En række aktivister gennemførte tirsdag middag en blokade i Aarhus. Blokaden fandt sted ved krydset mellem Ringvejen og Randersvej, en af de befærdede indfaldsveje.
Den var rettet mod dansk støtte til Israel og vendt mod folkemordet og besættelsen af Palæstina. Aktivisterne blokerede krydset med bannere og sad på vejen omkring en times tid, inden de blev flyttet af politiet. Målet med blokaden var at gøre det for dyrt at støtte et folkemord.

Foto: privat
– Vi sad lige uden for Aarhus Universitet med blokaden. For det første har universitetet et samarbejde med Terma. For det andet er Randersvej en tæt befærdet vej, og vi håber at have stoppet lastbiler, der enten kører for Mærsk eller Terma. Og vi gennemførte vores aktion et sted, der var meget visuelt, så mange flere så vores aktion, også inde fra universitetet, fortæller pressetalsperson Andrea Mark Jepsen til Arbejderen.
Terma har sit hovedsæde uden for Aarhus og er mest kendt for sin afgørende rolle i at producere en række dele til USA’s kampfly F-35, som også bruges af den israelske besættelsesmagt i deres bombardementer af Gaza. Så sent som i august måned fik Israel nye forsyninger fra Terma, fremgår det af en rapport fra mediet Danwatch.
Artiklen fortsætter ..
Læs også
Mærsk er et af flere danske rederier, der sejler våben og våbendele til Israel. Den trafik sker via USA, også selvom virksomheden officielt benægter våbentransporterne. Mærsk benytter i stor stil containerhavnen, som også drives af Mærsk gennem APM Terminals. I september gennemførte andre aktivister en lignende blokade mod containerhavnen.
– Målet med blokaden i dag var også at lægge pres på Aarhus Universitet. De har et tæt samarbejde med Terma, hvor studerende kan have praktik og udarbejde målrettede opgaver for våbenfabrikken. Der spiller havnen ikke så stor en rolle, uddyber Andrea Mark Jepsen. Hun er selv studerende på Aarhus Universitet.

Foto: privat
– Mange flere så aktionen. Vi oplevede også, at politiet ikke var så hårdhændede mod de aktivister, der blokerede vejen. Ingen aktivister blev slæbt hen ad jorden. Det var meget voldsomt, da et stort antal blev slæbt mange meter ad asfalten i september, forklarer Andrea Mark Jepsen.
Ifølge lokale medier i Aarhus blev i alt 26 aktivister ført væk af politiet, og af dem blev tre anholdt. De mange aktivister havde forberedt sig på denne mulighed og havde på forhånd lagt planer for at støtte og byde de anholdte velkommen, når de kom ud af arresten.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


