Ny retning for København
– Ikke en gang en halv times forhandlinger har jeg været til.
Sådan lød det fra Socialdemokratiets overborgmesterkandidat Pernille Rosenkrantz-Theil, da hun mødte pressen på Københavns Rådhus natten til onsdag. På trods af at hendes parti har haft posten som overborgmester i hovedstaden i mere end 100 år, stod det klart på valgnatten, at den tid var slut.
Inde på rådhuset forhandlede de øvrige partier, ud over Frie Grønne, om hvordan magten skulle deles i København.
Det kom de ud og fortalte pressen onsdag morgen. Et nyt flertal var skabt i Borgerrepræsentationen, og SF’s Sisse Marie Welling ville skrive historie som den første ikke-socialdemokratiske overborgmester nogensinde.
Men hvordan gik det til, at Socialdemokratiet tabte magten i hovedstaden, som ellers altid har været en højborg for partiet?
Det har Arbejderen spurgt valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet om, som peger på, at københavnerne og Socialdemokratiet er rykket i hver sin retning de seneste mange år.
– I takt med at københavnerne er blevet rigere generelt set, er de også værdipolitisk rykket mere til venstre. Når socialdemokraterne så er rykket til højre i samme periode, vil københavnerne noget andet for deres by, siger han.
Behovspyramiden fyldt fra bunden
Netop pointen med, at københavnerne bredt set er blevet mere velhavende og har højere uddannelser, ser Kasper Møller Hansen også i, hvilke emner der er blevet prioriteret under valget.
Han forklarer selv, at i takt med at daginstitutioner, skoler og andre offentlige velfærdstilbud overordnet set fungerer godt, er emner som parkering pludselig blevet en stor prioritet for vælgerne.
– Jeg holdt et oplæg for nogle internationale studerende, som blev overrasket over, at parkering scorede så højt blandt vælgerne. Det synes jeg også selv var lidt pinligt, da de jo selv har problemer med boliger og adgang til arbejdsmarkedet, men sådan er det, når vælgerne generelt set føler mange af deres behov opfyldt, så fylder ting som parkering bare mere, siger han.
Socialdemokratiet bliver altså holdt fuldstændig ude fra meget indflydelse på rådhuset. De er gået, fra dem der bestemte, til at være sat uden for døren på bare et enkelt valg, hvilket er meget ekstraordinært i Københavns Kommune.
Kasper Møller Hansen, valgforsker, Københavns Universitet
Det kombineret med, at københavnerne værdipolitisk er rykket til venstre på emner som klima og indvandring, virker Socialdemokratiet ikke længere som et parti, der kan forvalte det nye København, mener valgforskeren.
– Særligt når Socialdemokratiet vælger at sende en landspolitiker som Pernille Rosenkrantz-Theil ind som overborgmesterkandidat, så bliver indflydelsen fra Christiansborg bare større i valgkampen, fortæller han og tilføjer:
– Partiet er nationalt rykket til højre på netop de værdipolitiske emner, så selv om det har virket at sende et kendt ansigt ind før, med blandt andet Ritt Bjerregaard og Frank Jensen, så går det ikke den her gang, når afstanden mellem københavnerne og Socialdemokratiet i Folketinget er så stor.
Desperat kampagne
Ser man på den kampagne, som Pernille Rosenkrantz-Theil har ført, så er det også tydeligt for Kasper Møller Hansen, at hun har været desperat efter at beholde magten. Personangreb, skræmmeteknikker og mudderkastning har været helt centrale under valgkampen i København.
– Det er en slags metoder, man tyr til, når man er desperat, hvilket Socialdemokratiet klart har været. Dog tror jeg ikke, at det har gjort dem nogen tjenester andet end at få dem til at se ud som et parti, der ikke kan acceptere, at de ikke længere får lov at beholde magten, siger han og tilføjer:
– Det er for tidligt at sige, om den form for kampagne har kostet Socialdemokratiet stemmer, men vi kan klart konkludere, at den ikke fik vendt skuden og sikret dem mere opbakning fra vælgerne.
Han understreger også, at “beskidte” kampagner som den set i København faktisk kan have den afledte effekt, at folk ikke kommer ned og stemmer. Nogle vælgere vil hellere blive hjemme end at stemme på politikere, som bruger personangreb i stedet for at forklare deres egen politik, fortæller valgforskeren.
– Og angrebene har særligt været rettet mod Enhedslisten. Derfor tror jeg også, at SF faktisk er dem, som har draget mest fordel af det, da de har holdt sig ude og derved set mere pragmatiske og “ordentlige” ud end de to stridende partier til højre og venstre for sig, understreger Kasper Møller Hansen.
Bred konstituering
SF endte som bekendt med at få overborgmesterposten. Op til valgdagen var der ellers et håb om et “højrødt flertal” mellem Enhedslisten, SF og Alternativet, som ville kunne gøre Line Barfod fra Enhedslisten til overborgmester. Det endte dog ikke med at ske, da de tre partier endte med at få 25 ud af de nødvendige 28 mandater for et flertal alene.
Derfor gik posten til SF, der som tidligere nævnt samlede alle partier i Borgerrepræsentationen, ud over Socialdemokratiet og Frie Grønne, omkring sig i en bred konstituering.
– Det er nok sket på den måde, fordi det alligevel var for radikalt at gøre Line Barfod til overborgmester for de andre partier. Hun er Enhedslisten med et stort Ø, imens Sisse Marie Welling har fremstået langt mere afdæmpet i sin valgkamp, siger Kasper Møller Hansen.
Han fortæller dog, at selv om det var for langt at gå for de andre partier at pege på Enhedslisten, så var der et bredt ønske om at fjerne Socialdemokratiet fra magten.
Ved ikke engang at invitere dem ind til forhandlinger har den brede valggruppe omkring SF også sikret, at Socialdemokratiet holdes væk fra væsentlig indflydelse på langt flere punkter end blot borgmesterposterne.
– Socialdemokratiets størrelse gør, at de har ret til en enkelt fagborgmesterpost, hvilket de også får. Men når alt det andet skal fordeles, bestyrelsesposter og udvalgsposter, så kommer SF nok til at give det meste til konstitueringsgruppen og meget lidt til Socialdemokratiet, siger Kasper Møller Hansen og tilføjer:
– Socialdemokratiet bliver altså holdt fuldstændig ude fra meget indflydelse på rådhuset. De er gået, fra dem der bestemte, til at være sat uden for døren på bare et enkelt valg, hvilket er meget ekstraordinært i Københavns Kommune.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
