Mandag den 29. august
Vi overnattede under fine forhold på Højmarksskolen i Holsted og havde vores base i skolekøkkenet. Ikke dårligt, når man selv står for maden denne dag!
Om morgenen fik vi besøg af Lotte Angelica Kristensen fra landbrugsrådgivningsvirksomheden SAGRO, der fortalte om deres rådgivning og anbefalinger om plantebaseret landbrug.
Således “klædt på” til dagens tur gik vi mod Malt Kirke, hvor vi skulle mødes med Askov Højskole og følges ind mod byen.
Det var nu ikke blot højskoleelever – flere fra byen var også dukket op. Det gjorde ankomsten til Askov Højskole festlig.
Den officielle modtagelse ved gadekæret var flot med taler af bylaugets forkvinde, Else Flansmose, borgmester Frank Schmidt, de lokale folketingsmedlemmer Anni Matthiesen og Troels Ravn. Lokale byrådspolitikere, Mike Straarup og Rasmus Sandvej, deltog også i velkomst og aftenarrangement på højskolen.
Festsalen blev brugt til aftenens samtalecafé med cirka 40 engagerede personer i alle aldre – både fra byen og skolen – inden den skulle være sovesal for de vandrende karavanedeltagere. En lang og givende dag.
Tirsdag den 30. august
Efter morgenmad og -samling på Askov Højskole tog vi sammen med en gruppe fra Askov til Paul la Cour-museet.
Her ventede Bjarke Thomassen, og han gav os en spændende introduktion til stedet, hvor Danmarks vindmølleeventyr begyndte. Igen et bevis på at folkelige bevægelser kan sætte en udvikling i gang.
Den 26. august 2022 lød startskuddet til en 340 kilometer lang Klima-Karavane igennem Danmark – med start i Esbjerg og endemål København den 17. september.
Undervejs besøger karavanen 18 byer – heriblandt Lunderskov, Kolding, Middelfart, Vissenbjerg, Odense, Slagelse, Lejre, Albertslund – for at slutte i København.
Bag karavanen står foreningen Klima-Karavanen, der består af cirka 150 aktivister i en række forskellige byer, der har arrangeret overnatning, mad og drikke samt lokalt debatarrangement, når karavanen kommer til deres by.
På sin hjemmeside skriver Klima-Karavanen blandt andet, at “Klimakaravanen er en vandrende højskole. Den kommer gennem store byer, landsbyer, landområder og hovedstad og vil tegne et bredt billede af, hvordan den danske befolkning forholder sig til klimakrisen”.
Du kan løbende følge med i Klima-Karavanens aktivieter på deres Facebook-gruppe og hjemmeside.
Karavanen bliver bakket op af en lang række miljø-, klima- og fredsorganisationer.
Herefter var det afsted mod Lunderskov, hvor vi gamle skulle finde Ungdomshuset!
Det blev nået ved aftensmadstid. Her ventede bålmad og samtaler med lokale folk til langt ud på aftenen.
Natten blev tilbragt i telt og shelter.
Onsdag den 31. august
Nu ventede Kolding forude, men først efter lækker morgenmad kreeret af den lokale gruppe.
En ung lundborgenser viste os vej og smutveje.
Pludselig mødte vi Skallerup Efterskole, hvis elever var meget interesserede. Skolen bød både på kaffe, te og frugt med videre, og der var rift om plakater og aviser.
I Kolding by var der igen gang i aviserne – vi fik udleveret rigtig mange, og vi solgte badges og igen, igen – samtaler med folk.
Benny Dall fra Enhedslisten bød os velkommen og efterlyste mere klimahandling, og Klima-Karavanens Bjørn Tving Stauning takkede for velkomsten og pegede på, at tiden er kommet til at styrke det folkelige engagement. Det er nødvendigt, fordi politikerne ignorerer deres ansvar og undlader at handle.
Det er disse møder og samtaler, som giver så meget.
Overnatning var på Kolding Friskole. Vi gik derud gennem naturskønt område – lige den stilhed og ro vi havde brug for efter en travl dag.
Fortsættes.
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.