Terma A/S og 14 andre danske våbenfirmaer kan fortsat frit eksportere vitale dele til de israelske kampfly, der i mere end 100 dage har tæppebombet Gaza.
Det står klart efter et samråd i Folketingets Udenrigsudvalg tirsdag den 16. januar.
Her slog udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fast, at Danmark fortsat ikke vil foretage en sikkerhedsvurdering af Israel, men i stedet lader USA vurdere, om der stadig skal sælges F-35-kampfly til Israel.
– Danmark skal fortsat deltage i F-35-programmet. Det betyder, at vores virksomheder eksporterer dele til USA, der laver nogle fly, som USA videreeksporterer. Derfor er det USA’s ansvar at foretage den endegyldige våbenkontrol, forklarer udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.
Terma A/S producerer seks vitale dele til alle F-35-kampfly – heriblandt de såkaldte pyloner, som holder og slipper flyets bomber og missiler.
Af samme årsag har aktivister fra Palæstina-solidaritetsbevægelsen flere gange blokeret Terma A/S.
FN’s våbenkonvention og EU’s regler for eksport af militært udstyr slår ellers fast, at danske myndigheder skal undersøge, om danskproduceret militært udstyr risikerer at bidrage til blandt andet krigsforbrydelser og alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, før de giver tilladelse til eksport.
En hvilken som helst menneskeretsproblematik kan ikke føre til, at man ikke kan få en eksporttilladelse.
Lars Løkke Rasmussen, udenrigsminister
EU’s regler pålægger Danmark at vurdere alle ansøgninger om eksport af militært udstyr ud fra otte kriterier – heriblandt “… respekten for menneskerettighederne i det endelige bestemmelsesland og dette lands respekt for den humanitære folkeret”.
Hvis dansk militært udstyr risikerer at bidrage til krigsforbrydelser og alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, skal Danmark nægte eksporten.
Ifølge FN er op imod 85 procent af Gazas 2,3 millioner indbyggere blevet fordrevet fra deres hjem som følge af Israels bombardementer af store dele af Gaza: Skoler, beboelsesejendomme, hospitaler og moskeer ligger i ruiner.
“Danmark handler i strid med reglerne”
Men i stedet for at foretage en konkret vurdering af, om Israel er et land, som Danmark skal sælge våbendele til, har Udenrigsministeriet blot foretaget en generel “rammevurdering”, der kun tager stilling til, om danske våbenfirmaer kan eksportere dele til F-35-kampflyet til USA, hvor flyet bliver produceret og herfra eksporteret til Israel.
Udenrigsministeriet tager ikke stilling til, om det er i orden, at de danske dele ender på kampfly i Israels militær.
Det er i strid med FN’s og EU’s regler, vurderer Enhedslistens udenrigsordfører Trine Pertou Mach.
– I årevis har Danmark ikke foretaget den konkrete vurdering, som vi burde. Flere eksperter vurderer, at man ikke kan overlade det til en anden part at vurdere, om vi overholder FN’s våbentraktat og EU’s regler for eksport af militært udstyr. Reglerne skal forebygge, at det udstyr, vi eksporterer, bidrager til krigsforbrydelser, alvorlig krænkelse af menneskerettighederne og folkedrab, konstaterer Trine Pertou Mach.
Hun uddyber:
– Vi ved, at dansk militært udstyr bliver eksporteret til USA og derfra videre til Israel og bliver brugt i den aktuelle krig i Gaza til militære aktioner, der af flere røster bliver betegnet som noget, der ligner overtrædelse af menneskerettighederne og den humanitære folkeret, og noget, der kunne være krigsforbrydelser og folkedrab.
Afviser brud på folkeretten
Gaza er et af verdens tættest befolkede områder, og de israelske bombardementer har foreløbig dræbt mere end 25.000 mennesker – heraf er cirka en tredjedel børn.
Allerede få døgn inde i Israels bombekrig beskyldte FN og flere humanitære- og menneskeretsorganisationer Israel for at krænke internationale konventioner, fordi det israelske militær ikke skelnede mellem civile og militære mål og konsekvent bombede civile bygninger som eksempelvis boligblokke, skoler, moskeer og hospitaler.
Men udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen ser ingen problemer i, at danske våbenfirmaer – på trods af Israels massive bombardementer i Gaza – fortsat leverer dele til F-35-kampfly, som USA sælger til til Israel.
– Man kan godt fremføre, at en eller anden ekspert mener et eller andet. Men vi vurderer, at vi overholder vores internationale forpligtelser. Der er ingen barrierer i forhold til, at danske virksomheder leverer dele til F-35-flyene, og at USA står for den egentlige kontrol med brugerlandene, forklarede udenrigsministeren og tilføjede:
– Hvis der pludselig kommer en håndfast, faktuel vurdering af, at der finder handlinger sted i åbenlys strid med folkeretten, så er det en ny situation. Men det er spekulativt. Jeg kan godt høre, at nogle vurderer, at folkeretten bliver brudt. Regeringen har ikke informationer, der gør, at vi kan statuere, at der er sket brud på folkeretten.
Men selvom et land som Israel har problemer med at overholde menneskerettighederne og krigens love, så er det ikke ensbetydende med, at Danmark vil stoppe eksport af militært materiel til Israel.
– En hvilken som helst menneskeretsproblematik kan ikke føre til, at man ikke kan få en eksporttilladelse. Der kan være legitime sikkerhedsinteresser i det land, man eksporterer til, selvom det ikke er et land, der spejler sig i vores standarder, lød det fra Lars Løkke Rasmussen.
“Ude af trit med virkeligheden”
Enhedslisten advarer om, at det danske kontrolapparat ikke fungerer.
– Danske dele bliver sat på fly, der bliver videreeksporteret til Israel og har været i luften i den krig, som Israel fører i Gaza. Det virker, som om Udenrigsministeriets sikkerhedsvurderinger er fuldstændig ude af trit med virkeligheden, Trine Pertou Mach.
Men ministeren fastholder, at regeringen overholder de internationale konventioner.
– Den måde, vi håndterer det på, er i fuld overensstemmelse med vores internationale forpligtelser. Ellers ville vi jo ikke gøre det. At der er F-35 “i luften”, er ikke i sig selv noget, der gør, at den her sag stiller sig anderledes, mener Lars Løkke Rasmussen.
USA er vores tætteste allierede. Hvis ikke vi stolede på USA, skulle vi lave en anden rammevurdering. Vi har en positiv vurdering af USA’s vilje og evne til at håndtere det her.
Lars Løkke Rasmussen, udenrigsminister
– USA er vores tætteste allierede. Hvis ikke vi stolede på USA, skulle vi lave en anden rammevurdering. Vi har en positiv vurdering af USA’s vilje og evne til at håndtere det her, tilføjer han.
Udenrigsministeriets såkaldte rammevurdering omfatter kun lande i EU, EFTA og NATO-lande. Udenrigsministeriet har altså ikke foretaget en konkret vurdering af Israel.
Udenrigsministeriet ønsker ikke at oplyse, om andre EU-lande bruger samme generelle “rammegodkendelser”, når det gælder eksport af militært udstyr, og udliciterer godkendelsen af eksport til eksempelvis Israel til USA.
Vurderede våbeneksport påny efter angrebet på Gaza
Efter at Israel begyndte sine bombardementer i Gaza, har Udenrigsministeriet foretaget en ny vurdering af, om danske våbenfirmaer fortsat kan eksportere dele til F-35-kampflyene til USA, vel vidende at de i sidste ende risikerer at havne i hænderne på Israels militær og blive brugt i de omfattende bombardementer af Gaza.
– Det er Udenrigsministeriets vurdering, at den udenrigs- og sikkerhedsmæssige rammevurdering fortsat kan opretholdes til NATO-landet USA. Vi vurderer, at vi fortsat kan give eksporttilladelser til F-35-programmet i USA. Jeg er forundret over, at rammevurderingen for eksport af militært udstyr til Danmarks nærmeste samarbejdspartnere og allierede fylder så meget, lød det fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.
Udenrigsministeriet har tidligere besluttet at stoppe dansk eksport af våben til konfliktlande, der mistænkes for at overtræde menneskerettighederne og krigens love.
Eksempelvis besluttede Udenrigsministeriet i 2018, at rammevurderingen ikke længere skulle omfatte Tyrkiet på grund af landets involvering i konflikten i Syrien.
Risikerer at ramme dansk våbeneksport
Udenrigsministeren advarer om, at hvis Danmark selv skal vurdere de lande, som F-35 bliver eksporteret til – så risikerer det at gå ud over danske våbenfirmaers muligheder for at blive underleverandører til de amerikanske kampfly. Og udenrigsministeren lægger “stor vægt” på, at Danmark fortsat kan levere dele til de amerikanske kampfly.
– Regeringen mener, at danske forsvarsvirksomheder i lyset af den sikkerhedsmæssige virkelighed kan indgå i internationale forsyningskæder og udviklingssamarbejder. Vi har en strategisk og sikkerhedsmæssig interesse i at være med i udviklingen af fremtidens forsvarsmateriel. Både for at sikre vores egen og vores allieredes sikkerhed, mener udenrigsministeren.
Ikke mindre end 15 danske våbenfirmaer har vundet kontrakter for milliarder og leverer dele til F-35-kampflyene.
Enhedslistens udenrigsordfører Trine Pertou Mach advarer mod at sætte hensynet til dansk våbenindustri over hensynet til Danmarks internationale forpligtelser til at forebygge menneskeretskrænkelser.
– Man får en fornemmelse af, at erhvervsinteresser tilsidesætter Danmarks forpligtelser til at forebygge krigsforbrydelser og folkedrab. Og vi kan slet ikke overlade kontrollen til et land, USA, der ikke anerkender FN’s våbenhandelstraktat og ikke er bundet af EU’s regler for våbeneksport, lyder budskabet fra Trine Pertou Mach.
Danske ordrer for 3,7 milliarder kroner
Danske våbenfirmaer nyder godt af deres eksport til den nye type kampfly.
Terma A/S og 15 andre danske virksomheder har modtaget ordrer på mere end 3,7 milliarder kroner for at levere dele til F-35-kampflyene.
Israel har bestilt 50 F-35-kampfly og har foreløbig fået leveret 36.
Ifølge israelsk militær deltog F-35-kampflyene i den 11 dage lange såkaldte Operation Guardian of the Walls i Gaza i maj 2021. Ifølge FN blev 261 palæstinensere dræbt ved operationen. Mindst 130 var civile, heraf 67 børn.
Arbejderen kunne allerede i 2016 afsløre, at Terma A/S leverede dele til de israelske F-35-kampfly.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér