Jeg er for så vidt meget enig, men spørgsmålet er samtidig, om en stærkt højreorienteret EU-modstand ikke er at foretrække, fremfor den socialdemokratiske og neoliberale begejstring, hvis den rent faktisk kunne føre til en udmeldelse og større indflydelse for lokale parlamenter, hvor en rød/grøn politik har større chancer for at gøre indflydelse, end i den demokratiske lakune der er EU? Hvis alternativet til Hr Villumsen og Øs tossegode tro på forandring af EU indefra, og en frigørelse fra EUs økologisk sorte fossilt baserede vækstpolitik, koblet med social smalhals og racistisk Fort Europa politik, er en højrebåren, nationalistisk EU modstand, tænker jeg den er at foretrække, hvis man vidste og kunne tro på, at et Daxit var målet….
Denne artikel er udgivet som en del af et internationalt samarbejde mellem Arbejderen og en række medier i forskellige europæiske lande. Artikelserien tager udgangspunkt i “Højrefløjens fremmarch” i forbindelse med det kommende EU-parlamentsvalg. Du kan løbende følge med i artikelserien her.
En stærk, tværpolitisk, folkelig EU-modstanderbevægelse er bolværket mod at højreekstreme kræfter vinder frem i Danmark og resten af Europa.
Det mener Karen Sunds fra Kommunistisk Partis landsledelse og formand for partiets EU-udvalg.
Hun har i mange år været medlem af Folkebevægelsen mod EU, der samler EU-modstandere på tværs af partier på et antiracisitisk, solidarisk grundlag.
I Folkebevægelsen mod EU har hun været med i et væld af kampagner, der har oplyst og organiseret danskerne til kamp mod eksempelvis EU’s udstationeringsdirektiv, udliciteringer, nedskæringer på offentlige budgetter og EU’s indre marked og den frie bevægelighed i Unionen, som har betydet horrible bolig- og arbejdsforhold for udenlandske arbejdere, der bliver udnyttet som løndumpere.
Højrekræfterne i store lande i EU står stærkt, fordi de har bundet sig op på de store traktordemonstrationer og EU-modstanden.
Karen Sunds, formand, Kommunistisk Partis EU-udvalg
I 1979 blev Folkebevægelsen mod EU for første gang valgt ind i EU-parlamentet, hvor det har været repræsenteret indtil sidste valg i 2019, da bevægelsen tabte sit mandat. Det er ikke lykkedes Folkebevægelsen at samle de over 70.000 underskrifter, som det i Danmark kræver at blive berettiget til at stille op til det kommende EU-valg.
– En bred, tværpolitisk, folkelig EU-modstanderbevægelse er det bedste værn mod højrepopulisterne. Hvis ikke der findes sådan en bevægelse til at oplyse og organisere kampen mod EU’s sociale nedskæringer og sætte fokus på årsagerne bag – og opsamle folks vrede og frustrationer – så bliver det højrefløjen, der kommer til at organisere den modstand, fortæller Karen Sunds til Arbejderen.
Hun uddyber:
– I andre lande i Europa uden en bred, tværpolitisk EU-modstanderbevægelse har højrekræfter som Marine Le Pen i Frankrig og Alternative Für Deutschland i Tyskland held med at slå sig op på EU-modstand. Og Gert Wilders højreparti PVV står til at blive det største parti i Holland. Herhjemme har eksistensen af en tværpolitisk folkebevægelse været med til at holde de ekstreme højrekræfter i skak.
Højrefløjen står klar i kulissen
Ifølge en analyse fra tænketanken European Council on Foreign Relations (ECFR) står EU-kritiske højrefløjspartier i en række europæiske lande til at få et kanonvalg ved EU-parlamentsvalget i juni.
Hvis prognosen holder stik, vil højrepartier blive de største partier i ni ud af EU’s 27 medlemslande – heriblandt Polen, Østrig, Tjekkiet, Ungarn og Frankrig.
Herudover vil højrefløjspartierne klare sig godt i Tyskland, Spanien, Portugal og Sverige, viser analysen.
Det skyldes især, at de højreekstreme partier kobler sig på de omfattende traktordemonstrationer rundt om i Europa.
– Højrekræfterne i store lande i EU står stærkt, fordi de har bundet sig op på de store traktordemonstrationer og EU-modstanden. Højrepartierne har været dygtige til at spille ind i de bevægelser, der protesterer mod at sende regningen for klimakrisen videre til landmænd og helt almindelige mennesker, siger Karen Sunds.
I 2022 afsatte den hollandske regering 25 milliarder euro til at opkøbe landbrug og skære produktionen af dyr ned med en tredjedel.
Udmeldingen fik hollandske landmænd til at arrangere traktordemonstrationer. Det førte blandt andet til kødannelser på 1200 kilometer og voldelige sammenstød mellem politi og landmænd.
De højreekstreme taler også ind i forhold til frygten for at miste kontrollen over fødevareforsyningen, fordi der kommer mere og mere udenlandsk hormonbehandlet oksekød og flere GMO-fødevarer på hylderne i EU’s supermarkeder.
– Rundt om i Europa er der opstået en folkestemning mod de regeringer, der tilsidesætter lokalt producerede fødevarer til fordel for import af billigt kød og korn. Samtidig stiger inflationen, så fødevarer og energi bliver dyrere. Der bliver indført afgifter på diesel, og lønningerne følger slet ikke med de stigende udgifter, siger Karen Sunds.
Kan også ske herhjemme
Sammenlignet med andre lande i EU er den danske højrefløj i dag splittet op i mange forskellige partier.
– Højrefløjen er ikke en massebevægelse i Danmark i dag. Men det kan blive rigtigt farligt, hvis højrefløjen får grobund i arbejderklassen og i de sociale bevægelser og bliver en massebevægelse, advarer Karen Sunds.
– Hvis klassekampen i Danmark bliver skærpet, og der opstår sociale massebevægelser, så vil den ekstreme højrefløj også herhjemme forsøge at fiske i rørte vande, fortsætter hun.
Der har allerede været tilløb til, at højrekræfter herhjemme forsøger at udnytte vreden blandt landmændene.
I april gennemførte Inger Støjbergs parti Danmarksdemokraterne et “CO2-rally” og samlede mange hundrede mennesker i Jylland og på Sjælland mod planerne om at indføre en CO2-afgift i landbruget. Med pølser og øl, en tur på en rodeotyr og en konkurrence om en airfryer og politiske budskaber forsøgte Danmarksdemokraterne at aktivere og mobilisere folk.
Samtidig har den parlamentariske del af venstrefløjen – den rød-grønne alliance Enhedslisten – opgivet sin konsekvente EU-modstand til fordel for ideen om, at EU kan omdannes til et solidarisk projekt til gavn for almindelige mennesker.
– Hvis venstrefløjen samtidig opgiver deres EU-modstand, så får højrekræfterne frit spil og mulighed for at tale direkte ind i den EU-modstand, der findes i store dele af den danske arbejderklasse, vurderer Karen Sunds.
Den brede EU-modstand må reorganisere sig
Karen Sunds advarer om, at det er katastrofalt, at den brede EU-modstand står svagt i en tid, hvor der måske aldrig har været mere brug for dem.
– Det mest effektive værn for at stoppe højrekræfterne er at tage aktiv del i de kampe, der rører sig i befolkningen. Vi skal organisere os på konkrete platforme. Når først vi organiserer folk og gør dem aktive, så kan vi – og ikke højrefløjen – være med til at politisere bevægelse og give den retning. De aktive kræfter vil selv begynde at søge indsigt i, hvordan EU står bag velfærdsforringelser, og hvordan EU’s indre marked skaber fattigdom blandt arbejdere i alle EU-lande. Og så vil folk efterhånden nå til den konklusion, at den eneste løsning er, at vi kommer ud af EU, siger Karen Sunds.
Hun mener, at der er brug for at den brede, tværpolitiske EU-modstand genfinder sin styrke og bliver aktiv i lokale kampe.
Som hun ser det, kan det ske på to måder:
– Enten reorganiserer Folkebevægelsen mod EU sig selv, så de igen bliver en stærk, organiserende kraft med rodfæste i befolkningen og aktive lokalkomitéer mange steder i Danmark.
Hvis det ikke er muligt, så må der opbygges en ny, bred EU-modstand, som bliver skabt på konkret initiativ.
– Vi skal i dialog med almindelige mennesker og tage deres bekymring alvorligt. Vi må skabe bred, folkelig bevægelse, danne netværk og gå i gang med at opsamle de kræfter, der eksempelvis kæmper mod nedskæringer og social dumping, slutter Karen Sunds.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.