World Socialism Forum 2024
Mange erhvervsskoleelever sidder med en følelse af at blive set som mindre værd end eleverne på gymnasier og universiteter. Det har fået en lang række unge til at gå sammen for at bekæmpe det uddannelsessnobberi, de mener hersker i det danske samfund og for at råbe politikerne op. De unge er nemlig trætte af at blive underprioriteret hver gang, der laves uddannelsespolitiske udspil. De unge har lavet et borgerforslag, hvor de beder om en promille af Danmarks BNP til investeringer i erhvervsuddannelserne.
Tirsdag den 24. maj demonstrede omkring 200 lærlinge på Højbro Plads i København. Blandt arrangørerne var Metal Ungdom, Blik og Rør Ungdom, 3F Ungdom, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) og Erhvervselevernes Elevorganisation (EEO).
Hvorfor er et oprør nødvendigt?
Det kan måske virke som radikalt at lave et oprør, men de unge lærlinge ser det som deres eneste mulighed. Julie Kølskov Madsen, formand for Erhvervsskolernes ElevOrganisation (EEO), siger til Arbejderen, at man er nødt til at sige fra, når man oplever en generel underprioritering af uddannelsesområdet, men i særdeleshed en underprioritering af erhvervsuddannelserne. Det er Carl Emil Lind Christensen, formand for Metal Ungdom, meget enig i. Han mener, at erhvervsuddannelserne af mange bliver set som andenrangsuddannelser, og at der er brug for, at politikerne og medierne begynder at tale uddannelserne og dem, der tager dem, op.
– Det hele startede med min ven Julius, der på sit hovedforløb havde en hakket valse, så når han skulle kringle metal rundt, så kom der mærker i hans arbejde, så han ikke fik den finish, han gerne ville have, forklarer industriteknikerlærlingen Carl Emil Lind Christensen om baggrunden for oprøret.
Efter den historie fortalte flere af lærlingene fra hans vennegruppe lignende historier. Eksempelvis havde en anden af hans venner prøvet at sidde til en svendeprøve, hvor måleudstyret ikke var kalibreret ordentligt, mens en anden kunne fortælle, at han brugte de samme maskiner som dengang hans far stod i lære.
– Jeg fortalte lidt om, at jeg selv tog værktøj med, og så havde vi et par eksempler lige der, og så blev vi enige om at samle til bunke og fik hurtigt en hel masse med lignende historier. Vi blev derefter enige om at kalde det for et lærlingeoprør og sende det til Politiken, siger Carl Emil Lind Christensen til Arbejderen.
Et enormt dilemma
For Carl Emil Lind Christensen var det den sværeste overvejelse overhovedet, om man skulle udstille de her problemer ved erhvervsskolerne, fordi man kunne risikere at skræmme folk væk fra skolerne og fra sit fag, som man samtidig gerne ville tale op. Han mener dog, at flere investeringer i uddannelserne automatisk vil tiltrække flere folk.
Julie Kølskov Madsen mener, at det er nødvendigt at italesætte de her problemer, fordi man på den måde rent faktisk viser, at nogle er villige til at gøre noget.
– Det er en problematik, at man kan skræmme folk væk, men er det ikke bedre, at de hører det, at der er nogen, der gerne vil gøre noget ved det, end at de hører fra deres venner, som har store søskende derude, at forholdene er dårlige? spørger Julie Kølskov Madsen og fortsætter:
– Kvaliteten er nødt til at komme, før der kommer flere elever. De elever, som starter på en erhvervsuddannelse, er jo ikke dumme, og når de hører rygter om dårlige forhold på erhvervsuddannelserne fra deres bekendte, så er det jo ikke noget, der giver dem lyst til at vælge dem. Det er mere et tegn på, at vi gerne vil gøre noget ved det, sådan så der er endnu flere i fremtiden, der vil vælge det.
Foto: Klaus-Henrik Andreasen
– Det er et opråb om bedre forhold, men det betyder ikke, at man ikke er glad for at være det, man er. Man vil bare gerne have, at det bliver lidt bedre for næste generationen, end det har været for én selv.
Standarden på skolerne er ofte for lav
Når så mange lærlinge vælger at gå sammen for at råbe politikerne op og kræve bedre forhold på skolerne, så er det, fordi standarden kan svinge helt enormt. Anlægsstruktørlærling Lasse Eskildsen fra 3F BJMF Ungdom fortæller, at kombinationen af lærere, der ikke er uddannet lærere, samt dårligt udstyr er med til at gøre standarden dårligere i skolerne. Mange af dem, der underviser, er garvede svende, men de har måske aldrig rigtigt lært at undervise.
– Hvis vi skal have bedre lærere, skal de klædes bedre på og ikke bare parkeres. De er inkompetente de fleste af dem. Vi har en grundforløbslærer, som blev struktørsvend for 10 år siden, og så gik han direkte ud og blev pædagog bagefter og har arbejdet som pædagog i 10 år, og så kom han ind som skolelærer. Han har kun sine tre års læretid som erhvervserfaring for 10 år siden. Han er super pædagogisk, og hans elever kan rigtig godt lide ham, men han kan ikke klæde dem på til at være ude på en læreplads, fortæller Lasse Eskildsen.
Julie Kølskov Madsen er enig i, at nogle af lærerne ikke er så pædagogiske, men påpeger dog også de ildsjæle, der vælger at blive erhvervsskolelærere og dermed gå gevaldigt ned i løn.
– Problemet er for dem, der er lærere på erhvervsskolerne, at vi har en teknologisk verden, der bevæger sig meget hurtigt, så hvis man er uden for arbejdsmarkedet i 10 år, har det en enorm betydning for, hvad man kan undervise i. Man skal overveje, hvordan man underviser lærerne på erhvervsskolerne til at kunne håndtere, at der sker skift, siger Julie Kølskov Madsen til Arbejderen.
Man skal ofte stå og vente
Som Carl Emil Lind Christensen fortalte, så er værktøjet ofte fuldstændig forældet, eller også er der ikke nok af det. Julie Kølskov Madsen står i lære som smed og oplever ofte ikke at kunne lave sine opgaver, fordi der ikke er nok maskiner.
– Jeg har oplevet ikke at få det maksimale ud af undervisningen, når jeg for eksempel ikke har kunnet komme i gang med mine svejseøvelser, fordi der ikke var nok svejseværktøj, eller når jeg ikke kan valse til den kvalitet, der er forventet, fordi valsen er helt hakket og gået i stykker. Det er et problem. Jeg er enig i, at man godt kan lære meget med gammelt værktøj, det er ikke det, der er problemet. Spørgsmålet er bare, om vi vil uddannes til fortiden eller fremtiden. Hvis vi ønsker som samfund, at vores unge skal uddannes til fremtiden, så er vi også nødt til at sikre det værktøj, der er behov for, uddyber Julie Kølskov Madsen.
Lasse Eskildsen påpeger en lignende problematik:
– Jeg har lige været på andet hovedforløb på skolen, og vi havde belægningsopgaver. Vi skulle lægge fliser, og fordi vi ikke havde nok haller på skolen, så har vi været fire mand om tomandsopgaver. Hvis der kun er en eller to i gruppen, der kan finde ud af det, så er det dem, der laver det meste, mens de andre ikke laver noget og gemmer sig lidt. Det er jo et problem, for du skal op til eksamen i belægning bagefter, og det er en enkeltmandsopgave, og der falder man fuldstændig til jorden, hvis man har gået og gemt sig bag de andre, siger han.
Er løsningen at finde hos fagforeningerne?
Både Carl Emil Lind Christensen fra Metal Ungdom og Lasse Eskildsen fra BJMF Ungdom mener, at det er helt essentielt at få de unge ind i fagforeningerne.
– De fleste fra min klasse skal ud og feste hver weekend, frivilligt arbejde og demonstrationer siger dem ikke noget. Man må få dem ind på en anden måde. Vi har lavet masser af demonstrationer og aktivisme henover sommeren, men det har været virkelig svært at trække folk med til. Der kommer flere til fredagsbarerne, man får dem ind gennem sociale ting, og når de har været til det nogle gange, så kan man måske få dem ind i fagforeningen, fortæller Lasse Eskildsen.
Carl Emil Lind Christensen mener, at man skal ud og lave helt klassisk organiseringsarbejde på skolerne for at få eleverne med. Han påpeger også, at for få fagforeninger og forbund tør at sætte retning for deres elever.
– Jeg synes, der mangler lidt sult. Jeg synes, der er flere forbund, der ikke tør at sætte retning for deres medlemmer og blande sig i debatten og tør satse nok på for eksempel ungdomsarbejde, siger han.
Foto: Klaus-Henrik Andreasen
Demonstration på Højbro Plads
Til demonstrationen i sidste uge havde arrangørerne både inviteret folk fra fagforeninger samt politikere til at tale. Det havde Henrik W. Petersen, formand for Blik- og Rørarbejderforbundet, takket ja til, og det samme havde blandt andre Karsten Hønge fra SF og Mette Thiesen fra Nye Borgerlige. En del af deltagerne i demoen havde det svært med sidstnævnte, da Nye Borgerlige konsekvent har nedprioriteret på uddannelsesområdet.
“Hold da op, det er friskt at hive Nye Borgerlige ind fra sidelinjen dagen før. Vi er sgu mange, der i god tro har inviteret kollegaer og lærlinge med til demoen, fordi det er en pissegod sag. Aflys Mette Thiesen – hun har intet at bidrage med,” skrev én for eksempel på Facebook efter annonceringen af, at Mette Thiesen skulle tale.
Heller ikke hos BJMF Ungdom faldt det i god jord, at Nye Borgerlige skulle tale. BJMF Ungdom havde følgende banner med:
Foto: Klaus-Henrik Andreasen
Som svar på kritikken skrev Carl Emil Lind Christensen selv følgende kommentar på Facebook:
“Og lige en til jer allesammen her: Der er blevet lagt så mega mange kræfter i det her. Endelig er der nogen, der har brudt lydmuren og fået sat en dagsorden, der rækker ud over de sædvanlige frelste, og så er det her, I står af. Det, synes jeg, er nederen. Vi har mere end nogensinde brug for, at I vil stå sammen med os lærlinge. Ikke det der.”
Kritikken går også på, at Nye Borgerliges formand Pernille Vermund tidligere har udtalt sig kritisk om flere fagforeninger, som hun mener er for venstreorienterede. Der er derfor flere, som mener, det klinger hult, når man som fagforening afholder en demonstration og derefter inviterer et parti til at tale, som førhen har været meget kritisk mod fagforeninger.
Efter tirsdagens demonstration fortæller Carl Emil Lind Christensen til Arbejderen, at planerne for fremtiden er at afholde skolebesøg samt forsøge at nå 50.000 underskrifter til deres borgerforslag, der på nuværende tidspunkt siden den 12. maj har fået 5337 underskrifter.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
