Byggeriet af den kunstige halvø Lynetteholm i København skal ikke sættes på pause, mens retssagen mod byggeriet kører.
Det har Østre Landsret bestemt i en kendelse fredag.
I en dom på 273 sider afviser dommerne at pålægge Transportministeriet og selskabet By & Havn at stoppe byggeriet, indtil det er afgjort, om byggeriet overhovedet er lovligt.
Klimabevægelsen i Danmark stævnede i 2021 Transportministeriet og By & Havn, der er bygherre på projektet.
Retssagen om at få stoppet byggeriet af Lynetteholm vil tage flere år, før den er afgjort.
Når der kommer en endelig en dom, kan ødelæggelserne være uoprettelige. Derfor havde Klimabevægelsen krævet byggestop, imens retssagen kørte.
Ifølge Klimabevægelsen har myndigheder og politikere ikke undersøgt konsekvenserne af den planlagte ringvej og metro samt opførelsen af de tre millioner etagemeter bolig- og erhvervsbyggeri til 35.000 beboere og en lang række arbejdspladser.
Eksempelvis er der ikke lavet en fyldestgørende miljø- og klimaredegørelse over projektet, og borgerne i Danmark og nabolandene i og omkring Østersøen er ikke blevet inddraget i udarbejdelsen af projektet, mener Klimabevægelsen.
- En kunstig halvø på 2,8 kvadratkilometer der skal anlægges i Øresund ud for København.
- Skal stå færdig i år 2070.
- Skal huse en hel bydel med tusindvis af boliger til 35.000 beboere og erhvervsbygninger til 35.000 arbejdspladser.
- Skal forbindes med en havnetunnel og metro.
- Den kunstige halvø blev præsenteret i efteråret 2018 af daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og daværende overborgmester i København Frank Jensen (S) efter hemmeligholdte forhandlinger mellem de to.
- Den 4. juni 2021 blev loven om anlæg af Lynetteholm vedtaget af Socialdemokratiet, SF, Radikale, Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance.
- Prisen for Lynetteholm – og de mange afledte investeringer – ventes at løbe op i 80 milliarder kroner eller mere.
Man har heller ikke taget projektets konsekvenser for dyre- og plantelivet i Østersøen alvorligt. Den kunstige ø vil blokere for tilstrømning af salt og ilt fra Øresund til Østersøen, der er afgørende for havmiljøet og for biodiversiteten, advarer Klimabevægelsen.
Lynetteholm afskærer nemlig for Kongedybet, der er en af de tre store sejlrender, der fører salt- og iltrigt vand mod Østersøen.
For at anlægge den kunstige ø skal der graves 228.000 ton havbund og forurenet slam op.
Det kan få konsekvenser for havmiljøet, når gravearbejdet begynder at hvirvle havbund og slam op, fordi der vil blive udledt kvælstof og fosfor i havet.
Læs også
17 nordiske og baltiske miljøorganisationer klager over Lynetteholm-projekt
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.