Kampdag med masser af sol, solidaritet og socialisme
Denne artikel er en ud af tre artikler, som er skrevet i forbindelse med 80-året for sejren over fascismen af den britiske avis Morning Star. Oversat fra engelsk af Arbejderen.
Ingen steder var forandringen i det krigsramte Storbritannien mere dramatisk end i kvindernes rolle. Fra fabriksgulvene til frontlinjerne nedbrød de barrierer og omskrev samfundets regler.
Hundredtusinder påtog sig roller, der var utænkelige et årti tidligere – frivillige i civilforsvaret, officerer i luftværnet, brandmænd i det frivillige brandvæsen og rekrutter i det lokale forsvar.
Women’s Land Army med 80.000 kvinder blev livlinen for en nation under belejring og arbejdede på markerne for at afværge sult, mens ubåde blokerede fødevareimporten. Uden dem ville Storbritannien have vaklet.
Selvom britiske kvinder ikke fik lov til at tjene som frontsoldater under Anden Verdenskrig, spillede de en vigtig rolle i luftforsvaret, hvilket udviskede de traditionelle fronter. Auxiliary Territorial Service (ATS) tildelte kvinder til blandede luftværnsbatterier fra 1941 og frem. Selvom de ikke måtte affyre våben (en regel, der senere blev lempet), betjente de afstandsmålere, projektører og radarsystemer til præcist at lokalisere Luftwaffes bombefly.
Sygeplejersker var ikke ‘engle’ – de var arbejdere, udbyttede og udmattede. Vi organiserede os i fagforeninger for at kræve værdighed.
Dora Russell, britisk sygeplejerske
I 1943 var næsten 90 procent af de ugifte kvinder og 80 procent af de gifte kvinder ansat i fabrikker, på gårde eller i de væbnede styrker. De betjente signalnetværk, styrede logistikken og infiltrerede endda fjendens linjer som spioner.
BBC hyldede senere Nancy Wake, den frygtløse SOE-agent, der var kendt af Gestapo som “den hvide mus” og ledte 7000 franske modstandskæmpere i 1944. Hun blev dekoreret med George Medal, Croix de Guerre (tre gange) og Æreslegionen og var indbegrebet af de modige kvinder, der kæmpede bag fronten.
Fabrikker, feminisme og modstand
I værksteder og skibsværfter beviste kvinder, at de kunne mestre ethvert håndværk.
I 1944 blev 85 procent af de kvindelige ingeniørarbejdere klassificeret som faglærte eller delvist faglærte – en markant udvikling.
Kommunister pressede fagforeningerne til at optage kvinder med store gennembrud i TGWU og ingeniørforeningen ASE, mens en ny generation af kvindelige aktivister fra arbejderklassen pustede nyt liv i arbejderbevægelsen.
De kørte sporvogne, betjente drejebænke, byggede kampvogne og krævede ligeløn og sikrere arbejdsforhold. Der opstod børnehaver og kantiner på arbejdspladserne, og fagforeningerne tog endelig fat på kvindernes behov.
Muriel Coult og Dora Russell var erfarne og engagerede kommunistiske sygeplejersker. Russell spillede en central rolle i organiseringen af sygeplejersker og kampen for bedre arbejdsforhold i 1930’erne og 1940’erne. Hun gik videre og dannede Association of Nurses (Sygeplejerskeforeningen).
Hun skrev: “Sygeplejersker var ikke ‘engle’ – de var arbejdere, udbyttede og udmattede. Vi organiserede os i fagforeninger for at kræve værdighed.”
Forløber til det offentlige sundhedssystem
Thora Silverthorne, en anden førende kommunistisk sygeplejerske, dannede National Nurses Association i 1937 og er som en stærk offentlig fortaler for statsfinansieret sundhedspleje anerkendt som en af grundlæggerne af det britiske sundhedsvæsen, NHS.
Women’s Voluntary Service (WVS) var et eksempel på denne ånd. Ubetalte, men ukuelige, drev de herberger, gav mad til bombede hjemløse og koordinerede endda logistikken på D-dag. Andre overtog ansvaret for ministerier og beviste, at lederskab ikke var forbeholdt mænd eller havde grænser.
Dette var ikke en midlertidig ændring. Krigen tvang samfundet til at konfrontere sine fordomme – og kvinderne så sig aldrig tilbage.
Deres kamp sluttede ikke i 1945; den lagde grundstenen til de feministiske kampe, der skulle komme. Joan Quennell, WLA-veteran (citeret i BBC’s People’s War, 2005) “Land Army dyrkede ikke bare afgrøder – den dyrkede en ny type kvinder.”
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
