Under det britiske kolonistyre i Palæstina, som officielt varede fra 1923 til 1948, var hverdagen for en palæstinensisk familie præget af økonomiske problemer, politisk uro og sociale spændinger.
Mange palæstinensere var beskæftiget med landbrug og småhandel. Men de britiske kolonimyndigheder tillod jødisk indvandring og favoriserede jødisk jordkøb, hvilket medførte, at palæstinensere fik frataget deres jord og blev fordrevet.
Apartheid-Israel opretholder lovbestemt diskrimination gennem selve den lovmæssige definition af Israel som en jødisk stat; derved gør det ikke-jøder til andenrangsborgere.
Zwelivelile Mandela, Nelson Mandelas barnebarn
Dette førte til økonomiske problemer for mange palæstinensiske familier, som mistede deres levebrød og blev tvunget til at migrere til byområderne for at finde arbejde. Her boede de ofte i trange, fattige kvarterer og kæmpede for at tjene til dagen og vejen i et samfund, hvor arbejdsløsheden steg.
De palæstinensiske familier blev også udsat for politisk undertrykkelse og social diskrimination under det britiske kolonistyre. De britiske kolonimyndigheder etablerede et særskilt retssystem for jødiske bosættere, der i praksis betød, at en palæstinenser ville blive dømt en hårdere straf end en jøde, selvom de havde begået den samme kriminalitet. Disse tiltag forstærkede de sociale skel mellem palæstinensere og den jødiske minoritet, der gennem migration havde vokset siden slutningen af 1800-tallet.
Derudover indførte de britiske myndigheder love, der begrænsede bevægelses- og forsamlingsfriheden, og de brugte ofte magt til at undertrykke palæstinensiske protester mod britisk politik. Nogle af disse midler var blandt andet:
Undtagelsestilstand: De britiske myndigheder erklærede undtagelsestilstand i Palæstina i 1936 som reaktion på en palæstinensisk arabisk generalstrejke mod det britiske mandat. Under undtagelsestilstand anvendte de britiske myndigheder militærdomstole til at retsforfølge og straffe palæstinensiske demonstranter og indførte strenge udgangsforbud og begrænsninger i bevægelsesfriheden.
Kollektiv afstraffelse: De britiske myndigheder greb ofte til kollektiv afstraffelse af palæstinensiske samfund som reaktion på protester. Dette omfattede nedrivning af huse og ejendom, konfiskation af jord og pålæggelse af bøder og skatter.
Voldsom undertrykkelse: De britiske myndigheder brugte ofte magt til at opløse palæstinensiske protester, herunder brug af tåregas, stave og skydevåben. Dette resulterede ofte i tab af menneskeliv og kvæstelser blandt de palæstinensiske demonstranter.
Arrestationer og fængsling: De britiske myndigheder arresterede og fængslede ofte palæstinensiske politiske aktivister og ledere i et forsøg på at nedkæmpe protesterne. Mange blev udsat for hårde afhøringer og tortur under tilbageholdelsen.
Censur af medierne: De britiske myndigheder indførte også en streng censur af palæstinensiske medier og publikationer og lukkede ofte aviser og andre medier, der var kritiske over for den britiske politik.
Disse foranstaltninger havde til formål at opretholde den britiske koloniale kontrol over Palæstina og nedkæmpe den palæstinensiske modstand mod det britiske styre.
I 1917, få år inden det britiske mandat over Palæstina officielt trådte i kraft, udgav Arthur J. Balfour, Storbritanniens udenrigsminister, Balfour-deklarationen.
Deklarationen tilkendegav Storbritanniens opbakning til den zionistiske bevægelses ledere i Europa, der allerede dengang ønskede at oprette et “nationalt hjem” i Palæstina. På baggrund af religiøse tekster, der beskrev Palæstina som de jødiske forfædres hjemland, mente zionisterne, at de havde ret til en suveræn jødisk nationalstat i området.
I Storbritannien var den zionistiske bevægelse indflydelsesrig, da flere af dens tilhængere var valgt ind i det britiske parlament. En af dem var kemikeren Chaim Weizmann, der senere skulle blive Israels første præsident. Lord Northcliffe, der ejede den førende avis The Times, var ligeledes en del af den zionistiske bevægelse i landet.
Bevægelsen organiserede demonstrationer, konferencer og indsamlinger for at fremme deres sag og opbygge støtte. De deltog også i politiske pressekampagner, hvor de brugte deres forbindelser og indflydelse til at påvirke beslutningstagere og presse på for at opnå politikker, der var gunstige for deres mål.
Bevægelsens ledere var særligt dygtige til PR og propaganda, og udformede en fortælling, der fremstillede deres sag som retfærdig og presserende, mens de dæmoniserede deres modstandere ved at anklage dem for at være antisemitter.
Balfour-deklarationen blev blandt andet bygget på den strategiske overbevisning om, at jødisk støtte var vigtig for Storbritanniens krigsindsats under Første Verdenskrig. Her formede Storbritannien sammen med Frankrig og Rusland alliancen De Allierede imod Centralmagterne, der bestod af Tyskland, Østrig-Ungarn, Det Osmaniske Rige og Bulgarien.
Storbritannien anså den jødiske støtte som værende vigtig, fordi at den zionistiske bevægelse havde betydelig indflydelse og ressourcer i de jødiske fællesskaber rundt omkring i verden. Zionisterne var i stand til at mobilisere deres tilhængere til at hjælpe med at rekruttere frivillige, skaffe midler og levere efterretninger til støtte for den britiske krigsindsats.
Desuden mente briterne, at støtte til den zionistiske sag kunne hjælpe med at sikre støtte fra magtfulde jødiske aktører i USA, hvis regering oprindeligt var neutral i krigen.
Dengang boede der omkring 3,5 millioner jøder i USA, og mange af dem var ivrige efter at støtte De Allierede i krigsindsatsen, blandt andet fordi jøder i Tyskland og Østrig-Ungarn oplevede stigende diskrimination og forfølgelse. Derfor opfattede mange amerikanske jøder Centralmagterne som en trussel i modsætning til Storbritannien og Frankrig, hvor jøder i højere grad nød lighed, frihed og jobmuligheder på lige fod med andre indbyggere.
Støtten fra magtfulde jødiske interessenter i USA blev i Storbritannien set som afgørende for De Allieredes krigsindsats, fordi den var med til at mobilisere ressourcer og opbygge støtte til krigen i den amerikanske offentlighed.
Dette var særlig vigtigt, da USA endnu ikke var fuldt ud engageret i krigsindsatsen, og der var en vis modstand mod at blive inddraget. Jødisk støtte var i USA med til at modvirke indflydelsen fra tysk-amerikanske indbyggere, hvoraf nogle var sympatiske over for Centralmagterne.
Nogle velhavende jødiske amerikanere ydede finansiel støtte til De Allierede, Den Amerikanske Jødiske Komité, der var den mest fremtrædende jødiske organisation på daværende tidspunkt, mobiliserede jøder på tværs af landet for at få USA til at gå ind i krigen, mens jødiske aviser ligeledes spillede en afgørende rolle for at påvirke den offentlige mening til fordel for amerikansk krigsdeltagelse.
Balfour-deklarationen, der blev udgivet måneder efter USA gik ind i Første Verdenskrig, blev set som en måde at cementere den jødiske støtte til krigsindsatsen yderligere på ved at appellere til det jødiske folks ønske om et hjemland i Palæstina.
I 1930’erne blev jøderne i Europa udsat for stigende forfølgelse og antisemitisme, hvilket havde stor betydning for, at mange jøder besluttede at migrere til Palæstina.
I Nazityskland begyndte forfølgelsen af jøder for alvor, efter at nazistpartiet kom til magten i 1933. Jøder blev udsat for diskriminerende love og politikker, der begrænsede deres rettigheder og friheder, herunder retten til at arbejde og gå i skole. Jødiske virksomheder og ejendom blev også konfiskeret, og jøder blev udsat for voldelige angreb og intimidering.
Situationen blev forværret med krystalnattens hændelser i 1938, hvor jødiske hjem, virksomheder og synagoger blev ødelagt. Over 90 jøder blev dræbt, mens over 30.000 blev sendt til koncentrationslejre, hvor mange mistede livet.
Andre europæiske lande førte også en politik med diskrimination og forfølgelse af jøder i denne periode, hvilket ligeledes bidrog til, at mange jøder ønskede at emigrere til Palæstina.
I lande som Polen, Rumænien og Ungarn blev jøder udelukket fra professioner som lærere, jurister og læger, Benito Mussolinis fascistiske regering i Italien konfiskerede jødisk ejendom, i Østrig fik jøder frataget deres statsborgerskab, og antisemitiske følelser i Frankrig førte til vold og mord på jødiske indbyggere.
I Sovjetunionen blev jøder ramt af den socialistiske stats generelle restriktioner mod praktisering af religion, der medførte, at jødiske, muslimske og ortodokse kristne skoler og institutioner blev lukket ned, mens deres religiøse tekster blev forbudt. Kvoter begrænsede desuden religiøse indbyggeres muligheder for at få job i den kommunistiske regering, militæret, universiteter med mere.
Modsat lande som Tyskland, Italien, Østrig og Polen havde Sovjetunionen dog ikke indført love, der specifikt diskriminerede jøder, hvis religionsfrihed blev indskrænket på lige fod med andre religiøse minoriteters.
Forfølgelsen af jøder og indskrænkelsen af religionsfrihed i Europa var en afgørende faktor for, at omkring 250.000 jøder valgte at migrere til Palæstina i løbet af 1930’erne.
Palæstinensiske og zionistiske grupper begyndte at komme i karambolage under det britiske kolonistyre som følge af det stigende antal jødiske indvandrere, der ankom til Palæstina.
De palæstinensiske arabere var bekymrede over den voksende jødiske indvandring og oprettelsen af jødiske bosættelser i deres land. Zionisterne, der ønskede at oprette en jødisk nationalstat i Palæstina, så derimod den palæstinensiske modstand som en hindring for deres mål.
Spændinger mellem palæstinensere og jøder førte eksempelvis til Jaffa-urolighederne i 1921. På Arbejdernes Internationale Kampdag den 1. maj marcherede en gruppe jødiske marxister højlydt ind i det palæstinensiske område i Manshiyyeh-kvarteret efter at være stødt sammen med socialdemokratiske zionister.
Med vajende flag og højlydte råb om solidaritet mellem palæstinensiske og jødiske arbejdere blev deres march mødt af advarselsskud fra de britiske politifolk, der håbede at kunne opløse marchen. De palæstinensiske beboere forstod ikke de jødiske marxisters slogans, og da palæstinenserne frygtede, at skuddene var tegn på et jødisk angreb på kvarteret, angreb palæstinenserne.
Dette førte til et oprør, der bevægede sig ned til havnebyen Jaffa, hvor 48 palæstinensere og 47 jøder mistede livet.
Men foruden at bekæmpe hinanden, gik væbnede zionistiske grupper som Irgun og palæstinensiske grupper som Den Arabiske Befrielseshær også hyppigt til angreb mod den britiske kolonimagt, som begge parter ønskede at løsrive sig fra.
Palæstinensiske fagforeninger som Palæstinensisk Arabisk Arbejderforening (PAWS) organiserede generalstrejker og boykot i kampen for et uafhængigt Palæstina.
I 1936 organiserede PAWS en strejke mod den britiske beslutning om at etablere en jødisk havn i Tel Aviv, som ville true Jaffas eksisterende havn og økonomi. PAWS, der primært repræsenterede palæstinensiske arbejdere, opfordrede til en generalstrejke i Jaffa og opfordrede også arabere i hele Palæstina til at støtte strejken.
Strejken varede i flere måneder og involverede omkring 20.000 arbejdere. Strejken var også ledsaget af massedemonstrationer og konfrontationer med de britiske sikkerhedsstyrker, der forsøgte at undertrykke strejken.
Selvom strejken ikke førte til nogen konkrete resultater i forhold til den jødiske havn i Tel Aviv, var det en vigtig milepæl i den palæstinensiske modstand mod den britiske kolonimagt og zionistisk indvandring til Palæstina.
Generelt havde strejkerne en økonomisk effekt på både den britiske kolonimagt og zionisterne. Palæstinensiske arbejdere var involveret i mange af de erhverv, som var centrale for Palæstinas økonomi, såsom landbrug, handel og industri. Strejkerne påvirkede derfor disse sektorer og dermed også den britiske økonomiske kontrol og zionisternes økonomiske aktiviteter i Palæstina.
Strejkerne var også en form for ikke-voldelig modstand, der demonstrerede palæstinensernes vilje til at kæmpe for deres rettigheder og for deres frihed fra britisk kolonial undertrykkelse og zionistisk bosættelse. De bidrog til at øge opmærksomheden på Palæstina-spørgsmålet i den internationale offentlighed og til at styrke palæstinensisk nationalisme og solidaritet.
Samlet set var fagforeningernes strejker en vigtig del af den palæstinensiske modstandsbevægelse og en kilde til politisk mobilisering og bevidsthed blandt palæstinenserne i deres kamp for frihed og selvbestemmelse.
Efter Anden Verdenskrig steg presset på den britiske kolonimagt, der i 1947 overdrog ansvaret for Palæstina til FN.
Samtidig var zionisternes krav om en jødisk stat i Palæstina blevet mere og mere påtrængende, og efter at FN i 1947 vedtog en plan om opdeling af Palæstina i en jødisk og en arabisk stat, blev spændingerne mellem zionisterne og palæstinenserne yderligere forværret.
Den jødiske organisation Haganah havde allerede indledt en række militære operationer mod palæstinenserne i 1947, og i februar 1948 begyndte en mere organiseret militær operation kaldet “Operation Nachshon“, hvor zionistiske styrker forsøgte at åbne en forsyningsrute til det jødiske samfund i Jerusalem.
Den 14. maj 1948 udråbte David Ben-Gurion, lederen af det jødiske samfund i Palæstina, den nye stat Israel, hvilket førte til øjeblikkelige sammenstød mellem de nye israelske styrker og palæstinensiske militser.
Den efterfølgende krig førte til omfattende tab for palæstinenserne, der var oppe imod et israelsk militær, som var væbnet med moderne våben og teknologi fra Sovjetunionen, USA, Storbritannien og Frankrig.
Mere end 700.000 palæstinensere blev tvunget til at forlade deres hjem og flygte til andre områder – og mange er stadig fordrevne. Krigen i 1948 betød også starten på en langvarig konflikt mellem Israel og dets arabiske naboer som Libanon og Syrien, hvilket ligeledes præger regionen i dag.
“Nakba” er det arabisk ord for “katastrofen” og henviser til begivenhederne i 1948, da den israelske stat blev oprettet, hundredtusinder af palæstinensere blev fordrevet fra deres land, og mange blev dræbt. Denne begivenhed har haft en langvarig og dybtgående indvirkning på det palæstinensiske samfund og politik og er fortsat et centralt tema i konflikten mellem Israel og Palæstina.
Den vigtigste udvikling i konflikten mellem Israel og Palæstina siden 1948 er, at Israel i stadig højere grad har besat og koloniseret palæstinensiske områder, herunder Vestbredden og Gaza-striben, hvilket har ført til et øget antal palæstinensiske flygtninge og en forværret humanitær krise.
Palæstinenserne i Gaza-striben er underlagt en blokade, der begrænser adgangen til mad, medicin, elektricitet og rent vand, hvilket resulterer i mangel på basale fornødenheder og en dårlig sundhedstilstand.
På Vestbredden lider palæstinenserne også under begrænsninger af bevægelsesfriheden, ødelæggelse af huse og infrastruktur, og ekspropriering af deres land. De er også underlagt diskrimination og vold fra israelske bosættere og militære styrker.
Krigen i Gaza i 2014 resulterede i, at 2300 palæstinensere blev dræbt, mens infrastruktur blev ødelagt i stor skala. Siden har konflikten fortsat med jævnlige voldelige sammenstød, raketaffyringer og israelske luftangreb på Gaza. Mange palæstinensere i Gaza og på Vestbredden lever i fattigdom og uden håb for en bedre fremtid.
Der er gennem tiden blevet afholdt adskillige fredsforhandlinger mellem Israel og Palæstina, der som en del af Oslo-aftalen i 1994 underskrev oprettelsen af Den Palæstinensiske Myndighed (PA), der har haft til hensigt at repræsentere det palæstinensiske folk.
Men Israel har forhindret en fredelig løsning, da landet fortsat ekspanderer dets bosættelser i de besatte områder og ikke anerkender Palæstinas ret til en selvstændig stat.
I de senere år har Palæstina derfor søgt international anerkendelse, og langt størstedelen af alle lande i det globale syd samt Østeuropa anerkender i dag Palæstina som en selvstændig stat. Palæstina har også søgt medlemskab af FN og andre internationale organisationer for at sikre dets rettigheder og beskytte sig mod Israels aggression.
Men konflikten mellem Israel og Palæstina fortsætter med at eskalere på grund af Israels fortsatte besættelse og kolonisering af palæstinensiske områder og manglende anerkendelse af Palæstinas rettigheder og krav på en selvstændig stat.
Den marxistiske modstandsgruppe PFLP, der blev oprettet i 1967, har historisk set været en af de mest aktive væbnede grupper i kampen mod den israelske besættelsesmagt. Den islamiske modstandsgruppe Hamas, der blev dannet i 1987, er imidlertid den dominerende palæstinensiske magt i Gaza.
Imens Israel fortsætter med at oprette nye bosættelser og overtage mere palæstinensisk jord, praktiserer den israelske stat apartheid mod de arabiske palæstinensere. Israels apartheid gør sig blandt andet gældende på følgende måder:
Nationens lov: I 2018 vedtog Israel en lov, der definerer landet som en “jødisk nationalstat”. Loven etablerer jødedom som landets primære nationalitet, mens den arabisk-talende minoritet i Israel betragtes som andenrangsborgere.
Fængsling af børn: Israel krænker palæstinensiske børns rettigheder ved at anholde og fængsle dem uden rettergang og uden ordentlig retshjælp, og mange af disse børn oplever vold og overgreb fra israelske soldater under anholdelsen og fængslingen. Israel anholder og retsforfølger 500-700 palæstinensiske børn om året.
Adskillelsesmure: Israel har opført en række adskillelsesmure, som adskiller israelske bosættelser fra palæstinensiske områder på Vestbredden og i Jerusalem. Murene er bygget på palæstinensisk territorium og begrænser palæstinensisk bevægelsesfrihed og adgang til ressourcer.
Bosættelser: Israel har bygget over 200 bosættelser på palæstinensisk jord siden 1967, hvilket er imod international lov og betragtes som en form for kolonialisering. Over en halv million bosættere bor tilsammen i de over 200 bosættelser. Bosættelserne er kun tilgængelige for jødiske bosættere og er beskyttet af israelske militærstyrker, mens palæstinensere, der bor i nærheden, er underlagt restriktioner og forskelsbehandling.
Diskrimination i adgang til bolig: Israelske love og politikker er diskriminerende over for palæstinensiske borgere i Israel, når det kommer til adgang til boliger. Adgang til visse områder og nabolag er kun for jødiske bosættere og ikke for palæstinensere.
Diskrimination i adgang til ressourcer: Palæstinensere på Vestbredden og i Gaza har begrænset adgang til vand, elektricitet og andre ressourcer. Mange palæstinensiske byer og landsbyer har ikke adgang til rent vand, og palæstinensere har også svært ved at opnå byggetilladelser og adgang til landbrugsjord.
– Apartheid-Israel opretholder lovbestemt diskrimination gennem selve den lovmæssige definition af Israel som en jødisk stat; derved gør det ikke-jøder til andenrangsborgere, altså som udlændinge i deres fødeland, bekræfter Zwelivelile Mandela, Nelson Mandelas barnebarn.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Boligaktionen/ GO globaloffice Politics
Israel/Palæstina
Israel har ikke sin historiske berettigelse i Palæstina.
Staten Israel er en racistisk besættelsesmagt fra den første dag af dets historie.
Modsæt jer det israelske apartheit-styre og dets besættelseskolonialisme.
– Støt Palæstinensernes kamp for retten til eet Palæstina🫵✨🕊
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
