Istedgade overgiver sig aldrig
Denne artikel er en ud af tre artikler, som er skrevet i forbindelse med 80-året for sejren over fascismen af den britiske avis Morning Star. Oversat fra engelsk af Arbejderen.
I januar 1942 var håbet ved at blusse op. Sovjetunionens sejr i Stalingrad og Montgomerys sejr i El Alamein markerede vendepunktet. Hitlers nederlag var nu muligt.
Modstanden i det besatte Europa, de tre stormagters enhed og arbejderklassens mobilisering i hjemlandet viste sig at være afgørende. Kampagnen, der tvang Winston Churchill til at åbne en ny front i 1944, kombineret med den sovjetiske hærs ustoppelige fremrykning, beseglede fascismens skæbne.
The Daily Workers kamp for sandheden
I 1945 fortalte The Daily Worker – forgængeren til dagens Morning Star – modigt sine 100.000 læsere, at sejren var på vej. Men arbejderavisen stod over for sin egen kamp.
Papirforsyningsloven fra 1939 reducerede avisens papirtildeling til 60 procent af førkrigsniveauet og senere til kun 25 procent. The Daily Worker kæmpede imod og reducerede oplaget til et fire-siders bredformat, men hver udgave havde samme slagkraft som de allierede hære, der nærmede sig Berlin.
I marts rapporterede avisen om Sovjetunionens fremrykning i Schlesien og Pattons kampvogne, der brød igennem Siegfried-linjen. Hjemme krævede Kommunistpartiet en efterkrigsregering ledet af Labour og progressive kræfter – inklusive kommunisterne. Labours kongres afviste kravet.
Vi har vundet den største sejr nogensinde… Lad den socialistiske propaganda lyde vidt og bredt, så vi også i vores tid kan realisere socialismen og opbygge det nye samfund, som så mange unge mænd har drømt om, mens de frygtløst så døden i øjnene.
Harry Pollitt, britisk kommunist
I mellemtiden forbød BBC en udsendelse, der forklarede socialismen. Churchill nægtede at ophæve den forhadte Lov om Arbejdskonflikter fra 1927, der var født ud af den knuste minearbejderstrejke. Et andet forbud fulgte – der blokerede Dr. Monica Feltons foredrag om “hvad er socialisme og kommunisme” – og The Daily Worker blev forbudt at trykke udskriften af foredraget.
Klassekampen blev intensiveret. Begge sider vidste, at krigens afslutning ville udløse en kamp om Storbritanniens sjæl.
Boliger, overskrifter og en kamp for fremgang/vækst?
Da regeringens boligplaner efter krigen blev skåret ned – The Daily Worker krævede 1,25 millioner boliger, regeringen tilbød en tredjedel – lancerede avisen en indsamling til sit eget nye hovedkvarter i Fleet Street.
Den 24. marts bragte avisen nyheden: De allierede tropper var blevet fløjet ind i Arnhem med det formål at erobre Remagen-broen. Selvom fremstødet mislykkedes, fulgte angreb på Frankfurt, Bonn og Düsseldorf. Rhinen var faldet – og med den Tysklands sidste håb.
The Daily Worker afslørede dristige planer: Moderne rotationspresser, 24-timers nyhedsformidling og et mål om 500.000 læsere. Men papirrationering kvalt ambitionerne og begrænsede det oprindelige oplag.
Befrielsen og de afslørede rædsler
Foråret bragte befrielsen – tusinder af britiske krigsfanger blev befriet af sovjetterne og vendte hjem, Danzig blev stormet, Wien var belejret. Journalistforbundet NUJ kæmpede for at få ophævet forbuddet mod Daily Workers udenlandske korrespondenter.
Nazistiske krigsforbrydere blev arresteret. I Kiev blev der planlagt et monument for 34.000 jøder, der blev massakreret på 36 timer – en del af de 180.000 døde på stedet, herunder sovjetiske krigsfanger og romaer.
Den 1. maj erobrede amerikanske tropper Dachau. Det franske kommunistparti fik 25 procent af stemmerne ved lokalvalget. I London boykottede partiet Labour 1. maj, fordi arrangøren, sekretæren for den lokale faglige sammenslutning, London Trades Council, Joe Jacobs, var kommunist.
Hitler var død – han begik selvmord den 30. april. Berlin faldt gade for gade. Den 3. maj overgav Italien og det vestlige Østrig sig.
Den 4. maj drev Montgomerys 6. luftbårne division og Rokossovskijs tankbrigader fascisterne ud af Hamborg. The Daily Worker advarede om et hurtigt valg fra de konservative og bemærkede Churchills mystiske fravær i Underhuset.
Den 7. maj rejste Prag sig i oprør. Overskriften lød: “Det kan være forbi om få timer – Churchill vil sende nyheden fra de tre store.” Der blev ikke indgået separate fredsaftaler – alle de allierede skulle kapitulere på samme tid.
Europas befrielsesdag blev fastsat til den 8. maj.
Sejr – og løftet om en bedre fremtid
The Daily Workers leder den 9. maj proklamerede:
“Fremad. I DAG fejrer verdens frie folk med glæde deres glorværdige sejr. Demokratiet har besejret fascismen, og menneskeheden kan igen indånde frihedens rene luft. Det monstrøse tyranni, der truede med at gøre verden til slave, ligger knust på slagmarken.”
Den kommunistiske leder Harry Pollitt skrev:
“Vi har vundet den største sejr nogensinde… Lad den socialistiske propaganda lyde vidt og bredt, så vi også i vores tid kan realisere socialismen og opbygge det nye samfund, som så mange unge mænd har drømt om, mens de frygtløst så døden i øjnene.”
En nation fejrer – men kampen fortsætter
Mens Storbritannien jublede, advarede regeringen om, at der ikke ville blive leveret mælk på befrielsesdagen. Kongen talte til en nation, der fejrede i gaderne og sang på pubberne. Sirener hylede fra fabrikkerne, togene fløjtede, og skibene tudede i havnen.
I minebyerne viftede folkemængderne med allierede flag. Kvinderne var klædt i rødt, hvidt og blåt. En festdeltager bar en kosakhat med Union Jack og sovjetflag. I Berlin tændte soldater bål. Nu ville de hjem.
Men kampen om fremtiden var begyndt. Molotov opfordrede til efterkrigstidens enhed for at styrke FN.
The Daily Workers sejrsdemonstration tiltrak delegationer af kvindelige tillidsrepræsentanter fra Hoover, Standard Telephones og Coventrys fabrikker og bekræftede planerne om at etablere avisen som et kooperativ. Krigen var vundet. Kampen om Storbritanniens sjæl var netop ved at skifte gear.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
