16. februar 1945 tidligt om morgenen: 19-årige Ejler Borch står godt nervøs i en opgang i Vanløse 100 meter fra hovedindgangen til tyskernes benzindepot Tankstelle. Han er en af de vagter, der skal sikre, at den planlagte sabotageaktion mod benzindepotet kan gennemføres.
16. februar 2025 klokken 11: Der, hvor Tankstelle engang lå, er der i dag en boghandel Bog & Ide. Her er den nu 99-årige Ejler Borch mødt frem for at fortælle om den dramatiske begivenhed for 80 år siden. Samtidig er der mulighed for at købe bogen Den sidste sabotør, hvor Ejler Borch fortæller om sin tid i BOPA fra august 1944 til maj 1945.
Boghandlen er meget godt besøgt denne søndag formiddag. Op mod 100 er mødt frem til den historiske begivenhed, det er at møde den sidste BOPA-sabotør. Alle de andre er døde.
Fortæller efter næsten 80 års tavshed
Indtil 2021 havde Ejler Borch ikke fortalt noget om sin tid i modstandsbevægelsen. Men på det tidspunkt får journalist Anders Hauch Fenger kontakt til Ejler Borch og bliver inviteret på besøg i hans hjem i Hundested. For første gang fortæller Ejler Borch om tiden i BOPA. Det blev siden til bogen Den sidste sabotør, der udkom i slutningen af 2024 med Anders Hauch Fenger som forfatter.
Bogens forfatter er også med denne dag.
Jeg var tosset over, at tyskerne havde besat Danmark. Det var vores land. Jeg var ikke rigtigt interesseret i politik. Jeg synes bare, at jeg gerne ville være med, og det fik jeg lov til i august 1944.
Ejler Borch, tidligere modstandsmand
– Det var lige her under butikkens gulvbrædder, at den ene af de to kæmpestore tanke på hver 25 meter var placeret. De var fyldt med benzin, der var meget vigtig for den tyske besættelsesmagt. Klokken 7.15 den 16. februar 1945 var stedet omringet af Ejler Borch og 49 andre modstandsfolk, fortæller Anders Hauch Fenger.
– Hvad var din rolle i aktionen, spørger han Ejler Borch som indledningen på et interview om begivenhederne dengang.

– Jeg skulle sammen med andre beskytte dem, der lavede aktionen inde på Tankstelle. Vi skulle sikre, at de ikke blev forstyrret af nogle udefra, så de kunne komme til at sprænge benzintankene. Så snart det sagde “bom”, skulle vi forsvinde, forklarer den gamle modstandsmand.
– Vi stod tre mand samme sted. Jeg og en anden nybegynder samt en lidt mere erfaren. Jeg var sgu lidt bange og blev lidt våd i bukserne, tilføjer han.
Vagterne havde maskinpistoler med besked om at skyde, hvis der kom tyskere eller andre som ville forhindre sabotageaktionen.
Ejler Borch havde før august 1944 aldrig haft et skydevåben i hænderne. Men som ny i BOPA kom han til skydetræning ude i Ejby Mose.
– Vi var tre-fire der mødte frem ude i mosen. Vi lærte at skille pistoler og maskinpistoler og at skyde med dem. Bagefter kørte vi hjem igen på vores cykler, husker Ejler Borch.

Det bliver ikke nødvendigt for Ejler Borch at bruge sit skydevåben den 16. februar 1945. Men inde på Tankstelle er der et voldsom beskyderi. De tyske vagter gør indædt modstand. Det ender med at blive den længste og mest omfattende ildkamp under besættelsen. Aktionen varer i 15 minutter og 16 vagter bliver skudt.
– Lille Sven fra BOPA, der havde planlagt aktionen, bliver desværre skudt af de tyske vagter, forklarer Ejler Borch.
Så selvom hundredtusindvis liter dyrebar benzinen fordamper og hænger som en gullig sky over Vanløse, er der sorg blandt BOPA-folkene efter aktionen. Lille Sven, en lærling på 21 år og samtidig en erfaren sabotør, har betalt den højeste pris i sin kamp mod besættelsesmagten.
Alle i BOPA havde dæknavne. Ejler Borch hed Thor, fordi han boede i en sidsegade til Thorasvej i Københavns Nordvestkvater.
– Vi vidste overhovedet ikke noget om de andre. Vi kendte kun dæknavnene på de fem til seks stykker vi var i gruppe med. Så kunne vi ikke angive de andre, hvis vi blev taget, siger Ejler Borch.
Aktionen mod Always
Godt en måned efter aktionen mod Tankstelle er Ejler Borch vagt ved endnu en stor sabotageaktion. Denne gang mod fabrikken Always, der producerer dele til tyske ubåde.
– Selvfølgelig var jeg nervøs, men nu havde jeg jo prøvet det et par gange. Vi var tre mand, der stod vagt sammen, der var stadig en erfaren med, som vi andre støttede os til. Fabrikken blev jævnet med jorden. Bygningen var et gammelt nonnekloster med en meget svær port, hvor vi måtte bruge temmelig meget sprængstof for at kunne komme ind på fabrikken. Der var ikke mange hele ruder tilbage i området efter aktionen, oplyser Ejler Borch med et skævt smil.

Hvad fik dig til at gå med i modstandsbevægelsen med livet som indsats?
– Jeg var tosset over, at tyskerne havde besat Danmark. Det var vores land. Jeg var ikke rigtigt interesseret i politik. Jeg synes bare, at jeg gerne ville være med, og det fik jeg lov til i august 1944. Det har jeg aldrig fortrudt, og jeg er glad for alle de dejlige venner fra BOPA, som jeg fik efter krigen. Desværre er de allesammen væk nu, siger Ejler Borch.
– Det var med livet som indsats, at du var med i modstandsbevægelsen. Var det det værd?
– Det var hvert et øjeblik værd. Jeg er glad for, at jeg fik lov til at være med.
Fanbrev fra 13-årig
En af dem, der er glad for, at Ejler Borch efter alle de år er begyndt at fortælle om sine oplevelser, er 15-årige Jonathan Halvarsson, der tilbage i 2022 skrev et brev til Ejler Borch og takkede for hans indsats i BOPA.
“Jeg er en del af den sidste generation, der har muligheden for at komme i kontakt med en nulevende frihedskæmper, så nu tager jeg chancen for at udtrykke min respekt for det, du gjorde. For du er en ægte helt, og jeg er dig evigt taknemmelig for din indsats i BOPA”, står der blandt andet i brevet, der gjorde et dybt indtryk på Ejler Borch.
– Det var helt vildt at få det fantastiske brev. Jeg troede ikke, at unge mennesker var interesserede i, hvad der skete under krigen. Det betyder meget, at de unge, der er fremtiden, ved, hvad der skete dengang, siger Ejler Borch.
Han inviterede Jonathan og hans forældre på besøg og siden har de to talt sammen flere gange. Jonathan er også omtalt i bogen Den sidste sabotør, og han er med til arrangementet i dag i boghandlen.

– Jeg er super overvældet over interessen for bogen. Jeg havde ikke regnet med at det blev til så meget. I starten var jeg i tvivl om, det var en god ide, at jeg er med i bogen. Jeg har jo ikke selv gjort en indsats. Men det har været en fornøjelse at være med. Min mormor er meget begejstret for det, siger Jonathan Halvarsson til Arbejderen.
Han har i årevis været dybt interesseret i den danske modstandsbevægelse og er meget kritisk over den måde, emnet bliver behandlet på i folkeskolen.
– Vores lærer fortalte hvor god samarbejdspolitikken var, at det var den, der fik Danmark helskindet gennem krigen, mens modstandskampen ikke rigtig førte noget med sig.
Du kan læse meget mere om Ejler Borch, Jonathan og modstandsbevægelsen i Den sidste sabotør. Indtil videre er der solgt omkring 1400 eksemplarer af bogen og forlaget oplyser, at de forventer at trykke et tredje oplag i løbet af foråret.
Du kan møde både Ejler Borch og Anders Hauch Fenger ved et arrangement i Frederiksværk den 26. februar.
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.