tilbage til forbrugerne i form af lavere priser. Og Danmark havde de næstlaveste elpriser i Europa, forklarer Frede Hvelplund.
Konsekvensen af EU’s liberalisering og afskaffelsen af hvile i sig selv-princippet var, at i årene efter EU’s liberalisering af Danmarks elsektor steg elprisen med næsten 50 procent for private husholdninger – fra 60 øre per kilowatt-time i 1995 til 85 øre per kilowatt-time i 2009.
Nu skulle prisen på el ikke bare afspejle de reelle omkostninger, men også sikre profit til private aktionærer og sikre, at spekulanter fik deres investeringer hjem, når de eksempelvis opkøbte mindre elselskaber.
Før EU’s liberalisering og oprettelsen af elbørser blev el set som et nationalt anliggende og som en vigtig del af forsyningssikkerheden, og der blev indgået langtidskontrakter for at sikre, at forsyningen af el var stabil og billig.
En anden forklaring på de stigende elpriser er, at efter at EU har gjort el til en vare, der bliver handlet på særlige elbørsen rundt om i EU, er der opstået en branche af spekulanter, der tjener penge på at spekulere i, om elprisen stiger eller falder.
I kølvandet på EU’s liberalisering er der nemlig blevet oprettet finansielle markeder for el – eksempelvis NASDAQ OMX, hvor spekulanter kan handle med finansielle kontrakter for fremtidig levering af el.
I Danmark har spekulationsfirmaet Nordic Power Trading specialiseret sig i at tjene penge på at spekulere i stigende eller faldende elpriser.
Nordic Power Trading skriver blandt andet på sin hjemmeside, at “ved at udnytte elmarkedets fundamentale struktur og herunder ubalancer arbejder vi målrettet for at skabe afkast til vore mere end hundrede investorer”.
I øjeblikket reklamerer Nordic Power Trading på Facebook med, at man kan gøre en god handel ved at spekulere i den nuværende energikrise: “Lige nu ser vi særdeles attraktive handler i takt med de svingende energipriser”, lyder opfordringen blandt andet fra Nordic Power Trading til folk med penge nok til at spekulere i elprisen.
Nordic Power Trading ønsker ikke at deltage i et interview med Arbejderen.
Spekulanterne spekulerer i at købe og sælge såkaldte derivater. Derivatkontrakter er en slags væddemål, om prisen på el vil stige eller falde.
Og elselskaberne køber også derivater for at forsøge at sikre sig mod prisstigninger på el.
Før et selskab kan indgå en derivatkontrakt, kræver børsen, at selskabet stiller en økonomisk sikkerhed. Og når elprisen eksploderer, stiger den pris, som børserne kræver at få stillet som sikkerhed – og dermed får elselskaberne sværere og sværere ved at stille med de større og større summer, som børserne kræver at få stillet i garanti for derivaterne.
De usikre markedsvilkår på elmarkedet fik i september regeringen og et flertal af partier til at afsætte en statsgaranti på ikke mindre end 100 milliarder kroner, der skal sikre, at markedet ikke kollapser, og at der stadig kan komme strøm ud af kontakten i det liberaliserede elmarked. Aftalen nævner konkret, at pengene blandt andet skal bruges til indkøb af derivater.
Forsyningssikkerheden af el afhænger af, om der er tilstrækkelig kapacitet og produktion af el til at levere el til forbrugerne – også når efterspørgslen er på sit højeste.
Før EU’s liberalisering var det danske elsystem ejet af forbrugerne og kommunerne.
Det betød, at der skete en samfundsmæssig planlægning af, hvor meget el der skulle produceres ud fra en forventning af, hvor stort elforbruget ville være.
El blev ikke anset som en vare, men som en vigtig forudsætning for, at samfundet kunne fungere.
Derfor var elselskaberne underlagt forsyningspligt – det vil sige, de var forpligtede til at sikre, at der altid var strøm i stikkonktakten hos borgere og virksomheder.
– Tidligere kunne politikerne pålægge elselskaberne, at de skulle have en vis kapacitet, så de var i stand til at sikre forsyningen af el til borgerne. Med liberaliseringen blev forsyningspligten afskaffet, fortæller Frede Hvelplund.
Politikerne vedtog langsigtede planer for elselskaberne, der sikrede, at der blev sat penge af til at vedligeholde og udbygge elledningerne og de store transmissionskabler i jorden. Der blev også lagt langsigtede planer for den grønne omstilling i elsektoren.
Med EU’s liberalisering blev investeringer og vedligeholdelse i ny teknologi overladt til kortsigtede kommercielle markedskræfter – og det offentliges mulighed for at styre udviklingen og sikre penge til vedligeholdelse via samfundsbaseret planlægning er nu stærkt begrænset.
EU’s liberalisering og markedskræfternes indtog betød, at hvile i sig selv-princippet er blevet afskaffet, så private investorer kunne tjene profitter.
Samtidig betød afskaffelsen af hvile i sig selv-princippet og indførelsen af profitter i elsektoren, at de nu ofte privatejede elselskaber fik en økonomisk interesse i at hive økonomisk overskud ud af selskaberne frem for at investere i eksempelvis infrastruktur og sikre borgerne den lavest mulige elpris.
Det kan i sidste ende gå ud over forsyningssikkerheden, hvis et elselskabs ledelse malker selskabet for penge og sender overskud ud til aktionærerne og til høje lønninger på direktionsgangen frem for at investere dem i vedligeholdelse af ledningsnettet.
Konsekvensen er, at kraftværkerne – i yderste konsekvens – kan gå fallit og ikke er i stand til at levere el og varme til borgere, virksomheder, offentlige institutioner og så videre.
Nu er de store kraftværker ejet af private investorer og stater. Men uanset hvem der ejer kraftværkerne, så skal elproduktionen ske på kommercielle vilkår, fastslår EU.
Liberaliseringen og markedskræfternes indtog rammer ikke kun forsyningssikkerheden.
Også den grønne omstilling bliver ramt, når det er hensynet til profit, der driver elproduktionen.
Den overordnede samfundsmæssige planlægning af den danske elproduktion før liberaliseringen betød, at der kunne lægges langsigtede planer for at opføre vindmøller og solceller.
Samtidig har afskaffelsen af hvile i sig selv-princippet betydet, at det er nogle helt andre interesser – heriblandt spekulanter på jagt efter kortsigtet profit og ikke langsigtede investeringer – der har gjort sit indtog i elsektoren.
I dag betyder markedslogikken på elbørsen, at der ikke er nogen overordnet politisk styring med, hvilken energiform vi som samfund ønsker at fremme af hensyn til klimaet og samfundsøkonomien.
Når vindmøllerne er bygget, så koster det næsten ingenting at producere vindmøllestrøm. Det betyder, at vindmøllestrømmen ofte bliver solgt for 30 øre på elbørserne i EU.
Konsekvensen er, at det er svært at tiltrække investeringer i vindmøller, fordi markedsprisen på vindmøllestrøm er så lav.
– Den lave elpris under normale forhold betyder, at investorer er tilbageholdende med at bygge nye vindmøller, fordi prisen på vindmøllestrøm er så lav – fordi markedet kun betaler for det, det koster at producere vindmøllestrøm – og ikke det, det koster at bygge og vedligeholde en vindmølle, forklarer Frede Hvelplund.
Med EU’s liberalisering blev de nationale, offentligt og forbrugerejede selskaber, der hidtil havde stået for at forsyne el til befolkningerne i Danmark og resten af EU, nedbrudt og omdannet til selvstændige selskaber, der kunne omdannes til aktieselskaber, sælges og privatiseres.
I 1995 var der i alt 214 lokale offentligt ejede og forbrugerejede elproduktions- og forsyningsselskaber i Danmark. Ved udgangen af 2013 var der 70 offentligt ejede og forbrugerejede selskaber tilbage.
Store selskaber som energiselskabet DONG (der hedder Ørsted i dag, red.) opkøbte blandt andet en række selskaber. I 2006 opkøbte DONG blandt andet Københavns Energi (inklusive 350.000 forbrugere), samt 2/3 af aktierne i Elsam (der blandt andre var ejet af Aalborg Kommune. Med købet sikrede DONG sig også Elsams kraftvarmeværker, som producerede strøm til hele Jylland og Fyn.
DONG købte også elproduktionsselskabet Energi E2 og næsten hele NESA, der solgte el til 535.000 kunder over hele landet og drev og vedligeholdt elnettet i Nordsjælland, Roskilde og de fleste omegnskommuner.
På den måde blev DONG en rigtig stor spiller på det danske elmarked. Og DONG tiltrak sig opmærksomhed fra den amerikanske kapitalfond Goldman Sachs, der øjnede en god investering i DONG, der næsten havde monopol på at producere og levere el i Danmark.
I 2013 købte Goldman Sachs 19 procent af aktierne i DONG for otte milliarder kroner – og fik blandt andet vetoret i DONG’s bestyrelse.
Efter bare fire år sælger Goldman Sachs sine aktier i DONG for 20 milliarder kroner – og scorer altså en gevinst på 12 milliarder kroner.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
En god artikel. Man kan tænke lidt over hvad der sker når firmaer bliver solgt og lige pludselig skal danne profit til Aktionærerne. Mener at huske flere af statens dele der er blevet solgt for en slik. Og ja så selvfølgelig EU! Og er Goldman Sachs indblandet burde alle alarmklokker ringe.
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
