70 demonstranter på cykel og i kajak markerede i lørdags årsdagen for at USA den 6. august 1945 kastede en atombombe over den japanske by Hiroshima.
Tre dage senere – den 9. august 1945 – kastede USA endnu atombombe. Denne gang over Nagasaki.
Alene de første fire måneder efter de to atombomber blev kastet, mistede mellem 150.000 og 250.000 personer livet som følge af atombombernes brande og trykbølgernes fysiske ødelæggelser og strålesyge.
Atomkrig er en af flere globale trusler. Disse kriser er alle menneskeskabte og kan modvirkes af mennesker. Men det kræver solidaritet, mod, aktivisme, organisering og viden.
Palle Bendsen, NOAH
Undervejs holdt Palle Bendsen fra miljøorganisationen NOAH og kampagnen Forbyd Atomvåben en tale foran Udenrigsministeriet.
– Situationen i dag giver mindelser om Cubakrisen. Risikoen for en militær konfrontation mellem Rusland og NATO er større end på noget andet tidspunkt de sidste 30 år. Risikoen for, at den eskalerer til en atomkrig, er større, end det er behageligt at tænke på, lød det fra Palle Bendsen.
Han fortsatte:
– Atomkrig er en af flere globale trusler – ved siden af klimakrisen og forringelsen af den biologiske mangfoldighed. Disse kriser er alle menneskeskabte og kan modvirkes af mennesker. Men det kræver solidaritet, mod, aktivisme, organisering og viden.

Med fredsflag, røde “Forbyd atomvåben”-balloner og skilte med budskaber som “Aldrig mere Hiroshima” kørte cykeldemonstrationen rundt i København.
Arrangørerne af cykeldemonstrationen var: Demos, NOAH, kampagnen Forbyd Atomvåben og 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening. Demonstrationen var anbefalet af Fredsinitiativet, Fredsministerium, Nej til Oprustning – Ja til Bæredygtig Sikkerhedspolitik og Kommunistisk Parti København.


FN: Kun en enkelt fejl fra atomar ødelæggelse
Netop i disse dage mødes de 191 lande, der har underskrevet FN’s traktat om ikke-spredning af atomvåben i FN for at debattere nedrustning og spredning af atomvåben.
Konferencen løber af stablen frem til den 26. august.
FN’s generalsekretær, António Guterres, åbnede konferencen med en advarsel om at verden står over for en nuklear trussel, som ikke er set større, siden Den Kolde Krig var på sit højeste.
– I dag er menneskeheden blot en enkelt misforståelse, en enkelt fejlberegning fra atomar ødelæggelse, konstaterede FN’s generalsekretær.
Han fortsatte:
– Menneskeheden er i fare for at glemme de skræmmende erfaringer fra Hiroshima og Nagasaki. Geopolitiske spændinger når nye højder. Konkurrence overtrumfer samarbejde. Mistillid har erstattet dialog og uenigheder har erstattet nedrustning. Stater søger falsk tryghed ved at oplagre dommedagsvåben for milliarder af dollar, der ikke hører hjemme på vores planet.
Dansk udenrigsminister talte for atomvåben
På konferencen deltager alle de lande – heriblandt Danmark – der har underskrevet FN’s forbud mod spredning af atomvåben.
Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, deltog i åbningen af konferencen mandag og tirsdag den 1. og 2. august.
Ministeren holdt en tale på vegne af de nordiske lande. I sin tale slog den danske udenrigsminister fast, at det er vigtigt fortsat at have atomvåben.
– Så længe, at eksempelvis Putin truer med at bruge våbnet mod os, så er vi nødt til at have dem som afskrækkelse over for, at han nogensinde kunne finde på at gøre det, lød det blandt andet fra den danske udenrigsminister.
Den danske regering nægter – sammen med en lang række NATO-lande – at underskrive den FN-traktat der helt forbyder atomvåben. Traktaten trådte i kraft sidste år.
Forbudstraktaten er foreløbig blevet underskrevet af 122 lande. Traktaten forbyder nationer at udvikle, afprøve, producere, fremstille, overføre, besidde, lagre, bruge eller true med at bruge atomvåben eller tillade, at atomvåben kan stationeres på deres område.
På konferencen om ikke-spredning opfordrede FN’s generalsekretær til at flere lande forbyder atomvåben.
– Kun ved at afskaffe atomvåben kan vi garantere, at de aldrig bliver brugt, understregede FN-generalsekretæren.
Man kan løbende følge med i FN’s ikke-spredningskonference på FN’s hjemmeside.
Der findes ni atommagter i verden: USA, Kina, Frankrig, Storbritannien, Rusland, Indien, Israel, Pakistan og Nordkorea.
De ni lande anslås sammenlagt at være i besiddelse af omkring 13.000 atomsprænghoveder i deres våbenarsenaler, anslår Arms Control Association.
Læs også
Læs også
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.