På lørdag går herboende grønlændere og danskere sammen til demonstrationer i København, Aarhus, Odense og Aalborg.
Budskabet til præsident Trump og USA er ikke til at tage fejl af: Grønland tilhører den grønlandske befolkning.
– Vores budskab er enkelt: Grønland er ikke til salg. Grønland er grønlændernes. USA skal holde sig væk. Vi kræver respekt for vores demokrati og ret til selv at bestemme, hvem vi ønsker at samarbejde med, siger Camilla Siezing, en af arrangørerne bag demonstrationerne og formand for Fællesforeningen Inuit, til Arbejderen.
Hun uddyber:
– USA kan ikke bare tage et land med magt – uanset om det er Grønland eller andre lande. Det er absurd, at Trump og hans administration tror, at man bare kan annektere andre lande. Med demonstrationerne vil vi give herboende grønlændere og danskere mulighed for at vise deres solidaritet med Grønland, og vise at vi står sammen med dem i kampen for selvbestemmelse og demokrati – og imod USA’s planer om at overtage Grønland.
Samme budskab lyder fra borgerinitiaviet Hands Off Kalaallit Nunaat (Fingrene Væk fra Grønland, red.)
– Det er vigtigt, at vi viser fælles front og samarbejder bredt. Vi kræver respekt for Grønlands ret til selvbestemmelse og respekt for befolkningen i Grønland. Det er ikke kun en kamp for Grønland, men også resten af verden, siger Poul Johannesen fra borgerinitiativet Hands Off Kalaallit Nunaat.
Håber på fyldte gader
Bag demonstrationerne står blandt andre Fællesforeningen Inuit, Landsorganisationen for Grønlændere i Danmark (UAGUT), Mellemfolkeligt Samvirke og borgerinitiaviet Hands Off Kalaallit Nunaat.
– Den seneste tids begivenheder har sat Grønland og grønlændere i både Grønland og Danmark under pres. Derfor kalder vi nu på sammenhold, siger forperson for Landsorganisationen for Grønlændere i Danmark Julie Rademacher.
Demonstrationen kommer, efter at USA’s præsident Trump og hans administration igen og igen har truet med at overtage Grønland – om nødvendigt med militær magt.
Programmerne for de fire demonstrationer er stadig under udarbejdelse – men der vil være taler og musik.
Camilla Siezing fra Fællesforeningen Inuit håber på, at gaderne vil blive fyldt med mennesker.
– Vi håber på, at vi med demonstrationerne kan lægge pres på Trumps bagland, på Kongressen og Senatet og den øvrige administration i USA, så vi kan få stoppet planerne om at annektere Grønland, siger Camilla Siezing.
Det handler om folket
Normalt blander Fællesforeningen Inuit sig ikke i storpolitik og udenrigspolitiske spørgsmål. Men denne gang er det anderledes.
– Det handler om Grønland som land, vores kultur og vores identitet som folk. Hvis det lykkes for USA at overtage Grønland, så vil det grundlæggende ændre den måde, grønlænderne lever på. Jeg frygter, at grønlænderne vil blive påduttet et helt andet værdisæt og nogle helt andre regler og levevilkår end dem, vi lever efter i dag, siger Camilla Siezing.
Eksempelvis er der ingen privat ejendomsret til jord i Grønland i dag. Alt jord i Grønland ejes nationalt som fælleseje.
– USA har et helt andet syn på den private ejendomsret. Man kan frygte, at store dele af vores land bliver privatiseret, og det vil gå ud over vores muligheder for eksempelvis at gå på jagt og fiske, lyder det fra Camilla Siezing.
Hun håber på, at så mange som muligt – både herboende grønlændere og danskere – vil bakke op om demonstrationen.
– Det er alle mand på dæk. Vi håber på, at alle, der støtter op om Grønland og er imod USA’s forsøg på at annektere Grønland, vil deltage i demonstrationerne, slutter Siezing.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

