Aldrig har så mange familier søgt de private hjælpeorganisationer om julehjælp som i 2024. Det er i gruppen af økonomisk sårbare, at man skal finde de mange tusinder af familier, som for at sikre julemad og julegaver har søgt om julehjælp. Samtidig har Danmarks 100 rigeste familier øget deres formue med over 100 milliarder kroner i løbet af 2024.
En tur rundt til landets hjælpeorganisationer melder alle om kedelige rekorder om ansøgninger til julehjælp. Dansk Folkehjælp kan berette, at over 20.000 børnefamilier har søgt om økonomisk hjælp til jul. Det er 18 procent flere end for to år siden.
– Ansøgerne til Dansk Folkehjælps Julehjælp er forældre til nogle af de 47.200 børn i Danmark, der lever i fattigdom. De har ikke råd til julemad, julegaver og sociale arrangementer, fortæller generalsekretær Mirka Mozer.
Det samme billede tegner sig hos Frelsens Hær, som har modtaget lidt over 19.000 ansøgninger. De fortæller, at der er tale om en fordobling siden 2020. Lars Lyholm fra Frelsens Hær, peger på, at fødevarepriserne ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik i gennemsnit er steget med 22 procent, siden inflationen eksploderede for et par år siden. Selvom inflationen ganske vist igen er faldet, gælder det ikke fødevarepriserne.
Blå Kors har den samme historie. Over 21.000 har søgt om hjælp til julemad og gaver. De beretter om en stigning på over 15 procent siden sidste år.
Mødrehjælpen følger den samme triste udvikling: Over 25.300 har søgt om julehjælp i år, hvilket igen er en stigning i forhold til sidste år, som også var et rekordår.
Hjælpen fra de forskellige hjælpeorganisationer er typisk et gavekort på mellem 600 og 1000 kroner.
Til sammenligning kan nævnes, at de 100 rigeste familier i Danmark øgede deres formue i 2024 med lidt over en milliard kroner per familie, hvilket giver en forøgelse af formuen med cirka 2,7 millioner om dagen.
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.