Kommunisterne under besættelsen
Dette er første artikel i en serie om kommunisternes rolle under besættelsen af Danmark under Anden Verdenskrig.
Da Aage Nielsen, en ung dansk kommunist, dukkede sig i skyttegraven ved Casa de Campo uden for Madrid i 1936 for at undgå at blive ramt af kugler fra fascisternes geværer, tænkte han, at dette blot er begyndelsen på noget meget større end kampen om tør jord og spaniernes ret til at forsvare demokratiet.
For Aage, der var jord- og betonarbejder i København, var dette en del af en større konflikt, og han var dybt bevidst om, at fascismen ikke kun kunne true Spanien, men hele Europa. Han frygtede, at hvis det lykkedes for fascisterne at knuse det spanske demokrati, var det kun et spørgsmål om tid, før Danmark stod for tur.
I skyttegravene var han blandt tusinder af andre unge i de internationale brigader – han kæmpede ikke alene, men som en del af en stor, mangfoldig gruppe antifascister fra hele verden. Her var den skotske sygeplejerske Annie Cargill Knight – en af de første frivillige fra Storbritannien til at ankomme til Spanien. Hun var datter af en bonde i højlandet og var selv brændende kommunist.
Ved de store, tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en nyordning i politisk-økonomisk henseende under Tysklands førerskab.
Erik Scavenius, Danmarks udenrigsminister 1940-1943
Ved frontlinjen befandt sig også Ludwig Renn, en tysk kommunist, der allerede i 1928 blev medlem af det tyske kommunistiske parti. Ludwig Renn, som havde en baggrund som soldat i Første Verdenskrig, havde taget skridtet at kæmpe mod fascismen, og hans erfaring var uvurderlig på slagmarken som strateg i kampen mod de marokkanske tropper, falangistiske spaniere, tyske soldater og de italienske fascister, som forsøgte at nedkæmpe republikken Spanien.
Fjenden blev mødt af en formidabel modstand. Også kommunisten Albert Santar, en frivillig fra Luxembourg, var en del af det stærke fællesskab omkring Madrid og de henved 40.000 frivillige fra hele verden.
Aage overlevede kampene og vendte hjem til Danmark i 1939. Han havde set, hvad fascismen kunne gøre, og han vidste, at det samme kunne ske i hans eget hjemland, hvis ikke der blev gjort noget.
Men halvdelen af de 500 danskere, der deltog på republikkens side, døde dernede.
Jøder og tyske kommunister ingen adgang
Aage Nielsens parti, Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) – der havde 6000 medlemmer og 40.893 stemmers opslutning ved det seneste folketingsvalg i 1939 – var allerede i gang med den antifascistiske kamp og havde været det længe. De havde for eksempel hjulpet de godt 100 tyske kommunistiske flygtninge, der fra 1933-1939 var kommet til Danmark. 200-300 socialdemokrater på flugt fra Hitler-fascismen ankom.
Også jøder havde fået hjælp. Men Aage var voldsomt harm over, at Danmark allerede i 1938 havde lukket grænserne for andre end danskere, og at jøder og kommunister i visse tilfælde var udleveret af dansk politi ved grænsen til Tyskland.
Af 1000 jødiske børn, som der søgtes indrejse for, gik regeringen i 1938 med til at modtage 25.
Aage var også vred over, at Københavns Politi allerede fra 1933 havde haft samarbejde med tysk politi. Og her seks år senere kom det frem, at danske grænsevagter igennem lang tid havde fået instrukser om at være opmærksomme på personer med jødisk udseende, med en stor bagage og/eller med en påfaldende opførsel.
Og nu skulle flygtninge indhente en indrejsetilladelse for at komme over grænsen. At udstede en sådan tilladelse krævede, at du var såkaldt “tilknyttet” Danmark.
Myndighederne gav for eksempel blankt afslag på opholdstilladelse til tysk-jødiske Anna Philipsohn i 1938. Hun blev deporteret til ghettoen i Riga i 1942, hvor hun døde et halvt år senere.
Det skulle blive meget værre.
Danmark besat
Danmark blev oversvømmet af Hitler-nazistiske styrker 9. april 1940. Det skete klokken fire om morgenen.
Og i løbet af de næste år blev 20 jødiske flygtninge overgivet af dansk politi til Gestapo. 15 af disse er udleveret på dansk initiativ. Seks af dem var kommet illegalt ind i landet under besættelsen – en kvinde, hendes tre små børn og to ældre søstre. Alle seks mistede livet i en tysk kz-lejr.
Den socialdemokratisk ledede regering besluttede på få timer, at Danmark skulle kapitulere inden det var formiddag den 9. april.
Den danske statsminister, Thorvald Stauning, gik samme dag til radio-mikrofonen og lovede, at regeringen ville “ordne landets forhold under hensyn til den besættelse, som har fundet sted”.
Han betonede over for lytterne over hele landet situationens alvor og forklarede, hvorfor regeringen havde valgt samarbejde frem for kamp. Samtidig opfordrede han alle danskere til at forholde sig i ro og undgå provokation af de fremmede soldater.
“Vi valgte denne vej for at skåne landet og folket for en krigstilstands følger – men vi må dybt beklage tabet af gode danske sønner i denne morgens første timer”, lød det.
Mange kommunister var utålmodige
Aage Nielsen fnøs og rystede på hovedet ad statsministerens tale. Aage var utålmodig. Det var de overlevende spaniensfrivillige også, for de ville med næb og kløer bekæmpe nazismen.
Men kommunistpartiet besluttede at gøde jorden for sabotage, først på landets arbejdspladser. Overalt arbejdede partiet sideløbende ihærdigt på at samle tryksværte og papir sammen til brug under den illegalitet, partiet vidste ville komme.
Selv om den borgerlige og socialdemokratiske presse forsøgte at forvirre offentligheden med påstande om, at Ikke-Angrebspagten mellem Tyskland og Sovjetunionen fra 1939 betød, at kommunister og nazister nu holdt sammen, fortsatte DKP med at forklare arbejderne i landet, at aftalen blot havde været et taktisk skridt for at udsætte det uundgåelige opgør mellem dødsfjenderne et par år.
Den tid benyttede en af Aage Nielsens partifæller, Børge Houmann, til at rejse rundt i landet og holde møder med udvalgte kommunister. Selv havde han i flere år været kurer og rejst til Berlin med illegale dokumenter til tyske kommunister, der var under jorden.
Han havde lært af de tyske kommunister, hvordan man arbejdede illegalt – gav hemmelige beskeder og undgik arrestation. Hjemme i Danmark lærte han også værdifulde tricks af tyske kommunister i eksil.
Det var noget, DKP og modstandsbevægelsen kom til at sætte pris på. Børge Houmann, en vigtig organisator i DKP, brugte den korte periode, hvor DKP endnu ikke var forbudt, til at lægge grundstenene til illegaliteten.
En villig brik
Mens regeringen søgte samarbejde med besættelsesmagten, forstod kommunisterne, at et system bygget på frygt og undertrykkelse ikke kunne forhandles væk: Nazismen kunne ikke tæmmes – den måtte knuses.
Men regeringen så det tilsyneladende anderledes. De var overbevist om, at samarbejdet med Nazityskland kunne sikre deres egen overlevelse.
Udenrigsminister Erik Scavenius, der stod uden for partierne, kunne den 8. juli 1940 forbløffe mange voksne danskere ved at udtale:
– Ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa, der vil medføre en nyordning i politisk-økonomisk henseende under Tysklands førerskab. Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt, aktivt samarbejde med Stortyskland.
USA, Sovjetunionen og England anså herefter Danmark for at være en villig brik i nazisternes store spil.
Og der var ikke det mindste tvivl om sagen, efter at den danske statsminister, den 8. marts 1941 i en tale i Studenterforeningen kom med lidt af et profeti:
– Det er mit indtryk, at Tyskland har visse planer, der ikke blot sigter efter øjeblikkelig nyordning, men efter en blivende europæisk nyordning, der skal være rådende ud i fremtiden. Denne nyordning vil kræve et samarbejde inden for Europa, lød det fra regeringslederen.
Selv om der ikke er tvivl om, at Stauning var socialdemokrat og ikke nazist, er det hævet over enhver tvivl, at han satsede på Tysklands sejr i opgøret mod de allierede. Han deltog på flere af Dansk-Tysk Selskabs bestyrelsesmøder i 1941.
Anders Hauch Fenger er journalist og forfatter til bogen “Den Sidste Sabotør”, udgivet på forlaget Frydenlund, november 2024.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
