Læserbrev
I en netop offentliggjort ph.d. om venstrefløjsaktivismen i det 20. århundrede fremhæves Oktoberrevolutionen og den kommunistiske bevægelse. Oktoberrevolutionen beskrives som en “afgørende kulturel og moralsk ressource, der skabte en fælles forståelsesramme”, og den kommunistiske bevægelse “som den dominerende kraft også i den sidste del af det korte 20. århundredes venstrefløjsaktivisme”.
Det er mildest alt ikke hverdagskost at blive præsenteret for overstående historiske konklusioner, men det skete på et arrangement på Arbejdermuseet den 21. august med følgende lange overskrift:
“Præsentation af ph.d. – projekt af Jesper Jørgensen: Det korte 20 århundredes venstrefløjsaktivisme – præget af den kommunistiske bevægelse”.
Murens fald
“Bam! Så falder den mur. Bam! Så lige pludselig, så er socialismen, også historisk set, måske et helt fejlagtigt projekt, og lige pludselig så er der fest i hele den vestlige verden, fordi nu er det liberalisme, og siger du, at du er kommunist eller socialist, så er man jo totalt til grin og lige til at udstoppe og putte på et museum, og man kunne faktisk mærke det overalt […] Der var ikke en verden med to halvdele, hvor der derfor stadig er håb om, at man kan vinde og sådan noget […] det var jo dyb krise, hvis man var revolutionær, og jeg ved ikke, om man er kommet ud af det endnu.”
Sådan indleder Jesper Jørgensen sin ph.d. Det er fra et interview med René Karpantschof, BZ’er fra Ryesgade og i dag historiker og sociolog, omhandlende hans vej ind i det aktivistiske miljø og hans overvejelser.
Det lille citat af BZ-aktivisten udgør på en forunderlig vis også et ekstremt koncentrat af hele Jesper Jørgensens ph.d.-afhandling. Ud over at følelsen og fornemmelsen, som kommer til udtryk fra René, er yderst velkendt hos både den “gamle” og “nye” kommunistiske bevægelse, er det yderst sigende, at en venstrefløjsaktivist tillægger Sovjetunionens fald så stor en betydning. Men til afhandlingen.
Afhandlingen
Afhandlingen er tidsmæssigt begrænset til perioden mellem Oktoberrevolutionen og Sovjetunionens fald, fra 1917 til 1991, heraf udtrykket det korte 20. århundrede, med periodens tre store konfliktbølger, hvor både venstrefløjsaktivismen og den kommunistiske bevægelse havde sine højdepunkter. Altså Første Verdenskrig, Anden Verdenskrig og “de lange 70’ere”.
Vi skal altid lære af historien, at være historieløs er det samme som at være tandløs og handlingslammet.
Jesper Jørgens ph.d. består af seks artikler, delstudier skrevet i perioden 2017-24 samt en sammenfattende redegørelse. Jesper kalder det selv for et utraditionelt forløb for en ph.d.
Delstudierne bindes så sammen gennem en besvarelse af følgende to overordnede problemstillinger:
1. Hvilke centrale processer var på spil i protestorganisationernes virke?
2. Hvad kan de enkelte aktivisters livshistorier bidrage med til forståelsen af fænomenet?
Resultaterne af hans delstudier sammenfattes derefter i følgende tre antagelser:
1. Ressourcemobilisering er en afgørende forudsætning for politisk aktivisme.
2. Efterretningsaktiviteter er et overset særkende ved det korte 20. århundredes konfliktrepertoire.
3. Livshistorier er en frugtbar indgang til forståelsen af betydningen af det komplekse samspil på individ-, gruppe- og samfundsniveau.
Hans teoretiske og metodiske arbejde tager sit udgangspunkt i forskningsfeltet Contentious Politic Studies (forklaring følger).
Alle tre antagelser er yderst interessante at dykke ned i, men særlig livshistorierne gør afhandlingen yderst levende og nærværende. De mange historiske aktivister vil nok være kendt af de fleste i den ældre kommunistiske bevægelse, og nok særlig Jespers beskrivelse af “kommunisternes børn” i hans artikel “Solidaritet med andre “andre” – livshistoriske veje ind i politisk aktivisme på den danske venstrefløj, 1960-1990″” er interessant – men ikke bare historisk, det er også brugbart for nye aktivister og kampfæller.
Kommunisternes indflydelse
Det gennemgående tema i afhandlingen er den råde tråd fra Oktoberrevolutionen til de mange protestbevægelser i 70’erne og 80’erne, hvor han fremhæver den kommunistiske bevægelses store indflydelse:
“Som jeg har argumenteret for, mener jeg tværtimod, at det giver mere mening at se den som en dominerende kraft, også i den sidste del af det korte 20. århundredes venstrefløjsaktivisme. For selvom DKP-aktivister af taktiske grunde underspillede deres rolle og politiske mål, så sad de ofte centralt i mange af de mest toneangivende protestorganisationer. Både i de store politiske bevægelser som for eksempel Vietnambevægelsen, som jeg blandt andet har talt med Tove Jensen om, men også i fagbevægelsens venstreoppositionelle tillidsmandsnetværk. Herfra påvirkede de ikke bare andre venstrefløjsaktører, men også den politiske dagsorden generelt”, skriver Jesper Jørgensen.
Han fortsætter:
“Jeg har i afhandlingen for eksempel været omkring de kommunistiske fællesklubber på B&W og deres fremtrædende rolle i den tidlige efterkrigstid. Generelt var kommunisterne gode til at få omsat utilfredshed og spontane protester til strejker og demonstrationer. I de følgende årtier fortsatte de denne praksis, for eksempel i Formandsinitiativet i 1970’erne, som jeg er inde på i artiklen om bryggeristrejken 1985.”
I mange af de store bevægelser, hvoraf nogle blev til reelle folkebevægelser med deraf følgende betydelig politisk indflydelse, sad der i ledelserne folk, som havde baggrund på den ene eller anden facon i den kommunistiske bevægelse, ligesom mange af aktivisterne i disse bevægelser. Fredsbevægelsen og Folkebevægelsen mod EU er oplagte eksempler.
Det ville være særligt interessant at gå mere i dybden med venstrefløjsaktivismens betydning for den faglige kamp, organisering og indflydelse i fagbevægelsen. Det er påfaldende, at der, samtidig med at den kommunistiske bevægelse forfalder og splintres i atomer i 90’erne, påbegyndes et forfald i den faglige bevægelse, som kun er fortsat ind i vores århundrede med omfattende medlemsflugt og deraf manglende indflydelse og kampkraft. Hermed givet videre.
Hvad kan vi bruge det til?
Vi skal altid lære af historien, at være historieløs er det samme som at være tandløs og handlingslammet. En umiddelbar lære af Jespers afhandling er, at den bidrager fornemt til at forstå, hvorfor venstrefløjen i dag ikke i samme grad lykkes med at påvirke samfundsudviklingen, som den gjorde i det korte 20. århundrede. Og på den lidt større klinge vil jeg lade Jespers egen afhandling konkludere:
“Samlet set ser jeg lovende perspektiver for en ny ’ny arbejderhistorie’ ved netop at inddrage begreber fra Contentious Politics Studies. Som jeg har argumenteret for her i afhandlingen, er det en tilgang, der gennem sit fokus på konflikter og konfrontationer, sociale bevægelser og ressourcemobilisering på både kollektive og individuelle planer tilbyder en bedre forståelse af det 20. århundredes venstrefløjsaktivisme.”
Konkret har den givet et fundament for at sammenligne og skabe sammenhænge mellem umiddelbart enkeltstående og forskellige cases på tværs af næsten et helt århundrede: Fra Oktoberrevolutionen over Kominterns forbindelsespunkt i Vardø, organiseret “arbejderuro” og institutionsaktivisme i kølvandet på Anden Verdenskrig, de lange 1970’eres politiske aktivister og socialistiske bryggeriarbejdere til afslutningen af Den Kolde Krig med Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud.
En rød tråd har været den kommunistiske bevægelse, som direkte eller indirekte satte et markant aftryk på den aktivistiske venstrefløj igennem hele perioden. For mig at se kan en sådan ny tilgang til arbejderhistorien bidrage til nyttige refleksioner over ikke bare fortiden, men også vores samtid og fremtid.
Hvis René Karpantschofs tilkendegivelse, om at bortfaldet af den kommunistiske bevægelse har haft negative konsekvenser for venstrefløjsaktivismen og venstrefløjens mulighed for at øve indflydelse, står til troende – og det er der noget, der tyder på – så må det have nogle implikationer. Især synes jeg, det giver anledning til at fundere over, om de nye globale akser af højrefløjsaktører, der ser ud til at vinde frem for tiden, vil gøre det 21. århundrede til højrefløjsaktivismens storhedstid, og hvad det i givet fald vil betyde for samfundsudviklingen og for demokratiet.
Om Jesper Jørgensen: Historiker, ph.d. og arkivar ved Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. Hans primære forskningsområder er den danske arbejderbevægelses historie, venstrefløjsaktivisme i det 20. århundrede og den kommunistiske bevægelses historie. Han har skrevet adskillige artikler og er medforfatter til bøger som Den røde underverden (2019) og Trade Union Activism in the Nordic Countries since 1900 (2023).
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
