Reportage
Torsdag eftermiddag er henved et halvt hundrede mødt frem til en demonstration, der udgår fra Christiansborg Slotsplads. Jeg kender en del af dem fra tidligere fra både klima- og Palæstina-aktioner.
I dag samles aktivisterne i solidaritet med de tusindvis af palæstinensiske fanger, der sidder fængslet i Israel uden retfærdig rettergang.
Med aktionen i dag er der tale om et udstyrsstykke, og de fleste demonstranter får en orange kedeldragt, en sort sæk over hovedet og bliver lænket sammen. De minder mig om de fanger, vi har set i USA’s Guantánamo-fangelejr.
Mens de sidst ankomne tager orange kedeldragter på, falder jeg i snak med en af dem, der er ved at trække i kostumet. Jeg genkender ham fra demonstrationer for Palæstina, hvor jeg har set ham gå med Jøder for Retfærdig Fred af 5784.
Solidaritet
Personen forklarer mig, at han har rødder i Israel. Født i en kibbutz, der blev bygget på ruinerne af en palæstinensisk landsby. Derfor oplever han et personligt ansvar for at protestere mod diskrimineringen af palæstinenserne – mod at den jødiske identitet bruges til at begå folkedrab.
Men han bekymrer sig også om den fremmedfjendskhed, han ser i Danmark. Det er, som om vi har fået et mentalt geografisk skel mellem “os i Danmark” og “de andre”. Vi skaber et billede af nogle, der er bag et hegn, en grænse eller et hav. Det gør, at vi ikke behøver at bekymre os om dem. Det er også dét mentale geografiske skel, aktivisten vil protestere mod. Det er med til, at han er mødt op i dag.
Silent Statement
Nu skal demonstranterne øve, hvordan de går i formation, og min samtale med den orangeklædte fange må slutte. Må jeg få dit navn, spørger jeg? Jonathan Ofir, svarer han.
Demonstrationen går et par gange rundt på slotspladsen. Forrest fangevogterne, der bærer ansigtsmasker med fotos af nogle af de politikere og meningsdannere, der støtter Israel. På deres habitter er der logoer for firmaer, der profiterer på folkedrabet.
Silent Statement (Tavs Erklæring, red.), kalder arrangørerne demonstrationen. Helt stille går det dog ikke for sig. Bagerst i demonstrationen kører nemlig en udsmykket ladcykel med store højttalere. De spiller skiftevis Martin Luther Kings I have a Dream-tale og protestsange.
Billedet af Danmark
Turen går gennem Strøget. Her er demonstrationen med til at tegne et billede af et Danmark, der på den ene side viser Illums varme julebelysning og den anden side tiggeren, henvist til gadens kolde sten.
Billedet af Danmark rummer også røde hjerter på guirlander hen over gaden. Hjerter, der skal symbolisere kærlighed, men som Martin Luther Kings drøm – der lyder fra demonstrationens højtalere – er vanskelig at nå. Nede på jorden under hjerterne går demonstrationen og symboliserer de 9000 fanger, som det vestlige hjerteløse koloniseringsprojekt for tiden holder indespærret i israelske fængsler.
Det er måske det mentale geografiske skel – som Jonathan Ofir fortalte mig om oppe ved Christiansborg – der gør, at vi lever med de modsætninger, der er i det billede af Danmark, som demonstrationen er med til at fremkalde på Strøget?
Mellem Mærsk og Frihedsmuseet
Demonstrationen fortsætter forbi julemarkedet på Kongens Nytorv og ender foran Frihedsmuseet, hvor der slås et sving hen foran Mærsks hovedkvarter.
Her mellem Frihedsmuseet og Mærsk sidder nu de orangeklædte fanger. De er uden rettigheder og kan – som fangerne i de israelske fængsler – behandles af fangevogterne efter forgodtbefindende.
Foto: Henning Husum
Der går ikke længe, før en (ægte) vagt fra Frihedsmuseet dukker op. Efter lidt forhandling med vagten beslutter demonstrationen, at de – modsat de 9000 palæstinensiske fanger – kan tage fangedragterne af, sige tak til hinanden for en god manifestation og gå hver til sit.
Tanker bag demonstrationen
På vejen tilbage til Christiansborg veksler jeg et par ord med Pia Bovin, der har været med til at organisere demonstrationen. Hun ser med bekymring på, hvordan der slås ned på solidariteten med palæstinensere. Samtidig accepterer man folkedrabet. Bag det ser hun en zionistisk tankegang, der baserer sig på ideer om, at “vi” står over “jer”, “vi” er klogere end “jer”, “vi” er smukkere end “jer”, “vi” er dygtigere end “jer”. Derfor har “vi” mere ret til liv, end “I” har.
Den samme tankegang ser hun afspejle sig i den hadefulde måde, indvandrere i Danmark omtales på. Mens novembermørket sænker sig i småregnen og trafiklarmen, refererer hun med en forbløffende præcision de procenttal for religiøst baseret had, der fremgår af Trygfondens rapport fra marts 2025. Her er 92 procent af hadet rettet mod muslimer, mens 6 procent retter sig mod jøder. Det taler stik imod politikernes påstand om, at antisemitismen er meget udbredt i Danmark, forklarer hun.
Ingen har rørt noget
Nu er vi næsten tilbage ved demonstrationens udgangspunkt på Christiansborg Slotsplads, og Pia Bovin bliver grebet af en lavpraktisk bekymring, om hendes kasser med udstyr, som demonstrationen måtte lade bag sig, stadig er på slotspladsen. Nej, hvor godt, udbryder hun lettet, da hun kan se kasserne. Alt er, som det blev efterladt.
Det samme gælder også, hvad der er foregået indenfor på Christiansborg. Her brugte Folketinget dagen til at vedtage flere stramninger over for udlændinge efter en forudgående debat mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet om, hvem der fortjente æren for stramningerne.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
