I dag til morgen har aktivister fra Extinction Rebellion blokeret for de lastbiler, der transporterer jord til anlæg af den kunstige halvø Lynetteholm i Øresund ud for København.
– 2.424.242 lastbillæs med hver 33 tons jord skal i løbet af de næste 30 år fragte 80 millioner tons jord til Lynetteholm. Det er over 200 læs om dagen, forklarer Signe Vad, der er talsperson og presseansvarlig i Extinction Rebellion.
- En kunstig halvø på 2,8 kvadratkilometer der skal anlægges i Øresund ud for København.
- Skal stå færdig i år 2070.
- Skal huse en hel bydel med tusindvis af boliger til 35.000 beboere og erhvervsbygninger til 35.000 arbejdspladser.
- Skal forbindes med en havnetunnel og metro.
- Den kunstige halvø blev præsenteret i efteråret 2018 af daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og daværende overborgmester i København Frank Jensen (S) efter hemmeligholdte forhandlinger mellem de to.
- Den 4. juni 2021 blev loven om anlæg af Lynetteholm vedtaget af Socialdemokratiet, SF, Radikale, Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance.
- Prisen for Lynetteholm – og de mange afledte investeringer – ventes at løbe op i 80 milliarder kroner eller mere.
– Vi blokerer dette vanvid. I dag torsdag den 15. august forhindrer vi igen lastbiler i at køre til og fra byggepladsen. Vi stiller os som bekymrede borgere i vejen for et byggeprojekt, som for længst skulle have været skrinlagt, tilføjer hun.
Bekymring for havmiljø og klima
Extinction Rebellion er bekymrede for konsekvenserne for havmiljøet i Øresund og for den CO2-udledning, der er en konsekvens af det gigantiske anlægsprojekt.
– Planen er at bruge forurenet jord som fundament, hvilket vil ødelægge livet i hele Øresund og Køge Bugt. Med anlægsloven i hånden etablerer man Danmarks største jorddepot Lynetteholm med fare for udsivning af miljøfarlige stoffer direkte ud til eksisterende blandingszoner. Dette uden at der foretages nogen sikring af, at det allerede belastede overfladevand derved forringes yderligere, siger Signe Vad og fortsætter:
– Desuden vil projektet udlede unødvendige mængder CO2. Verden står i en altomfattende klimakrise, og derfor er det vigtigt, at vi bruger vores ressourcer varsomt og beskytter den natur, vi har tilbage.
Det lykkedes i et stykke tid for aktivisterne fra Extinction Rebellion at blokere nogle af de mange lastbiler, der transporterer jord til Lynetteholm.
– Men så mødte politiet ret talstærkt frem. Der kom fire politibiler med omkring 12 betjente, som fjernede folk fra vejen. Lidt senere blev blokaden reetableret. Nu er fire mennesker sigtet efter færdselsloven samt ordensbekendtgørelsen og kørt væk til Bellahøj Politistation. Seks andre er sigtet for det samme uden at blive frihedsberøvet, siger Ida Dalsgaard Nicolaisen, talsperson for Extinction Rebellion og med ved blokaden.
– Modstanden mod Lynetteholm er nødt til at vokse. På alle mulige måder har modstanderne af projektet forsøgt at stoppe det. Der har været retssag, demonstrationer og er blevet argumenteret på mange forskellige måder. Nu, hvor de er i gang med anlæg af Lynetteholm, er der brug for, at vi stiller os i vejen gennem brug af fredelig civil ulydighed, tilføjer hun.
Extinction Rebellion har tidligere i år gennemført flere blokader af jordtransporterne til Lynetteholm.
I april var der en række blokader i løbet af en uge, og i juli stod Extinction Rebellion sammen med performancegruppen Becoming Species for et arrangement, hvor punkbandet Octopussy Riot spillede protestkoncert inde på Lynetteholms jordmodtageanlæg.
Beslutning uden offentlig debat
Planen er, at Lynetteholm skal huse 35.000 beboere og 35.000 arbejdspladser med tilhørende motorvej og metro.
Ideen om at bygge en kunstig halvø i Øresund blev præsenteret den 5. oktober 2018 af daværende overborgmester i København Frank Jensen og daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen på et pressemøde.
Hverken Borgerrepræsentationen, Folketinget eller befolkningen havde inden da diskuteret det gigantiske anlægsprojekt, der på pressemødet blev præsenteret som en kendsgerning.
Det viste sig senere, at aftalen om Lynetteholm var kædet sammen med en beslutning om, at et flertal i Folketinget skulle affrede Lærkesletten på Amager Fælled og Stejlepladsen i Sydhavnen, så Frank Jensen kunne få sine ønskede byggerier på de to naturområder.
Efterfølgende gjorde Frank Jensen det i efteråret 2020 til en betingelse for at være med i budgetaftalen for Københavns Kommune i 2021, at partierne bakkede op om byggeriet af Lynetteholm.
Protesterne mod projektet har været omfattende. Foreningen Byen for Borgerne – Stop Lynetteholm har stået bag mange demonstrationer samt andre protester, og Klimabevægelsen har rejst retssag om Lynetteholm.
Dertil kommer protester fra eksperter, politikere i kommunerne langs Køge Bugt, svenske myndigheder og miljøfolk samt andre.
Det er lykkedes at forsinke projektet og ændre reglerne for dumpning af slam i Køge Bugt, men anlægget af Lynetteholm fortsætter.
Læs også
Domstol afviser at stoppe Lynetteholm-byggeri, mens retssag kører
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.