Jens Crumlin .
Uanset om du er kunde, andelshaver eller bare dybt foraget over at en bank der slår sig op på at være mere ansvarlig, etisk og kæmpe for en bedre verden opfører sig så uacceptabelt. Så mød op på lørdag og giv din utilfredshed til kende. Merkur skal have klar besked !
Merkur Andelskasse markedsfører sig som “Danmarks værdibaserede pengeinstitut”, der “arbejder for en bedre verden for mennesker, natur og miljø”.
Men samtidig investerer Merkur Andelskasse via den europæiske investeringsbank Triodos i tre israelske firmaer: Solar Edge, Tipa og Check Point Software Technologies.
Check Point Software Technologies arbejder tæt sammen med det israelske militær og den israelske sikkerheds- og våbenindustri, heriblandt dronefabrikanten Israel Aerospace Industries (IAI).
Jens Crumlin har været kunde og andelshaver i Merkur Andelskasse i 25 år. Han er skuffet over, at Merkur Andelskasse vælger at investere i israelske firmaer.
– Der er stor sandsynlighed for, at Merkur Andelskasse – gennem sine investeringer i besættelsesmagten Israels selskaber – bliver medansvarlig for folkemordet i Gaza, siger Jens Crumlin til Arbejderen.
Merkur har ikke hjemmel til generelt at nægte at overføre penge til Palæstina og dermed sanktionere helt almindelige borgere og små palæstinensiske og danske virksomheder.
Jens Crumlin, andelshaver i Merkur Andelskasse
Han uddyber:
– Det er en skærpende omstændighed, at Den Internationale Domstol (ICJ) for nylig slog fast, at alle lande, personer og firmaer – på baggrund af den alvorlige risiko for folkemord – er forpligtet til at gøre alt for at stoppe enhver aktivitet, der kan bidrage til Israels formodede plan om etnisk udrensning og folkemord på palæstinenserne. Det betyder, at ikke bare salg af våben, men også andre aktiviteter, der kan assistere Israel i folkemord, skal stoppes.
Jens Crumlin skrev straks til sin bank, da han blev klar over, at de investerede i den israelske it-virksomhed Check Point Software Technologies.
Men ledelsen i Merkur Andelskasse har fuld tillid til Triodos, der står for at investere andelskassens penge.
“Triodos er den største værdibaserede bank i Europa. Triodos forvalter deres fonde aktivt, hvilket betyder, at de løbende holder øje med virksomhederne, deres praksis og verdenssituationen i øvrigt. Vi har fuld tillid til, at de virksomheder, som Triodos investerer i, ikke bidrager til konflikten. Triodos har mange gange tidligere frasolgt aktier i virksomheder, som de ikke længere vurderer, bidrager positivt til verden. Det har vi fuld tillid til, at Triodos også vil gøre i dette tilfælde, hvis det bliver relevant”, skriver administrerende direktør i Merkur Andelskasse Charlotte Skovgaard i en mail til Jens Crumlin, som Arbejderen er i besiddelse af.
Blokerer for overførsler til Palæstina
Ikke nok med at Merkur Andelskasse via Triodos investerer i et israelsk firma med tæt kontakt til det israelske militær. Merkur Andelskasse har også stoppet for pengeoverførsler i Palæstina.
Det var i februar, at Jens Crumlin blev opmærksom på, at Merkur Andelskasse har stoppet for pengeoverførsler til Palæstina, som ikke er direkte knyttet til nødhjælp.
Konsekvensen er, at små palæstinensiske virksomheder ikke kan handle med virksomheder i Danmark via Merkur Andelskasse.
Og danske virksomheder som eksempelvis den økologiske fairtradevirksomhed Isangs Hair & Body kan ikke sende penge til Palæstina via Merkur Andelskasse.
Jens Crumlin har henvendt sig til ledelsen i Merkur Andelskasse for at få en forklaring på, hvad der forhindrer Merkur i at overføre penge til Palæstina.
Ifølge en mail fra administrerende direktør i Merkur Andelskasse Charlotte Skovgaard betyder EU’s sanktioner, at det er “stort set umuligt at få betalinger igennem til Palæstina”.
– Merkurs direktion henviser til, at de samarbejder med en større dansk bank, samt at sanktioner forhindrer dem i at overføre penge til Palæstina. Men direktionen nægter at svare på, hvad det er for en konkret bank, de samarbejder med, og hvilke konkrete sanktioner der forhindrer dem i at overføre penge til Palæstina. Lukketheden er dybt skuffende. Merkur er altid gået ind for åbenhed. Hvorfor så ikke nu, spørger Jens Crumlin.
Der findes mindst et andet pengeinstitut i Danmark, der godt kan overføre penge til Palæstina.
– Jeg har været i kontakt med folketingsmedlem Christian Friis Bach, der gennem sin virksomhed warfair sælger varer fra små virksomheder i krigs- og konfliktområder. Warfair har ikke haft problemer med at overføre penge til Palæstina via Danske Bank for at betale for olivenolie. Derfor kan det kun tolkes som uvilje fra Merkurs side, at man ikke længere ønsker at overføre penge til Palæstina, mener Jens Crumlin.
Erhvervsminister Morten Bødskov bekræfter i et svar til Christian Friis Bach, at der er “ikke et generelt forbud mod at gennemføre finansielle overførsler til de palæstinensiske områder”.
De eneste sanktioner, der er indført i forhold til overførsler til Palæstina, er, at man ikke må overføre penge til enkeltpersoner og organisationer, som EU har terrorstemplet.
Folketinget har ikke indført yderligere sanktioner i forhold til Palæstina.
“Finanstilsynet stiller ikke yderligere sanktionsregler op end dem, der er indført af EU. Det bemærkes i øvrigt, at sådanne regler ville skulle fremsættes for og vedtages af Folketinget”, understreger ministeren i sit svar.
– Ministerens svar viser, at Merkur ikke har hjemmel til generelt at nægte at overføre penge til Palæstina og dermed sanktionere helt almindelige borgere og små palæstinensiske og danske virksomheder. Merkur er med sit generelle forbud på kant med dansk lovgivning, der ikke har indført sanktioner mod Palæstina, vurderer Jens Crumlin.
Demonstration foran generalforsamling
Sammen med andre utilfredse andelshavere vil Jens Crumlin på lørdag – både udenfor og indenfor på generalforsamlingen – protestere mod Merkur Andelskasses investeringer i Israel og kræve et stop for investeringer i de israelske firmaer.
Demonstrationen løber af stablen på lørdag klokken 11.30 til 13.15 foran DGI Byen i København, hvor Merkurs generalforsamling finder sted.
Parolerne for demonstrationen er: Merkur skal stoppe deres investeringer i Israel og ophæve blokade af pengeoverførsler til Palæstina!
Læs også
– Merkurs ledelse lægger ikke skjul på deres investeringer i Israel, men forklarer investeringerne med, det er en bevidst politik for at fremstå neutral og investere lige meget i palæstinensiske og israelske virksomheder. Herudover har vi bedt Merkurs ledelse om at komme ud og tale til demonstrationen, så vi kan få en forklaring, fortæller Jens Crumlin.
Han vil trække sig ud af Merkur Andelskasse, hvis ikke banken trækker sine investeringer ud af Israel.
Han er i kontakt med flere vrede andelshavere, der også vil trække sig, hvis ikke banken ændrer praksis.
Kommunistisk Parti, der ejer Arbejderen, har konto i Merkur Andelskasse, men er ikke andelshaver.
– Vi opfordrer kraftigt Merkur til at forlade alle israelske engagementer. Det er helt uholdbart for en bank, der angiver at arbejde for en bedre verden for mennesker, natur og miljø, at den understøtter en besættelsesmagt, der begår folkemord, siger partiets formand for Kommunistisk Parti, Lotte Rørtoft-Madsen, til Arbejderen.
Hun uddyber:
– Kommunistisk Parti følger sagen tæt. Vi kan ikke have konto i en bank, der ikke har kompasset i orden, når der begås folkemord.
Støttebidrag til Arbejderen tilflyder ikke Merkur Andelskasse, men Arbejdernes Landsbank.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.