Demonstranter har trange kår ved dette års FN’s COP27-klimatopmøde i Egypten.
Amnesty International frygter, at de omfattende restriktioner vil underminere civilsamfundets og de oprindelige folks muligheder for at påvirke beslutningstagningen på COP27.
Souleimene Benghazi, Amnesty International
I ugerne op til klimatopmødet har de egyptiske myndigheder arresteret hundredvis af mennesker, der har opfordret til protester under topmødet.
Amnesty International oplyser til Arbejderen, at mindst 151 tilbageholdte i øjeblikket bliver efterforsket af anklagemyndigheden for at have opfordret til protester under COP27.
Hertil kommer, at op mod 1500 aktivister er blevet fængslet i kortere tid uden dom eller tilbageholdt og udspurgt af politiet, fordi de har brugt deres ret til at udtrykke sig eller forsamle sig.
Også under COP27 har den egyptiske statsmagt gjort det meget svært for både egyptiske og udenlandske aktivister at demonstrere og ytre sig.
Aktivister og demonstranter ved dette års FN-klimatopmøde bliver således gennet ind i et specialbygget område langt væk fra topmødet og de politiske forhandlinger.
– Protester under COP27 bliver stærkt begrænset af det egytiske styre. På hjemmesiden for det egyptiske formandskab for COP27 kan man læse, at alle, der ønsker at organisere protester i Sharm El-Sheikh, skal meddele det til myndighederne senest 36 timer før samt vise et COP27-registreringsbadge. Det er kun tilladt at protestere mellem klokken 10 og 17 i et område langt fra topmødet og overvåget af kameraer, fortæller Amnesty Internationals Egypten-researcher Souleimene Benghazi til Arbejderen.
Myndighederne har også indført strenge regler for, hvem der kan blive registreret i den såkaldte Grønne Zone i området ved klimatopmødet – der ved tidligere topmøder i langt større grad har været åbent for, at offentligheden kunne deltage i debatter med klimatopmødets repræsentanter.
Det betyder, at det først og fremmest er fossilindustrien, som verdens ledere får i tale på klimatopmødet.
Læs også
Lobbyister for fossil energi slår alle rekorder ved FN's klimatopmøde
– Amnesty International frygter, at de omfattende restriktioner vil underminere civilsamfundets og de oprindelige folks muligheder for at påvirke beslutningstagningen på COP27, siger Souleimene Benghazi.
Amnesty kritiserer også det egyptiske formandskab for COP27 for at udelukke flere ngo’er fra klimatopmødet.
– I stedet har den egyptiske regering håndplukket 35 nationale miljøorganisationer, der er blevet akkrediteret til at deltage på COP27. Men ikke en eneste uafhængig menneskeretsorganisation er blevet akkrediteret af regeringen. FN burde aldrig have overladt ansvaret for akkrediteringen til de egyptiske myndigheder, mener Souleimene Benghazi.
Omfattende overvågning
Amnesty kalder dette års klimatopmøde for “det mest overvågede”.
– COP27 er det mest overvågede i klimatopmødernes historie. Det er helt unødvendigt og ude af proportion at forhindre folk i at protestere og dermed blive set og hørt.
De egyptiske myndigheder har installeret kameraer i alle taxaer, så den egyptiske efterretningstjeneste kan overvåge passagerer og chauffører.
Egypten har valgt at afholde COP27 i et resort i Sharm El-Sheikh – langt fra landets hovedstad med 22 millioner indbyggere.
– Sharm El-Sheikh er længe blevet brugt af Egyptens ledere som en afsides lokation og en måde at flygte fra deres egen befolkning og sikre, at officielle besøgende bliver bliver holdt væk fra landets større byer, siger Souleimene Benghazi og fortsætter:
– Byen Sharm El-Sheikh er bygget til formålet. Mellem hav og bjerge ligger byen som et månelandskab, uden centrale pladser hvor mennesker kan samle sig i større grupper. I stedet består byen af lange, flade veje, der forbinder de mange luksuriøse resorts, der er beregnede til turister og Egyptens elite. Det er det ideelle sted for intensiv overvågning af enhver, der deltager i COP27.
De egyptiske myndigheder har også udviklet en COP27-app, som deltagerne kan bruge til at finde rundt i de mange events og faciliteter under klimatopmødet. Men for at downloade og bruge appen, skal man oplyser sit fulde navn, mailadresse, mobilnummer, nationalitet og pasnummer samt slå telefonens lokationsdata til, så det egyptiske regime konstant kan følge dig.
Specialister har gennemgået appen for Amnesty International – og er dybt bekymrede over appens mulighed for omfattende overvågning, fordi den blandt andet er i stand til at få adgang til brugerens kamera, mikrofon, lokationsdata og Bluetooth.
Dansk klimaaktivist mærker myndighedernes pres
En af de danske klimaaktivister, der er rejst til Egypten for at lægge pres på politikerne og følge forhandlingerne, er Selma de Montgomery.
Hun mærker også de egyptiske myndigheders undertrykkelse.
“Sikkerhedsmæssigt tør mange unge ikke tale højt om deres aktivisme eller kritisere forhandlingerne for højlydt af frygt for at blive tilbageholdt eller smidt ud. Det gælder især aktivister fra det globale syd”, skriver Selma de Montgomery på Twitter.
Mens de folkelige protester og aktiviteter for at påvirke det vigtige klimatopmøde bliver forsøgt kørt ud på et sidespor – så sender olie- og gasindustrien kulsorte flere lobbyister til klimatopmødet end nogensinde før for at påvirke beslutningstagerne.

Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.