På søndag ventes tusindvis af demonstranter fra hele Danmark at gå på gaden og fylde Rådhuspladsen i København i solidaritet med befolkningen i Palæstina.
Den store landsdækkende demonstration er den foreløbige kulmination på de mange demonstrationer, der for fjerde måned i træk finder sted rundt om i landet.
Demonstrationen er organiseret af solidaritetsbevægelser, fagforeninger, organisationer, partier og aktivister, der har samlet sig i initiativet Alle På Gaden For Et Frit Palæstina.
– Vi er vidne til et af de mest veldokumenterede folkedrab i historien. Folkedrabet kommer rullende ind i vores stuer på live-tv. Der er gået alt for lang tid. Alt for mange civile palæstinensere er blevet dræbt og såret. Og Gazas infrastruktur er blevet fuldstændig smadret, siger Bilal Al-issa til Arbejderen.
Han er talsperson for solidaritetsnetværket Stop Annekteringen af Palæstina, der er med til at arrangere den store demonstration på søndag.
Han har været aktiv fra starten af protesterne mod Israels krig. Og han kan tydeligt se modstanden mod Israels krig og protesterne mod den danske regerings tavshed brede sig i befolkningen.
– Jo længere tid der går, desto flere begynder at gå med til demonstrationerne. Samtidig vokser listen over fagforeninger, organisationer og solidaritetsbevægelser, der anbefaler vores demonstrationer. Det betyder, at flere og flere grupper er med til at mobilisere til protesterne. Samtidig begynder flere og flere at lave aktioner. Det er tydeligt, at folks bevidsthed om Gaza og Palæstina bliver større og større, konstaterer Bilal Al-issa.
Han uddyber:
– Krigen har snart stået på i 100 dage. Den danske regering afviser stadig en varig våbenhvile. Vi vil med demonstrationen lægge maksimalt pres på den danske regering, så de kommer til at stå på den rigtige side af historien og er med til at stoppe folkedrabet. Regeringen må være med til at holde Israel ansvarlig for deres handlinger. Flere og flere organisationer begynder at kalde Israels krig for et folkedrab, der skal retsforfølges ved Den Internationale Straffedomstol.
Flere og flere grupper er med til at mobilisere til protesterne. Samtidig begynder flere og flere at lave aktioner. Det er tydeligt, at folks bevidsthed om Gaza og Palæstina bliver større og større.
Bilal Al-issa, Stop Annekteringen af Palæstina
Under demonstrationen vil der blive læst en erklæring op med en række krav til den danske regering om handling.
Bilal Al-issa mener, at regeringen har flere muligheder for at handle.
– Regeringen kan indføre sanktioner mod Israel og stoppe de diplomatiske forbindelser for at lægge pres på Israel for at stoppe krigen.
Det er ikke kun i København, at tusindvis af demonstranter vil gå på gaden på søndag. Også i hovedstæderne i USA, Østrig, Norge, Sverige og Finland vil der blive afholdt store demonstrationer for Gaza og resten af Palæstina.
Israels omfattende tæppebombardementer af befolkningen i Gaza har stået på i næsten 100 dage.
Foreløbig er over 20.000 palæstinensere i Gaza blevet dræbt af Israels bombardementer. Næsten halvdelen af de dræbte er børn. Både hospitaler, skoler og boligblokke bliver bombet.
Samtidig spreder leverbetændelse og andre sygdomme sig i Gaza og truer med at slå yderligere tusinder af børn og voksne ihjel.
Også på Vestbredden intensiverer israelsk militær og israelske bosættere deres angreb mod palæstinensere. Ifølge FN er der siden den 7. oktober registreret i gennemsnit fem bosætterangreb om dagen, og israelske soldater og bosættere har dræbt mindst 254 palæstinensere, heriblandt 65 børn.
Turbo på aktivisme
Hvis ikke den danske regering tager afstand fra Israels krig mod Gaza og aktivt lægger pres på Israel for våbenhvile, nødhjælp, ophævelse af blokaden og udveksling af fanger, vil aktivisterne fra mandag den 14. januar – dag nummer 100 for Israels krig mod Gaza – intensivere deres aktivisme og afholde daglige blokader, sit-ins og lave andre aktiviteter på gaden for at øge presset på regeringen.
Du kan holde dig opdateret i facebookgruppen Stop Annekteringen af Palæstina. Her vil der løbende blive lagt aktiviteter ud, som du kan deltage i.
– Der er brug for handling. Vi nærmer os 100-dagen for, at Israel indledte sin krig mod Gaza. Hvis ikke den danske regering tager afstand fra Israels krig, vil vi eskalere vores aktiviteter. Vi stopper ikke, før folkedrabet stopper, siger Bilal Al-issa.
Han mener, at der er al mulig grund til at fastholde presset.
– Flere internationale politiske ledere er begyndt at tale om at “evakuere” palæstinensere i Gaza og bosætte dem i andre lande og få dem til at søge asyl i Australien og i lande i Afrika. Det er den perfekte opskrift på etnisk udrensning, siger Bilal Al-issa.
Han uddyber:
– Det er ikke vejen frem. I stedet for evakuering bør verdens ledere lægge pres på Israel for at stoppe krigen og folkedrabet og støtte palæstinensernes ret til at vende tilbage til deres hjem.
Blokke til demo
På søndag vil børn, lærere, pædagoger, studerende og andre grupper gå sammen i deres egne blokke i den store demonstration.
En af dem, der er med til at arrangere børneblokken, er Signe Flyvbjerg, der er forælder til et barn på tre år.
– Det er vigtigt at vise vores børn, at de kan gøre en forskel, når vi er mange sammen. Vi vil gerne lære vores børn om solidaritet, om at stå for det der er rigtigt. Det er vigtigt at vise politikere, medier og hele Danmarks befolkning, at alle børn er vores alles børn. Alle har brug for og ret til den samme beskyttelse, tryghed og opfyldelse af grundlæggende behov som danske børn. Det er et budskab, vi håber på, at vi sammen med vores børn kan sende til alle i Gaza: Vi ser jer, og vi støtter jeres ret til liv og frihed, siger Signe Flyvbjerg til Arbejderen.
Lærere og pædagoger går også sammen i en blok.
– Vi har valgt at mobilisere til en lærer- og pædagogblok, da det er vigtigt for os, der arbejder inden for de pædagogiske fag, at tale for børnene. Vi vil bruge vores faglighed til at sende et signal til politikerne. Vi vil råbe højt mod besættelse og folkemord og vise solidaritet med vores kollegaer i Gaza samt understrege, at børnene har ret til liv, leg og læring, siger Israa Ibrahim til Arbejderen.
Hun er lærer på en folkeskole i Høje Taastrup og blandt initiativtagerne til lærer- og pædagogblokken.
Aalborgensere vil til hovedstaden
Der bliver arrangeret busser fra Odense, Sønderborg, Aarhus og Kolding, hvorfra folk planlægger at køre til København for at deltage i demonstrationen på søndag den 7. januar.
I Aalborg arbejder lokale Palæstina-aktivister på at arrangere fællestransport til København.
– Vi skal til København og lave noget larm. Det er det mindste, vi kan gøre. Om nogle år vil vi kigge tilbage og spørge os selv: “Hvor var jeg, da Israel bombede Gaza og forsøgte at begå folkemord?” “Brugte jeg min stemme?”, siger Jonas Sharck til Arbejderen.
Han er aktiv i Palæstina Nordjylland, der organiserer lokalt solidaritetsarbejde med Gaza og resten af Palæstina.
Han mener, at det er vigtigt at fastholde presset netop nu.
– Flere og flere begynder at gå med i demonstrationerne. Desto flere der kommer med, desto flere tør bruge deres stemme. Vi skal vise regeringen, at vi er mange, der kræver, at de gør noget. Der er brug for handling. Regeringen kan starte med at sige fra over for Israels bombardementer og folkemord. Vi kan ikke være partnere med lande, der begår krigsforbrydelser.
Han mener, at det er vigtigt, at mange bakker op om demonstrationen, så der kan blive lagt maksimalt pres på den danske regering.
– Ledere i andre lande i verden har taget klart afstand fra Israels krig mod Gaza. Det mangler den danske regering stadigvæk at gøre. Regeringen kan ikke fornægte den folkelige opbakning, der er opstået for Gaza. Uanset hvad regeringen mener om konflikten og Israels “ret til selvforsvar”, så er folkets stemme en anden, forklarer Jonas Sharck.
Han uddyber:
– Det er nu, vi skal blive ved. Vi skal fortsætte presset. Vi kan være med til at ændre historien og vise, at vi står på den rigtige side af historien. Vi skal holde moralen oppe for alle dem, der befinder sig i verdens største åbne fængsel, Gaza.
Solidaritetsnetværket Palæstina Nordjylland har siden midten af oktober organiseret 15 lokale demonstrationer og indsamlings- og kulturdage for Palæstina.
I øjeblikket arbejde netværket for at arrangere en støttekoncert for Gaza.
Ud over den store landsdækkende demonstration i København er weekenden fyldt med lokale Palæstina-arrangementer.
På lørdag bliver der afholdt demonstrationer i flere byer som Skive, støttemarked i Brabrand i Aarhus og fodboldstævne til fordel for Gaza i Esbjerg.
Demonstrationer og happenings i julen
Hen over julen og starten af det nye år har der ligeledes været demonstrationer, støttemarkeder og happenings for Gaza i København, Aarhus, Aalborg, Odense, Holstebro og flere andre byer.
På Rådhuspladsen i København stimlede aktivister sammen den 1. januar og dannede budskabet: “FREE GAZA”.
På en af de travleste julegavebyttedage greb aktivister mikrofonen i Frederiksberg Centret, og pludselig lød det ud af højtalere overalt i centeret:
“Kære shoppere! Mens vi gør klar til at indtræde i det nye år, er der et barn, der bliver dræbt i Gaza hvert tiende minut. Vi er vidner til et folkemord af det palæstinensiske folk… Vi opfordrer jer til at boykotte alle israelske varer.”
Nytårsaften blev der på Christianborg Slotsplads i København og i en række andre danske byer samt byer over hele verden afholdt mindehøjtideligheder for de civile ofre for Israels krig.
Mindehøjtidelighederne blev flere steder sluttet af med en ti sekunders nedtælling for våbenhvile inden klokken 24.00 for at gå ind i det nye år med kravet om fred.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.