Stemningen var beslutsom og kravene markante i den lune sommeraften fredag den 1. august.
Flere hundrede deltog i en akut demonstration foran den egyptiske ambassade på Østerbro i København. Bryd den israelske blokade af nødhjælp til palæstinenserne i Gaza. Eskorter nødhjælp ind. Tag ansvar, og stop hungerblokaken, lød det.
Egypten har som det eneste andet land end besættelsesmagten Israel en grænse op til Gaza. Tusindvis af lastbiler holder opmarcheret med nødhjælp til at dække behovet i Gaza i månedsvis. Samtidigt melder FN og en række nødhjælpsorganisationer, at en halv million mennesker i Gaza er umiddelbart truet af den israelsk skabte hungersnød.
Der kom ikke noget svar fra den egyptiske ambassade den fredag aften. Men en stor del af de fremmødte blev enige om at fortsætte. I små grupper sivede de til Hellerup og den israelske ambassade. Her gennemførte de en sit-in-protest, med kampråb og krav om at stoppe folkedrabet, på fortovet direkte overfor ambassaden.
Både den akutte demonstration og sit-in-aktionen forløb fredeligt. Sidst aktivister forsøgte en lignende sit-in, den 7. april i år, svarede politiet med vold. Men denne fredag i august lykkedes det for de omkring 150 forsamlede at gennemføre aktionen uden at blive angrebet.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.