Mandag var der demonstration foran Aarhus Rådhus i protest mod en spareplan på over 200 millioner kroner. Over 1000 var mødt frem for at vise deres vrede over de omfattende nedskæringer, der rammer børn, unge, socialt udsatte, mennesker med handicap, ældreplejen, kulturen og andre områder.
Spareplanen har netop været i høring, hvor der er kommet over 4000 kritiske høringssvar mod de mange spareforslag.
Demonstrationen i går var arrangeret af et nyt initiativ, “Pas på Aarhus”, der på kort tid har fået stor opbakning fra mange aarhusianere, fagforeninger og andre organisationer.
– Vi står her, fordi det er alvorligt. Det er kernevelfærden og kerneværdierne, der er truede. Vi er berørte, og vi er oprørte. Sparekatalogerne er ærlig talt grufulde. De virker blottede for indsigt i og respekt for det, der giver glæde og livsmod. Alt der understøtter dannelsen – alt det, der hører med til at være menneske, er sat i spil. Vi skal ikke bare overleve – vi skal leve, slog Mette Bach Larsen fra “Pas på Aarhus” fast i sin velkomst til demonstranterne.
– Vi håber, at politikerne finder en anden vej at gå ud ad – for vi vil ikke følges med dem, hvis de går den vej – vi går simpelthen ikke med ned ad den sti, erklærede hun.
Initiativet “Pas på Aarhus” er taget af en gruppe enkeltpersoner, som mener, at der er behov for handling og samling.
– Med demonstrationen mandag ville vi give en stemme til de mere end 4000 mennesker, der har skrevet høringssvar. Spareplanen berører alle områder af byen. Vi vil vise, at byen står sammen om at sikre en anden retning, siger Lone Norlander Smith, der ligesom Mette Bach Larsen er blandt initiativtagerne til “Pas på Aarhus”.
Lone Norlander Smith er socialpædagog og med i bestyrelsen i Aarhus Forældreorganisation.
Politikerne bag budgetaftalen forklarer, at de for at kunne investere i kernevelfærden og skåne den for nedskæringer er nødt til at spare de over 200 millioner kroner. Det argument betegner Lone Norlander Smith som politisk spin.
Livsindhold bliver sparet væk
Nedskæringerne i spareplanen rammer alle områder i kommunen. På den meget lange liste over nedskæringer står blandt andet: Flere elever i hver enkelt specialklasse, forhøjet forældrebetaling i SFO, nedskæring på handicaphjælperordning, forringelser i botilbud og bostøtte til unge, lukning af væresteder for psykisk og socialt udsatte, reduktion af oplevelsesmedarbejdere på plejehjemmene, færre uddannede i SFO’er og klubber, forringelse af dagtilbud på handicapområdet og kørselsordninger samt lukning af to biblioteker.
Alt der understøtter dannelsen – alt det, der hører med til at være menneske, er sat i spil. Vi skal ikke bare overleve – vi skal leve.
Mette Bach Larsen fra “Pas på Aarhus”
– Politikerne siger, at de ikke skærer i kernevelfærden, der ses som de mest basale ting i velfærden, som for eksempel at beboerne på et plejehjem kommer op af sengen, bliver vasket og får mad. Men vi siger, at de med spareplanen skærer dybt i kerneværdierne. Kerneværdierne er alt det, som skaber livskvalitet og indhold i menneskers liv. For eksempel er der planer om at skære halvdelen af oplevelsesmedarbejderne på plejehjemmene væk. Deres opgave er at arrangere koncerter, udflugter og andre oplevelser for beboerne, så livet er andet end at sidde i en stol, forklarer Lone Norlander Smith.
Hun oplever, at det går som en rød tråd gennem sparekatalogets mange sider, at der skæres dybt i de tilbud, der sikrer livskvalitet, ikke mindst for mennesker med forskellige udfordringer.
– For eksempel skal der spares på Opgang 2, der er et helt unikt tilbud, hvor en række ildsjæle gennem omkring 30 år har lavet fantastisk teater sammen med sårbare unge. Tilskud til Musikskolen, der blandt andet giver livsgivende livsindhold til meget sårbare mennesker med autisme, forsvinder også, siger Lone Norlander Smith.
– Jeg er især bekymret for, at sårbare familier får det sværere på grund af de her nedskæringer, tilføjer hun.
Kun en politiker står uden for budgetaftalen
Bag aftalen om budget 2023 i Aarhus står alle medlemmer af byrådet på nær et enkelt af Enhedslistens tre byrådsmedlemmer. 30 ud af 31 politikere har skrevet under på budgetaftalen, som slår fast, at der skal findes nedskæringer for godt 200 millioner kroner i 2023, men som ikke præciserer, hvor nedskæringerne skal gennemføres.
Budgettet blev vedtaget den 12. oktober. Efterfølgende har de forskellige magistratsafdelinger fundet forslag til nedskæringer på hver deres område. Alle disse forslag er nu samlet i sparekataloget, der har været i offentlig høring frem til den 24. november. Det er her, at der er kommet over 4000 høringssvar fra institutioner, foreninger og enkeltpersoner.
Nu skal politikerne gennemgå høringssvarene og tage stilling til, om der skal ske ændringer i spareplanen. Men ændringer kræver, at alle de 30 politikere bag budgetaftalen er enige og samtidig peger på alternative nedskæringer.
Budgetparterne skulle have holdt møde om spareplanen mandag, men mødet er udskudt til den 15. december, fordi borgmester Jacob Bundsgaard har fået corona.
To af Enhedslistens byrådspolitikere har valgt at være med i budgetaftalen, mens Solveig Munk har fulgt beslutningen i bestyrelsen for Enhedslisten Aarhus om ikke at støtte budgetaftalen.
– Politikerne bag budgetaftalen siger, at der så vidt muligt ikke skal spares på kernevelfærd. Men de kommer til at spare på kerneydelser i stor stil, særligt på børn- og ungeområdet, siger Solveig Munk, der altså er den eneste politiker i byrådet, som står uden for budgetaftalen.
Hun peger blandt andet på, at der er planer om at lukke Hasle Bibliotek, der er en vigtig del af det boligsociale arbejde i et udsat boligområde. Biblioteket tilbyder blandt andet lektiehjælp.
FO-klubberne, der er særlige ungdomsklubber startet af frivillige, står også til at miste deres tilskud og må lukke. Det samme gælder flere skovbørnehaver og Natursamarbejdet i Brabrand.
– Mange af de initiativer, der nu skal lukke, laver en forebyggende indsats mod kulturel og social isolering. Det hænger ikke sammen, konstaterer Solveig Munk.
Blandt andet på grund af de omfattende nedskæringer mener hun, at der er tale om en uansvarlig budgetaftale.
Hun peger også på, at de aktuelt meget store prisstigninger ikke er indregnet i budgettet for 2023.
– Der vil komme yderligere nedskæringer. Det kommende regnskab vil vise et stort underskud på socialområdet i 2022, fordi området har været underfinansieret. De penge skal jo også findes. Blandt andet af de årsager er der tale om et uansvarligt budget. Det sikrer ikke indtægter nok til at dække udgifterne.
Enhedslisten har foreslået en skattestigning for at sikre flere indtægter eller alternativt at tage de 300 millioner kroner, der er sat af til Marselistunnelen, som staten nu er gået ind i at finansiere.
Protester fortsætter
Solveig Munk arbejder nu på at få arrangeret et borgermøde om spareplanen. Hun ser det som helt afgørende, at modstanden mod nedskæringer fortsætter efter mandagens demonstration.
Det samme mener initiativet “Pas på Aarhus”.
– Vi stopper ikke her. Det er en succes, at så mange bakker op om at sikre en anden retning for byen. Vi fortsætter, siger Lone Normander Smith.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.