Med et kæmpe datagrundlag (1) omhandlende 100.000 børn i årgang 1981/82 og deres forældre frem til 2019 har forskere fra Rockwool-Fonden og Chicago University afdækket et stort element i den sociale arv.
Forskere har igennem et århundred utallige gange påvist, at børn af ressourcestærke forældre klarer sig bedre på flere områder af livet end børn fra socialt eller økonomisk udsatte familier. Men uden at kunne svare på det præcise spørgsmål: Hvorfor?
Med det store datagrundlag, der strækker sig over mere end 38 år, konkluderer analysen, at når forældrenes indtægter stiger, så forøger det også børnenes forventede livsindkomst markant. Det samme gør sig gældende i forhold til uddannelsesniveauet, hvor der ligeledes kan aflæses en direkte sammenhæng mellem stigende livsindkomst og et stigende uddannelsesniveau.
Det modsatte gør sig ligeledes gældende, at et fald i forældreindkomsten også direkte kan aflæses i børnenes indkomst og uddannelsesniveau.
Disse sammenhænge er nok ikke særlig overraskende for Arbejderens læsere, men forskningsresultaterne er alligevel interessante, fordi der påvises, at selv små ændringer i livsindkomsten ved for eksempel en ændring af renteforhold eller skattereformer, hvor det ”bare” er en forventet ændring i livsindkomsten på 1 procent, direkte kan aflæses i børnenes forventede livsindkomst!
Det omfattende datamateriale skal videre bruges i forskningsmæssigt regi til at blive klogere på, hvilke ændringer i forældrenes økonomiske ressourcer der påvirker børnene mest.
NOTE: (1) Danske data fra 1980 til 2019.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.