Denne artikel skrives i tiden, hvor Ruslands invasion i Ukraine nu har varet i et år, og krigen forekommer fjern fra en afslutning. Vi hører i båndsløjfe budskabet, “at verden er forandret”. Monotont lyder det også fra vores politikere og førende kommentatorer, at den “rets-baserede verdensorden” er under angreb. “Det, der forekom usandsynligt, er nu sket: der er krig igen i Europa”.
Det er ikke Ruslands overfald på Ukraine, der har udløst omstillingen i den danske økonomi til en krigsøkonomi, selvom et (næsten) enigt Folketing gerne vil give netop det skylden.
Hukommelsen er kort med skønmaleriet af Europa som fredens kontinent siden afslutningen på Anden Verdenskrig og afslutningen på Den Kolde Krig med Sovjetunionens opløsning den 26. december 1991. Samme år udbrød Jugoslavien-krigene i Slovenien, som først sluttede otte år senere i 1999 i Kosovo. Freden forekommer dog stadig skrøbelig både i Bosnien-Herzegovina og i Kosovo. Og da der stadig er placeret fredsbevarende styrker nu knap 25 år efter, kan man med rimelighed spørge om, hvor afsluttet krigene er?
Det er også vigtigt at erindre, at Danmark siden 1998 har været aktiv krigsmagt ude i verden. Først i Europa, da Poul Nyrup Rasmussen og Socialdemokratiet i 1998 fik Folketingets flertal med på at deltage i USA’s bombninger for at drive serberne ud af Kosovo – en NATO-aktion i strid med Folkeretten.
Sidenhen engagerede vi os sammen med USA i Afghanistan med henblik på regimeændring, i Irak – uden FN-mandat med henblik på regimeændring, i bombninger af Libyen med henblik på regimeændring [1], i bombninger i Syrien i krigen mod Islamisk Stat, hvor det blev til 267 missioner, 384 kastede præcisionsbomber og et fejlbombardement mod syriske regeringsstyrker. Alt sammen begrundet i “sikringen af vores frihed”!
“I løbet af blot et par årtier er Danmark gået fra at være et land, der i 1991 efter mange overvejelser sendte et krigsskib til Golfen for at udøve en humanitær indsats, til i 2011 på få timer enstemmigt at beslutte at sende bombefly til Libyen. De seneste tre årtier har Danmark sendt flere end 30.000 soldater i krig – nogle flere gange – og 69 danskere har mistet livet. “Appetitten vokser, mens man spiser”, som en militærekspert har formuleret det med henvisning til, at den danske krigsdeltagelse på Balkan i 1990’erne gav selvtillid og mod på en mere aktivistisk udenrigspolitik. Fra 1998 til 2003 gik Danmark i krig tre gange – først i Kosovo, siden i Afghanistan og Irak. De politiske beslutninger om at gå i krig og krigenes konsekvenser er blevet diskuteret bredt, heriblandt ikke mindst debatten om den omstridte lukning af kommissionen, der skulle kulegrave den danske krigsdeltagelse i Afghanistan, og debatten om Irak-krigen, hvor man for første gang gik i krig uden om både FN og NATO. Selvom Danmark også bidrog militært til krigen i Libyen og senere mod Islamisk Stat i Irak og Syrien, var det primært i form af kampfly og ikke med landtropper som ved de foregående krige.” [2]
Verden er ikke forandret. Ulovligheder og rædsler, som vi selv har deltaget aktivt i indtil for nylig, og som vi snart skal deltage i igen (for vores frihed og sikkerheds skyld), nu også under EU-flag [3], er blot kommet tættere på ved Ruslands folkeretsstridige angreb på Ukraine. Forskellen er, at vi nu i Europa igen oplever brutaliteten, som har været og er virkelighed på andre kontinenter.
Selvom verden ikke er forandret, så har vores magthavere valgt at forandre Danmark. Vi præsenteres nu for magtens fortælling om oprustningens nødvendighed, for at vi kan forsvare os. Derfor må samfundsøkonomien omstilles til krigsøkonomi. Vi skal nu være patriotiske og prioritere krigen på bekostning af vores velfærd.
Krigsøkonomi
I økonomisk teori er ”krigsøkonomi det økonomiske forhold, at store andele af en stats offentlige udgifter anvendes til militærudgifter i forbindelse med oprustning, krigsførelse og besættelse af andre stater, således at militærudgifternes andel af BNP vokser.” (Her citeret efter Fredsakademiets ordbog). Lidt mere udfoldet kan man sige, at i en krigsøkonomi skal regeringen vælge, hvordan man allokerer landets ressourcer for på den ene side at opnå sine militære mål og på den anden side imødekomme vitale velfærdskrav fra befolkningen.
Militærfinansieret vækst eller militær keynesianisme, som denne økonomiske politik kendes som i akademiske kredse, blev første gang beskrevet teoretisk af den polske økonom Michal Kalecki i 1943. Kalecki hævder, at kapitalister og deres politiske beskyttere er ilde til mode ved klassisk keynesianisme (der går ud på at opnå fuld beskæftigelse gennem øget statslige udgifter), fordi denne kan styrke arbejderklassen og fagforeningerne. Militæret er et langt mere ønskværdigt udgiftsmål for det offentlige forbrug set fra deres synspunkt. Dog vil en retfærdiggørelse af en sådan afledning af offentlige midler forudsætte en vis grad af politisk undertrykkelse, og den kan bedst realiseres ved at appellere til patriotisme og sprede frygt for en truende fjende og i sidste ende: ved en uundgåelig krig. Militær keynesianisme har været en integreret del af den amerikanske økonomi siden afslutningen på den Anden Verdenskrig.
Som den undersøgende journalist Uri Friedman udtrykker det i 2016, havde USA i mere end 15 år bekæmpet terrorisme med et kreditkort: “I det væsentlige finansieret krigene med gæld i form af køb af amerikanske statsobligationer af USA-baserede enheder som for eksempel pensionsfonde og statslige og lokale myndigheder og af lande som Kina og Japan.” [4] I Danmark er politikken dog forholdsvis ny.
Det er ikke Ruslands overfald på Ukraine, der har udløst omstillingen i den danske økonomi til en krigsøkonomi, selvom et (næsten) enigt Folketing gerne vil give netop det skylden for de blotlagte strukturelle forringelser i velfærden og prioriteringen af oprustningen. Den danske tilgang har været nølende, så omstillingen har været lang tid undervejs, men blev boostet, da daværende præsident Trump i 2020 gjorde hensigtserklæringen i NATO fra 2014 om anvendelsen af to procent af BNP til oprustning til et NATO-kontingent.
Besparelser og effektiviseringer i den offentlige sektor har ellers været columbusægget i de skiftende danske regeringers håndtering i både at tilgodese velfærd og våben:
“I Danmark har regeringen planer om at skære to milliarder kroner af Forsvarets budget fra 2015, men det får ifølge ministeren [5] ikke konsekvenser for det internationale samarbejde.
– Jeg er faktisk fortrøstningsfuld, for at vi kan gøre det her på en måde, hvor vi stadig har et forsvar, som kan udfylde den rolle, som det danske forsvar kan. Både ude i verden og herhjemme, siger han til politiken.dk.
Forsvarsministeren svarer dermed på en advarsel fra NATO’s generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, til Danmark og de øvrige europæiske NATO-lande om risikoen for, at USA vender sine europæiske allierede ryggen på grund af besparelserne.
– Europæerne må gøre op med sig selv, hvad de vil. Hvis Europa ikke har det militære udstyr og de kapaciteter, der skal til i internationale kriser, er der altså andre, der vil løse opgaven, og i visse tilfælde med helt andre værdier og tilgange end NATO har til kriseløsning, lyder det fra Anders Fogh Rasmussen til Jyllands-Posten.
Ifølge politiken.dk mener Venstre, at Danmark godt kan retfærdiggøre at spare de to milliarder kroner, og Dansk Folkeparti frygter ikke, at besparelserne kan få konsekvenser.
– Vi trækker os gratis ud af Afghanistan, og det frigør mindst halvdelen af de to milliarder kroner. Og det er ikke så dramatisk, som det umiddelbart kan lyde, siger forsvarsordfører Marie Krarup.” [6]
Sennepsfrøet er sået
Vores almene velfærd i Danmark har gennem lang tid været sat under et meget stærkt strukturelt pres. Det blev tydeligt under den internationale finanskrise, som rasede 2007-2009. I Danmark tippede læsset, da Nationalbanken og Det Private Beredskab [7] overtog landets 10. største bank, Roskilde Bank, i august 2008.
Knap 10 år efter, i januar 2020, varsles corona-covid-19-pandemien, da WHO [8] oplyser om et muligt udbrud af lungebetændelse med ukendt årsag i Kina. Bekæmpelsen i Danmark bestod i nedlukning af offentlige arbejdspladser, restriktioner af bevægelsesfrihed samt et omfattende test- og vaccinationsprogram finansieret af det såkaldte ’økonomiske råderum’ [9]. Stigende problemer med international vareudveksling og samhandel skabte forsyningsproblemer for diverse produktionsvirksomheder, og kimen var lagt til en stigning i inflationen.
I begge kriser er den danske stat trådt til med økonomisk tunge hjælpepakker for primært at holde hånden under banker, finansieringsinstitutter og private virksomheder. Samtidig blotlagde begge kriser resultatet af en mangeårig EU-dikteret stram finanspolitik med svag vækst i nogle og besparelser i andre dele af den offentlige sektor. Covid-19-krisen blotlagde de strukturelle problemer, især i sundhedssektoren skabt af en tjenestemandsreform i 1969 og forstærket gennem 90’erne og 00’ernes neoliberalistisk credo om markedsgørelse af offentlige ydelser, henholdende lønstigninger til den nødvendige arbejdskraft og et ustoppeligt krav om effektiviseringer.
Klimakrisen
Og oven over alting stråler ikke moder sol, men den globale klimakrise. Siden 1992, hvor man på Verdenskonferencen for miljø og udvikling i Rio de Janeiro enedes om Klimakonventionen, der trådte i kraft i 1994, har man vidst, at menneskeheden står overfor sin største udfordring.
“Formålet med Klimakonventionen er at stabilisere koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren til et niveau, som kan forhindre farlige og menneskeskabte påvirkninger af klimaet. Dette skal gøres ved at kortlægge udledningen af drivhusgasser. I begyndelsen indeholdt konventionen en intention om at stabilisere udledningen af drivhusgasser til 1990-niveauet inden år 2000. Men til den første forsamling i 1995 blev det vedtaget, at dette var utilstrækkeligt, hvis man skulle nå konventionens endelige mål.” [10]
Allerede på den første forsamling, COP 1-konferencen i Berlin, “bliver klimadebatten ækvivaleret med politiske og militære konflikter og dermed en trussel mod verdensfreden. Klimadebatten bliver således hævet op på et militært sikkerhedsniveau. Klimaforandringer bliver også ækvivaleret med ekstreme vejrforhold og en opvarmning af de lavere havlag i Atlanterhavet – en uholdbar udvikling og en trussel for klimasystemet og nuværende og fremtidige generationer.” [11]
På konferencen udtrykte den tyske kansler Helmuth Kohl ellers et politisk håb om samarbejde frem for konflikt ved at foretage en sidestilling af klimadebatten med Berlin-muren: “Aldrig mere må der opføres mure af fjendskab mellem folk, nationer eller stater, mellem øst og vest eller mellem nord og syd: Det var lektien, man kunne lære af Berlins historie. (…) Afslutningen på den globale øst-vest-konfrontation gav også menneskeheden en chance for at tackle fremtidens store humanitære opgave, nemlig bevarelsen af skabelsen og opretholdelsen af livets kilder.” [12]
Hvad der her med sammenkoblingen klimaforandringer og sikkerhed kunne have været startskuddet til globale nedrustningsinitiativer, udvikler sig hurtigt til det modsatte. USA holder sig udenfor Kyotoprotokollen. [13] “Faktisk insisterede USA på at blive undtaget fra at rapportere militære udledninger i Kyotoprotokollen fra 1997. Det smuthul blev lukket med Paris-aftalen [14], men efter Trump-administrationen trak sig fra aftalen fra 2020, vil det (smuthullet – amv) blive åbnet igen.” [15] Med friholdelsen af de militære udledninger får de militærindustrielle komplekser [16] i øst, vest, nord og syd frit farvand at manøvrere i, og forretningsmodellerne består i at sætte turbo på i de forskellige militære alliancer. [17]
Forud for Cop 1 havde NATO nemlig allerede besluttet sig for en ekspansion mod øst. Den “blev fremsat i kommunikéet fra topmødet i Bruxelles i 1994. Alliancen understregede ønsket om at styrke båndene til demokratiske lande i øst, og mødet genbekræftede Washington-traktatens artikel 10, der siger, at Alliancen forbliver åben for andre europæiske stater, der formår at fremme Alliancens principper og at bidrage til sikkerheden i det Nordatlantiske område.” [18] Med hvert nyt medlem af alliancen følger kravene og dermed kontrakterne om de nyeste våbensystemer. [19]
Med Cop 1 sås ’sikkerhedsliggørelses-frøet’ [20]. Klimapolitik bliver til sikkerhedspolitik, og begrundet i terrorangrebet den 11. september 2001 udvides og militariseres paletten af politikområder så som energipolitik, handelspolitik, migration, udviklingspolitik, humanitær bistand med mere, i takt med at USA’s position som unipolær magt udfordres. Oprustningskapløbet er sat i gang, og USA’s allierede herunder Danmark må indstille sig på i statsbudgetterne på sigt at skulle prioritere mellem velfærd eller sikkerhed.
Fra velfærdsøkonomi til krigsøkonomi
Danmark ledes som tidligere nævnt ind i den militære aktivisme af Poul Nyrup Rasmussen. Hermed skifter dansk forsvarspolitik fra territorialt forsvar og fodnoter i NATO til global militær aktivisme til sikring af amerikansk globalt hegemoni, defineret som vores (læs deres) sikkerhedsinteresser – beskyttelse af amerikansk kapitalisme.
Den militære aktivisme blev kraftig udvidet under Anders Fogh Rasmussens regimer med deltagelse i interventionerne i Afghanistan og Irak. Den parlamentariske opbakning blev sikret gennem at give højrekræfterne i Folketinget carte blanche til at underløbe menneskerettigheder og konventioner og udvikle strukturel racisme. Dette er sidenhen blevet mainstream i dansk politik. Anders Fogh Rasmussen blev belønnet med stillingen som generalsekretær i NATO i to perioder. Den ukritiske tilgang til alliancen er siden blevet fulgt op af regeringerne under Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt.
Danskerne og EU – europahæren og sanktionerne
Den danske vælgerbefolknings skepsis overfor EU-samarbejdets udvikling fra økonomisk samarbejde hen mod en politisk union har været med til at forstærke amerikanersporet i Forsvarskommandoen og hos NATO-tilhængerne og gøre ’NATO-kontingentet’ til trædestenen for udviklingen af den danske våbenindustri, som har haft det lidt svært. F35-handlen blev det første store gennembrud. Sidenhen lykkedes det for industrien at blive pennefører i 2021 på Regeringens strategi for dansk forsvarsindustri. [21]
I juni 1992 havde et lille flertal af danskerne stemt nej til Maastricht-traktaten, men allerede fire måneder senere blev det såkaldte nationale kompromis indgået, og et flertal af danskerne stemte derefter ja den 18. maj 1993 til den såkaldte Edinburgh-aftale, hvor Danmark blev tilladt fire forbehold herunder forsvarsforbeholdet. I Maastricht-traktaten havde man lagt fundamentet for en i EU fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, FSFP.
På trods af alle mulige omgåelser sidenhen under dække af industrisamarbejde og forskning med mere skulle der gå 30 år med en krig i Ukraine som påskud, før folketingsflertallet fik forsvarsforbeholdet afskaffet ved folkeafstemning den 1. juni 2022. Den sidste forhindring for fuld integration af den danske våbenindustri i de vestlige militærindustrielle komplekser var fjernet, og forsvarsindustrien, som den helst vil benævnes, kan nu juble:
“Som medlem af EU’s militære PESCO-samarbejde forpligtes Danmark til at opfylde 20 juridisk bindende, konkrete krav om blandt andet “regelmæssigt at øge forsvarsbudgetterne”, som det er formuleret i det beslutningsforslag, som Folketinget skal debattere tirsdag.
Herudover forpligter Danmark sig til at “yde væsentlig støtte til EU-kampgrupperne” samt at “yde betydelig støtte til FSFP-operationer (for eksempel EUFOR) og -missioner (for eksempel EU-uddannelsesmissioner – med personel, materiel, uddannelse, øvelsesstøtte, infrastruktur eller lignende).” [22]
Forsvarsforbeholdet har været en sten i skoen på skiftende regeringer, men: “Med afskaffelsen af forsvarsforbeholdet har Danmark nye muligheder for at tage et større ansvar for fred og sikkerhed i Europa. Samtidig styrker samarbejdet dansk erhvervslivs muligheder for vækst og arbejdspladser.
Alt det leder til, at vi skal styrke vores forsvar. Med det nationale kompromis i foråret 2022 tog vi vigtige skridt i den retning. Nu skal vi videre, så Danmark tager hånd om egen sikkerhed og løfter sin del af ansvaret over for vores allierede både i regi af NATO og i regi af EU.
Regeringen vil derfor fremrykke indfasningen af det varige løft af udgifterne til forsvar og sikkerhed til 2 procent af BNP fra 2033 til 2030 svarende til 4 1⁄2 milliarder kroner mere end forudsat i det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik. Danskerne bidrager til styrkelsen af vores fælles sikkerhed ved afskaffelsen af en helligdag.” [23] Militær keynesianisme er nu blevet del af SVM-regeringens økonomiske politik.
Parallelt med den militære oprustning, som i øjeblikket består i en eskalerende levering af våben til Ukraine fra USA og EU, har EU fra krigens første dag ført økonomisk krig mod Rusland. I løbet af krigens første år er der vedtaget 10 sanktionspakker for at inddæmme og svække den russiske økonomi. Effekterne i Rusland synes indtil videre minimale, mens de har sparket stigende inflation i gang i EU-landene, især på grund af stigende energipriser med øget ulighed og fattigdom til følge i EU.
Afslutning
Med sin tiltræden som statsminister i 2019 lagde Mette Frederiksen ellers an til, at der skulle gøres op med konkurrencestaten, og at der skulle regeres på (klassiske) socialdemokratiske værdier, men hun lærte hurtigt, hvem der dirigerer orkestret. Efter at have afvist Trumps forslag om køb af Grønland kom udenrigsminister Pompeo på besøg for at tale om Arktis (læs: Grønland) – og givetvis også om amerikanske soldater på baser i Danmark. Der blev rettet ind, hvilket betyder, at regeringen nu må leve op til vores tilsigtede funktion i NATO som transitland for tropper og udstyr. Den funktion kræver store offentlige investeringer i veje og i havnene i for eksempel Esbjerg, Aarhus og Frederikshavn. Danske kommuner som for eksempel Viborg øjner vækstmuligheder og byder sig til som værter for de amerikanske baser – tilsyneladende uden at tænke eventuelle negative sideeffekter igennem.
Statsminister Mette Frederiksen taler nu om nødvendig transformation af Danmark fra velfærdsstat til velfærdssamfund – hvilket givetvis betyder, at vi må forvente yderligere slankning af borgernes universelle velfærdsrettigheder – vi må sætte tæring efter næring. Der vil blive givet større ansvar til civilsamfundet og frivillighed – folkehjælp til selvhjælp.
Der appelleres nu direkte til vores patriotisme, og befolkningen betaler med afskaffelsen af store bededag. Når vi præsenteres for denne ’nødvendighedens politik’, bør vi huske ikke at forveksle velfærd med velstand. Sidstnævnte er nemlig ikke under pres – endnu, men fordeler sig i stigende grad meget ulige. En ulighed der vil blive forstærket i nærmeste fremtid og på længere sigt. Forgyldningen af våbenindustrien kan nemlig kun ske på bekostning af velfærden eller gennem gældsætning.
De eneste bolværk mod yderligere militarisering af vores samfund vil på kort sigt være en ’ulydig og kampberedt’ fagbevægelse kombineret med en mangfoldig fredsbevægelse. Første strømpil, om strømmen kan vende, vil være, om fagbevægelsen giver fortabt ved de kommende overenskomstforhandlinger og accepterer afskaffelsen af store bededag. Det ser desværre ud til at være tilfældet. Et næsten enigt Folketing har skiftet yderligere et gear i oprustningen og forgyldningen af våbenindustrien med etableringen af Ukrainefonden med et beløb på 7 milliarder kroner svarende til et supersygehus. Hvis man taler om, at sundhedssektoren er en spand med hul i bunden, så er militariseringens omkostninger et stort afløb.
I et lidt længere perspektiv – hvis vi undgår en atomkrig – må vi sætte vores lid til, at ungdommen er klar til at koble klimakampen med kampen for fred, inden det er for sent. De ’gode gamle dage’, hvor vi – et mindretal – har kunnet forbruge flere jordkloder på bekostning af det store flertal, vender aldrig tilbage. De kan kun bibeholdes med våben i hånd.
Denne artikel er færdigredigeret den 25. marts 2023 og har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 2, 2023.
Noter
[1] De danske styrker har i alt smidt 923 præcisionsbomber. Hver bombe koster 290.000 kroner. I alt kostede danske bombetogter og selve udstationeringen af de danske kampfly 580 millioner kroner frem til slutningen af september. Forsvaret forventer at have en endelig opgørelse over udgifterne til indsatsen indenfor 14 dage. https://www.berlingske.dk/samfund/se-den-danske-libyen-indsats-i-tal-og-fakta-0
[2] https://faktalink.dk/danmarks-aktive-krigsdeltagelse-siden-2001
[3] https://www.fmn.dk/da/nyheder/2023/regeringen-fremsatter-beslutningsforslag-om-dansk-deltagelse-i-forsvarsagenturet-og-pesco/
[4] https://www.theatlantic.com/international/archive/2016/09/cost-wars-iraq-afghanistan/499007/
[5] Forsvarsminister Nick Hækkerup.
[6] https://www.berlingske.dk/internationalt/haekkerup-afviser-fogh-kritik-af-forsvarsbesparelser
[7] Det Private Beredskab til Afvikling af Nødlidende Banker, Sparekasser og Andelskasser var en forening, der blev stiftet af Finansrådet som et beredskab, der skulle/kunne træde til, hvis banker, sparekasser eller andelskasser blev ”nødlidende” og nærmede sig en konkurs. Staten stillede i perioden frem til og med 30. september 2010 ubegrænset statsgaranti for foreningens medlemmer. Wikipedia.
[8] WHO er FN’s verdenssundhedsorganisation.
[9] Det finanspolitiske råderum er et mål for den højest mulige offentlige forbrugsvækst – givet øvrig besluttet politik og forudsætninger i øvrigt – inden for sigtepunktet om strukturel balance på de offentlige finanser i 2025 og et balancekrav på -0,5 procent af BNP i 2030.
Råderummet udgør 12,5 milliarder kroner frem til 2030 efter demografisk træk og forsvarsudgifter. Det viser en ny analyse fra CEPOS på baggrund af Finansministeriets tekniske 2030-fremskrivning.
[10] https://www.globalis.dk/om-fn/konventioner/miljoe-og-klima/klimakonvention
[11] https://www.klimadebat.dk/cop1-r237.php
[12] “Never again must walls of enmity be erected between Peoples, Nations or States, between East and West or between North and South: that was the lesson to be learned from the history of Berlin. (…) The end of the global East-West confrontation also gave mankind a chance to tackle the great humanitarian task of the future, namely, the preservation of creation and the maintenance of the sources of life.” https://www.klimadebat.dk/cop1-r237.php
[13] https://www.globalis.dk/om-fn/konventioner/miljoe-og-klima/kyoto-protokollen
[14] https://newrepublic.com/article/125775/us-military-loses-emissions-exemption-paris-climate-deal
[15] https://solidaritet.dk/usas-militaer-forurener-lige-sa-meget-som-140-lande/
[16] https://denstoredanske.lex.dk/det_militær-industrielle_kompleks
[17] https://globalnyt.dk/rekordniveau-i-2021-brugte-verden-over-145-billioner-kroner-paa-militaer/
[18] https://krigsvidenskab.dk/emne/natos-udvidelse
[19] https://arbejderen.dk/udland/vaabenfirmaer-har-presset-paa-for-at-udvide-nato-og-skabe-konflikt/
[20] https://da.wikipedia.org/wiki/Sikkerhedsliggørelse
[21] https://erhvervsstyrelsen.dk/regeringens-strategi-dansk-forsvarsindustri-2021
[22] https://arbejderen.dk/indland/nu-bliver-danmark-en-del-af-eu-militaeret/
[23] SVM-regeringens grundlag side 36.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
