Stor faglig aktion afblæst
“Køb, køb, køb”…
Sådan lød budskabet fra statsminister Mette Frederiksen til forsvarschef Michael Hyldgaard, da regeringen i onsdags fremlagde en såkaldt Accelerationsfond på 50 milliarder kroner, der skal bruges til en rekordstor oprustning i år og næste år.
Men nu advarer en ekspert om, at den massive oprustning ikke skaber mere sikkerhed – tværtimod risikerer den massive danske oprustning at starte et våbenkapløb.
– Oprustning bliver meget ensidigt fremlagt som positivt for vores sikkerhed. Men faktisk viser forskning, at oprustning kan have en række konsekvenser for vores sikkerhed, som fylder meget lidt i debatten, forklarer Trine Rosengren Pejstrup, der forsker i international fred og sikkerhed hos Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
I stedet for at skabe mere fred og sikkerhed risikerer regeringens kæmpe oprustning at sætte gang i et regionalt våbenkapløb.
– Når en stat opruster, så risikerer det – uanset om oprustningen sker i fredens og sikkerhedens navn – at blive opfattet som en trussel af andre lande. Det er det, vi kalder sikkerhedsdilemmaet. Det risikerer at føre til en gensidig oprustning, fordi det land, der oprustes imod, også er nødt til at opruste for at føle sig sikker, siger Trine Rosengren Pejstrup til Arbejderen.
Hun uddyber:
– I øjeblikket bliver de politiske beslutninger i store træk truffet ud fra et rationale om, at øget oprustning og afskrækkelse kan sikre national og global sikkerhed, stabilitet og fred. Fra forskningen ved vi bare, at oprustning kan øge risikoen for konfliktoptrapning og eskalering af kriser. Dermed kan oprustning altså føre til det modsatte af målet om at skabe mere sikkerhed.
Oprustning fører til tunnelsyn
Trine Rosengren Pejstrup advarer om, at den massive oprustning og den politiske konsensus om afskrækkelse som svar på den udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation, som Danmark og verden står i, kan sætte gang i et våbenkapløb og øge risikoen for konflikt og krig.
– Et ensidigt fokus på militære midler risikerer at udelukke andre fredelige midler, der findes til at skabe mere sikkerhed i Danmark såvel som globalt, som eksempelvis mindre nedrustning og våbenkontrol, forklarer Trine Rosengren Pejstrup.
Når en stat opruster, så risikerer det – uanset om oprustningen sker i fredens og sikkerhedens navn – at blive opfattet som en trussel af andre lande.
Trine Rosengren Pejstrup, DIIS
Ifølge statsministeren skal den historisk store oprustning afskrække Rusland.
– Køb det, som her og nu kan bidrage til et stærkere forsvar og dermed til en stærkere afskrækkelse. Kan vi ikke få det bedste udstyr, så køb det næstbedste, lød budskabet fra Mette Frederiksen, da hun fremlagde regeringens milliardstore oprustningsfond.
Men DIIS-forskeren advarer om, at afskrækkelse og oprustning risikerer at skabe et tunnelsyn.
– Vi ved fra forskningen, at der er en række risici ved så entydigt at se afskrækkelse som “svaret” på den udenrigs- og sikkerhedspolitiske krise, som Danmark og resten af verden står midt i. Den massive oprustning risikerer at skabe et tunnelsyn, hvor vi kun ser militære løsninger i stedet for at arbejde for alle de fredelige løsninger, som vi ved også virker – nemlig diplomati og nedrustning.
Aftaler og regler for krig skrider
Trine Rosengren Pejstrup har i en årrække arbejdet med nedrustning og våbenkontrol i FN’s nedrustningskontor (UNODA) i New York og i FN’s forskningsinstitut for nedrustning (UNIDIR) i Genève.
– FN’s nedrustningskontor bygger på ideen om at skabe en mere fredelig og sikker verden gennem nedrustning, fortæller hun og uddyber:
– Især under og efter Den Kolde Krig var der internationalt og i Danmark stor opbakning til nedrustning og våbenkontrol som midler til afspænding og til at undgå konflikter og sikre fred. Der blev indgået en række nedrustningstraktater og aftaler om våbenkontrol. Og i slut-90’erne og start-00’erne blev verdens lande blandt andet enige om, at inhumane våben som landminer og klyngebomber ikke skulle have en plads i moderne krigsførelse.
Den fredelige udvikling og alle de aftaler – som blev indgået under og efter Den Kolde Krig – risikerer man lige nu at smide overbord, advarer DIIS-fredsforskeren.
I øjeblikket sker der nemlig et skred i den politiske top i opfattelsen af grænserne for krigsførelse.
– Eksempelvis blev brug af landminer og klyngebomber fordømt og forbudt. Men nu ser vi, at både landminer og klyngebomber bliver eksporteret og brugt i eksempelvis krigen i Ukraine, advarer Trine Rosengren Pejstrup.
Den grænseoverskridende udvikling bliver blandt andet drevet frem af statsminister Mette Frederiksens, der eksempelvis til Bloomberg TV i september sidste år udtalte, at når det gælder krigen i Ukraine, skal der ikke være nogen røde linjer.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
