Dyrt at sagsøge staten
På onsdag er det 30 år siden, der sprang en kraftig brevbombe midt på Nørrebro i København. Bomben sprang på Internationale Socialisters (IS) kontor i Søllerødgade 33 og dræbte det 29-årige IS-medlem Henrik Christensen. Han døde på stedet i den voldsomme eksplosion.
Attentatet og mordet er aldrig blevet opklaret. I anledning af 30-årsdagen giver Redox et overblik over sagen.
En aktiv socialist
Jørgen Lund, medlem af Internationale Socialister, var om formiddagen den 16. marts 1992 på vej ud for at ordne sine daglige gøremål. På denne kolde, men flotte forårsdag på Nørrebro i København, mødte Jørgen Lund sin politiske kammerat og ven, Henrik Christensen.
Mødet skete på hjørnet mellem Søllerødgade og Holtegade. De to faldt i snak, men skiltes hurtigt. Jørgen Lund var på vej hen til Tidsskriftscentret i Griffenfeldsgade og sagde pænt nej tak til at få den kop kaffe, Henrik Christensen ellers tilbød. Jørgen Lund cyklede videre på sin gamle herrecykel. Han var den sidste til at se Henrik Christensen i live.
Henrik Christensen var nemlig på vej hen til IS’ kontor i Søllerødgade 33. Her havde den unge aktivist opgaven med at tjekke dagens post for den lille, men aktive socialistiske og antiracistiske organisation. Henrik Christensen skulle desuden forberede et oplæg om en sygeplejerskestrejke, som han samme aften skulle holde for de resterende IS-medlemmer i København.
På trods af organisationens relativt lille størrelse spillede IS i 1992 en aktiv rolle i den antiracistiske bevægelse i Danmark, og Henrik Christensen havde selv været aktiv i det antiracistiske netværk “Fællesinitiativet mod racisme”.
Det er efter alt at dømme forbindelsen til den antiracistiske kamp og organisationens socialistiske karakter, der ender med at gøre Henrik Christensen og IS til et af de første ofre for politisk terror i Danmark siden Anden Verdenskrig.
Bomben kom med posten
Postbudet stod ved Søllerødgade 33 og baksede med en besværlig pakke. Den specielle pakke var vanskelig at få i IS’ grønne postkasse. Den var pakket ind i en brun papirspose og var lidt tungere end en klassisk telefonbog. Pakken lukket med to metalclips. Adressen på pakken var skrevet i hånden og frimærkerne danske.
Til sidst lykkedes det dog postbudet at få den mystiske pakke ind i postkassen. Uden at vide hvad han lige havde haft i hænderne, cyklede han videre på sin rute.
Det var denne pakke, Henrik Christensen åbnede. Tiden i Søllerødgade 33 gik i stå klokken 11.32. Det kan ses på det ur, der efter eksplosionen – som noget af det eneste inventar – fortsat var i lokalet i Søllerødgade 33. Øjeblikket inden rungede en voldsom og øredøvende eksplosion igennem Nørrebro.
Eksplosionen var så voldsom, at Henrik Christensen i første omgang ikke kunne identificeres, og lokalet blev totalt raseret. Indgangsdøren, vinduesfagene og mere eller mindre al inventar blev slynget ud på gaden. I lejligheden ovenpå IS’ lokaler, der lå i stueetagen, havde gulvet som følge af eksplosionen løftet sig 15 centimeter i en bue, og beboeren måtte på hospitalet i choktilstand.
På billeder og film fra 16. marts 1992 ses de omfattende ødelæggelser tydeligt.
Eksplosion og brandslukning på Nørrebro
Den voldsomme eksplosion og den efterfølgende brand medførte en intens brandslukning fra brandvæsenets side. Det betød, at der gik mange tekniske beviser tabt. De manglende beviser kan være en medvirkende årsag til, at sagen 30 år efter fortsat er uopklaret. Det på trods af politiet har gennemført flere hundrede afhøringer og haft assistance fra PET. Heller ikke en årelang efterforskning med op til en 10 mand stor politienhed og hjælp fra bombeeksperter fra engelske Scotland Yard har været nok til, at sagen er blevet opklaret.
Du kan støtte Redox’ undersøgende journalistik ved at blive medlem af venneforeningen Støttekollektivet.
Som medlem af Støttekollektivet får du invitationer til særarrangementer, der kun er for medlemmer.
Du kan også sende Redox en donation på Mobilepay 80905.
Brandvæsenets første indskydelse, da de ankom til Søllerødgade, var, at det måtte være en gaseksplosion. Derfor blev der heller ikke i første omgang taget hensyn til, at der kunne være tale om en politisk terrorhandling. Det stod dog hurtigt klart for brandvæsenet, at det ikke var en gaseksplosion. Som noget af det første fandt de den dræbte Henrik Christensen, og derfor blev drabsafdelingen i Københavns Politi tilkaldt.
Derefter blev der tilkaldt forstærkninger i form af teknikere og flere efterforskere. Vandet og den kraftige spuling fra slukningen havde dog allerede ødelagt de fleste af de beviser, der måtte have været, selvom alt fra tagrender til kloakker blev undersøgt minutiøst.
Lynhurtigt fangede pressen historien, hvilket betød, at politiet ikke engang nåede at kontakte Henrik Christensens kone, Connie Skjold Henriksen, før hun hørte om bomben i radioavisen. Connie Skjold Henriksen prøvede desperat at få fat i hans kammerater fra IS for at få mere information, men de var svære at få fat i, da de også havde travlt med at ringe rundt til hinanden og finde ud af, hvad der var sket.
Det politiske klima og nazistisk terror
Bomben i Søllerødgade kan ses som kulminationen på knap et årtis opblomstring og radikalisering af den ekstreme højrefløj i Danmark. Fra midten af 1980’erne begyndte den yderste danske højrefløj at vejre morgenluft. Nazistiske partier som Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB), der blev ledt af Povl Heinrich Riis-Knudsen, og udbrydergruppen Partiet De Nationale fik vind i sejlene.
Også mere nationalkonservative grupperinger med et racistisk og anti-muslimsk udgangspunkt opstod. Eksempelvis organisationer som Nationalpartiet Danmark, Stop Indvandringen og ikke mindst den vigtigste af dem alle: Den Danske Forening.
Også på den internationale politiske scene skete der en radikalisering af det ekstreme højre. Især Tyskland oplevede i perioden en markant opblomstring af racistisk og nazistisk vold. Radikaliseringen af højrefløjen medførte adskillige meget alvorlige brandattentater mod flygtningecentre i Tyskland. Racistiske skinheads hærgede i gaderne, og de begik talrige mord på flygtninge, indvandrere og homoseksuelle. Også et andet af Danmarks nabolande, Sverige, oplevede i samme periode en voldsom opblomstring af racistisk og nazistisk vold. Fra 1983-1995 myrdede svenske racister og nazister således mindst 17 personer. Fælles for både volden i Sverige og Tyskland var, at den kom fra en yderst voldsberedt højrefløj, der ikke umiddelbart udgjorde nogen voldsom trussel mod den bestående samfundsorden, men til gengæld en meget konkret trussel for de mennesker, som ikke passede ind i nazisternes verdensbillede.
Også i Danmark oplevede særligt venstrefløjen i stigende grad at blive udsat for trusler og hærværk fra det yderste højre. Det skete for eksempel ved, at enkeltpersoner modtog trusselsbreve med patroner. Ud over patronen fulgte et budskab om, at den næste kugle var tiltænkt vedkommende. Partier og organisationer på venstrefløjen blev også udsat målrettet for politisk hærværk. Det gik for eksempel ud over foreningen Demos, der laver antiracistisk arbejde og dokumenterer det yderste højre. Andre organisationer på venstrefløjen udsættes for brandattentater og andre voldsomme aktioner i perioden. Politikere, der vovede at tale positivt om mennesker med minoritetsetnisk baggrund, modtog også trusselsbreve.
Selvom der var markante forskelle mellem de forskellige politiske grupperinger på den yderste højrefløj, havde de dog dét tilfælles, at de ikke brød sig om venstrefløjen. At venstrefløjen var et hovedmål for dele af det yderste højre, kan man få et indtryk af ved at høre den tale, som naziføreren Povl Heinrich Riis-Knudsen holdt i 1989 til de medlemmer, der var mødt op for at deltage i DNSB’s landsmøde. I talen, der kan ses uddrag af i dokumentarfilmen “Bombemordet i Søllerødgade”, sagde naziføreren:
“Og hvis der ikke er nogen fra myndighederne, der vil bryde det der tyranni, så er det altså os, der skal gøre det, fordi hvis vi ikke gør det, så har vi heller ikke nogen mulighed for at yde noget politisk arbejde. Så vejen går altså gennem en udrydning eller en smadring af BZ-bevægelsen … Og jeg siger jer: Jeg vil ikke have nogen af jer slået ihjel.”
Det var i dette politiske klima, bomben i Søllerødgade sprang.
Teorierne omkring bombemordet
“De svin”, var Jørgen Lunds første reaktion, da han blev informeret om eksplosionen og branden i Søllerødgade 33. Kort efter klokken 12.00 stod han foran den udbrændte adresse. Kom der bomber og attentater mod venstrefløjen, kom det fra højre. Det sagde erfaringen Jørgen Lund og hans kammerater.
At bomben skulle komme fra den ekstreme højrefløj var da også en af de teorier, politiet havde. Det var dog kun én ud af de hovedsagligt tre teorier, politiet arbejdede med.
En af de andre teorier var, at bomben skulle være et internt opgør på venstrefløjen. Den teori led dog hurtigt skibbrud. Ingen, inklusiv politiet, kunne se, hvilke venstrefløjskræfter der skulle ville IS til livs. IS var en lille organisation, der primært kastede deres kræfter ind i brede projekter på venstrefløjen, hvor organisationen samarbejdede bredt med venstrefløjskræfter fra autonome til fagbevægelsen. Det var med andre ord ingen åbenlyse konflikter med andre på venstrefløjen, der kunne retfærdiggøre denne teori. Teorien forblev da også den mindst udbredte, men ikke desto mindre har tidligere medlemmer af IS fortalt i dokumentaren “Bombemordet i Søllerødgade”, at de under afhøringer følte, de var en slags mistænkte. De blev hudflettet om deres eventuelle forhold til Henrik Christensens kone, og om dét kunne have været et muligt motiv for, at Henrik Christensen sad og rodede med bomber.
Det tidligere IS-medlem Erik Mikkelsen beskrev sin oplevelse af politiets fokus i starten af sagen på følgende måde til dokumentaren fra 2012:
“I lang tid var fokus nærmest på os. At det skulle være os selv, der havde gjort det for at kunne indtage en eller anden martyrrolle. Om det var jalousi, havde Connie et forhold til en af os andre? Det var fuldstændig ude i grønne ærter”, som Erik Mikkelsen udtrykte det.
Som citatet indikerer, var en anden teori, at Henrik Christensen og IS selv skulle have rodet med sprængstoffer og bomber. Denne teori var lidt mere sejlivet. Det var også denne teori, der kom til at politisere bombemordsagen yderligere. Den bidrog også til at mindske venstrefløjens tillid til politiets efterforskning.
Det her er et anslag mod enhver politisk aktivitet her i landet.
Teorien om at IS selv skulle have rodet med bomber, sev til pressen allerede samme dag, som bomben sprang. Det vakte enorm stor vrede og undren på hele venstrefløjen, men i særdeleshed i IS. Allerede inden der om aftenen den 16. marts 1992 var indkaldt til spontan mindehøjtidelighed foran lokalerne i Søllerødgade, stod det klart, at teorien om et uheld i et bombeværksted kom ud i pressen. I en tale ved demonstrationen sagde Jens Christensen fra IS til de sørgende forsamlede:
“Det her er et anslag mod enhver politisk aktivitet her i landet, at sådan noget kan foregå her, og vi må det kraftigste tage afstand fra de der udtalelser, der er kommet i fjernsynet, om vi selv skulle have ligget og rodet med bomber, for det er ikke vores politik.”
Det er nazister, fascister og racister, der har slået vores kammerat ihjel.
Jens Christensens partifælle Leif Mikkelsen holdt sig heller ikke tilbage med kritik af politiets fokus. På et pressemøde i dagene efter bomben udtalte han til pressen:
“Det er nazister, fascister og racister, der har slået vores kammerat ihjel. Politiets arbejde er også politisk forfølgelse.”
Politiet lod i det hele taget til at tage selvsprængningsteorien alvorligt i starten. Som et led i efterforskningen ransagede politiet også Henrik Christensens private bopæl, hvor de intet fandt. Det er også senere kommet frem, at politiet i tiden efter bomben aflyttede telefonen hos IS i Århus, og fire medlemmer fik deres private telefoner aflyttet.
På trods af det opgav politiet dog teorien relativt hurtigt. Ud over IS på ingen måde var en militant organisation, og bomber ikke var deres politik, talte det også imod denne teori, at Henrik Christensen, kun få dage før bomben sprang i Søllerødgade, havde fået bragt et indlæg i dagbladet Aktuelt, hvor han argumenterede for, at racisterne ikke skulle bekæmpes med gadekampe, men med massearbejde i brede organisationer, samt at den bedste kur mod racismen var en højere løncheck til lønmodtagerne.
Derudover bør det nævnes, at teorien om, at Henrik Christensen eller IS selv rodede med bomber, ikke er nævnt med et eneste ord i PET-kommissionens rapport bind 11, hvor efterforskningen af bomben i Søllerødgade ellers gennemgås grundigt. I dag er det stort set kun folk på den alleryderste højrefløj, der klamrer sig til denne teori.
Den absolut mest plausible teori var og er, at at der var tale om terror – det første politiske mord i Danmark siden Anden Verdenskrig. Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at sagen ofte ikke nævnes, når der tales om terror i dag.
Politiets blinde øje
Der er en lang række faktorer, der sandsynliggør nazi-teorien. For det første er fjendebillederne for den ekstreme højrefløj ganske tydelige. IS havde spillet en årelang og meget aktiv rolle i det antiracistiske arbejde.
Derudover modtog politiet allerede dagen efter et tilståelsesbrev fra en gruppe, der kaldte sig “Frit Danmark K12”. K12 var formentlig en reference til den svenske krigerkonge Karl den 12., der var og er et yndet symbol for svenske nazister. Kun tre måneder før bombedrabet havde nazister marcheret i Lund i Skåne til minde om netop Karl den 12., en demonstration der var blevet mødt med omfattende modstand fra svenske og danske antifascister.
Det var os, der anbragte bomben i Søllerødgade.
Politiet og efterforskningschef Bent Hansen var dog hurtige til at affeje det ellers konkrete spor som urealistisk. Det endda på trods af brevets konkrete tilståelse, der gengives i dokumentaren “Bombemordet i Søllerødgade” fra 2012:
“Vi kan meddele, at det var os, der anbragte bomben i Søllerødgade. Vi anser disse venstresnoede elementer for landsforrædere overfor det danske folk. Derfor denne aktion. Flere vil følge. Hilsen Frit Danmark K12.”
Da Bent Hansen 11 dage efter drabet blev konfronteret af BT om K12-henvendelsen og dennes tilståelse, erkendte han, at han var i besiddelse af brevet, men at han ikke rigtigt troede på dets indhold:
“Jeg fik for nogle dage siden et maskinskrevet brev på to en halv linje fra det såkaldte Frit Danmark K 12. Men jeg opfatter ikke brevet som en tilkendegivelse af, at nogen tager skylden for bomben.”
Senere kom det også frem, at flere andre personer eller organisationer havde modtaget trusselsbreve med underskriften K12. Afsenderne af brevene med underskriften K12 blev aldrig fundet. Især på venstrefløjen skabte det både vrede, men i høj grad også stor undren over, hvorfor dette konkrete spor tilsyneladende aldrig vandt voldsom indpas hos politiet.
Opfattelsen på venstrefløjen har langt hen ad vejen været, at politiet havde lige så travlt med sit fokus på venstrefløjen, som de havde med at forfølge konkrete spor i sagen. Dette forhold er politiet ofte blevet konfronteret med og har lige så mange gange pure afvist kritikken. Det skete eksempelvis i 1995, hvor Bent Hansen udtalte til Politiken, at det var “rent vrøvl”, at politiet ikke tog det højreradikale spor alvorligt.
Selvom Bent Hansen og politiet ikke lod til at tro på indholdet af den konkrete tilståelse, forblev nazi-vinklen dog den mest plausible forklaring, angiveligt også hos politiet. I hvert fald blev der allerede i efteråret 1992 indledt en efterforskning af en personkreds omkring nazi-lederen Marcel Schilf, der holdt til i Nordsjælland. Schilf blev senere kendt som lederen af Blood & Honour-netværket, da det blev dannet i 1997. I 1993 blev han mistænkt for at være involveret i en række brevbomber i Østrig, men ikke tiltalt eller dømt. Igen i 1997 kom Schilf under efterforskning. Denne gang i relation til den nazistiske terrorgruppe Combat 18, der havde sendt tre brevbomber til konkurrerende nazister i England. De tre dømte i Combat 18-sagen var alle fra det københavnske naziskinheadmiljø.
I 1998 skete der en nyudvikling af nazi-sporet. PET-meddeleren Frede Farmand stod frem på TV2 og hævdede at vide, hvem der dræbte Henrik Christensen. Ifølge Frede Farmand skulle det være nazisten Albert Larsen fra Partiet De Nationale, der havde betroet sig til ham.
Frede Farmand optog angiveligt hele samtalen på bånd. Ifølge Frede Farmand havde han også advaret PET, tre måneder inden bomben sprang i Søllerødgade. Det har PET kategorisk afvist. Frede Farmands påstand blev undersøgt nærmere i DR-podcasten “Bomben i Søllerødgade” fra 2020. Her fandt journalisten frem til det båndudskrift, Hans Jørgen Vad havde lavet af Frede Farmands optagelse, som skulle bevise Albert Larsens skyld. Det lykkedes aldrig journalisten at finde selve båndoptagelsen, men båndudskriften fortalte det modsatte af, hvad Frede Farmand hævdede tilbage i 1998. Albert Larsen benægtede, det skulle være ham, der stod bag bomben.
I føromtalte DR-podcast lykkedes det også journalisten Regine Grønne Frederiksen at få den tidligere efterforskningsleder Bent Hansen i tale. I podcasten kom Bent Hansen med en bemærkelsesværdige udtalelse. Han fortalte, at der ikke er “belæg for” at antage, at Henrik Christensen selv rodede med bomber, og det har “helheden slået fast”, og så sluttede han med at konstatere: “Jeg kan slå helt fast, at politiet ikke har belæg for, at det er en selvkonstrueret bombe, det har vi ikke.”
På den baggrund konkluderer Bent Hansen, at der ikke kan rettes nogen mistanke mod Henrik Christensen.
Var det nazi-lederen Marcel Schilf?
Nazi-vinklen fik den 26. april 2013 fornyet opmærksomhed. Det skete, efter Ekstra Bladet under overskriften: “Angrende nynazist: Sandheden om bombedrabet i Søllerødgade” kunne bringe historien om, at den tidligere skånske nazist Kim Frederiksson påstod, at han vidste, hvem gerningsmanden skulle være.
Kim Frederiksson fortalte til Ekstra Bladet, at han havde deltaget på et møde med flere ledende nazister i Helsingborg i år 2000. Mødets formål var at finde en strategi til at imødegå det, mødedeltagerne opfattede som et øget pres fra venstreradikale aktivister imod den ekstreme højrefløj i Malmø. Ifølge Kim Frederiksson deltog Marcel Schilf i mødet. Ud over at mødedeltagerne blev enige om at optrappe volden og aktionerne mod venstrefløjen i Malmø, skulle Marcel Schilf, ifølge Kim Frederiksson, også have udtalt følgende: “Gør, som vi gjorde i Danmark”, og at de havde “taget hånd om kommunisterne”, hvorefter han henviste til bombedrabet i Søllerødgade.
Kim Frederiksson fortalte også til Ekstra Bladet, at han efterfølgende fandt ud af, at flere andre nazister angiveligt var klar over, at Marcel Schilf var involveret i bombedrabet. Det var ligeledes kendt, at Marcel Schilf var bekendt med sprængstoffer. Marcel Schilf døde i 2001, og selvom sagen med Ekstra Bladets afsløringer gav bombedrabet fornyet opmærksomhed, har det ikke ført til sigtelser. Heller ikke selvom politiet over for avisen fortalte, at de ville kigge på sagen igen som følge af afsløringerne.
Solidaritet og mobilisering på venstrefløjen
”Det var sgu hele Nørrebro”.
Sådan lød det fra Erik Mikkelsen, da han i dokumentaren “Bombemordet i Søllerødgade” beskrev den følelse, han sad tilbage med under og efter den solidaritetsdemonstration og det mindemøde, der løb af stablen den 21. marts 1992.
Demonstrationen, som IS selv havde arrangeret, fik 15.000 mennesker til at møde op, mens folk hang ud ad vinduerne på Nørrebro. Dels for at sørge over Henrik Christensen og vise sympati med Henrik Christensens efterladte, men også for at vise IS solidaritet og tage afstand fra politisk terror og højreekstremisme. Demonstrationen udgik fra gerningsstedet i Søllerødgade og endte på Blågårds Plads.
Allerede da Henrik Christensen kort efter sin død blev bisat fra kapellet på Bispebjerg Kirkegård, var venstrefløjen mødt bredt op for at vise sin solidaritet. Rigtig mange fagforeningsfaner prægede scenen uden for kapellet, og inde i kapellet var der fyldt til bristepunktet.
Da Henrik Christensens jordiske rester endegyldigt blev stedt til hvile i de ukendtes grav, skete det i en simpel papkasse, hvorpå der stod: “Henrik Christensen – specialarbejder”.
Det var dog ikke kun solidaritet og sympati, der kom ud af bombemordet. Generelt på venstrefløjen fik det antiracistiske og antifascistiske arbejde stor opblomstring og prioritet i årene efter bombedrabet. Den venstreradikale organisation Antifascistisk Aktion blev dannet kort efter som en direkte konsekvens af bombedrabet.
Ingen opklaring – endnu
Sagen er fortsat uopklaret, men drabssager forældes aldrig, og derfor er sagen fortsat åben. Af samme årsag har det været meget begrænset med udtalelser fra politiet om sagen.
I forbindelse med Kim Fredrikssons udtalelser til Ekstra Bladet i 2013 kunne drabschef hos Københavns Politi Jens Møller fortælle, at der var en “helt klar” sandsynlighed for, at politiet ville genoptage sagen.
Det fulgte Jyllands Posten op på i 2017, hvor Jens Møller fortalte avisen, at politiet i 2013 satte tre efterforskere på sagen og foretog fire-fem afhøringer af folk i Danmark og Sverige. Mere kom der dog ikke ud af det.
I september 2020 gav Henrik Christensens hustru, Connie Skjold Henriksen, et interview til Information, hvor hun fortalte, at hun har forsøgt at få adgang til politiets sag om “brevbomben i Søllerødgade”. Det blev afvist, med henvisning til at sagen er en alvorlig og uopklaret mordsag. Da Information og DR samme år søger aktindsigt i sagen, fik de samme begrundelse for afslag, dog for Informations vedkommende med den tilføjelse at afslaget angiveligt også skulle være af hensyn til “Henrik Christensens efterladte”. Også andre medier har løbet ind i samme mur.
Bombemordet i Søllerødgade er således stadig uopklaret.
Denne artikel er skrevet af Researchkollektivet Redox og kan læses hos Redox her.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
