Små virksomheder er næsten dobbelt så gode til at tage lærlinge som de største virksomheder her i landet. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der har set nærmere på, hvor gode de private virksomheder er til at ansætte lærlinge.
Analysen viser således, at i virksomheder med 10-35 fuldtidsansatte er 1,3 procent af alle ansatte lærlinge. Næstflest lærlinge – 1,1 procent – finder man i de allermindste virksomheder med under 10 fuldtidsansatte.
Virksomheder med over 100 fuldtidsansatte tager færrest lærling. På de største virksomheder udgør lærlingene kun 0,7 procent.
Der er mange andre brancher, som kunne tage ved lære af bygge- og anlægsbranchens gode eksempel, så vi får uddannet nok faglærte til morgendagens arbejdsmarked.
Mie Dalskov Pihl, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
– Det er paradoksalt, at det er de største virksomheder med mange ressourcer og store HR-afdelinger, der faktisk tager det mindste ansvar for at få uddannet morgendagens arbejdskraft, siger Mie Dalskov Pihl, der er chefanalytiker og projektchef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Samtidig med at hun glæder sig over, at de små virksomheder tager et samfundsmæssigt ansvar, så udtrykker hun skuffelse over, at de største virksomheder “i høj grad” skubber ansvaret fra sig.
Store forskelle fra fag til fag
Gennemgangen af det statistiske materiale viser også store forskelle brancherne imellem. Bygge- og anlægsvirksomhederne er dem, der tager det største uddannelsesansvar. Her er 3,1 procent af de ansatte lærlinge. På andenpladsen ligger handelssektoren med 1,0 procent af de ansatte, mens industri, transport samt hotel og restauration ligger i et bredt midterfelt med en lærlingeandel på 0,7 procent.
Gennemsnittet på tværs af brancher er 0,9 procent.
– Bygge- og anlægsvirksomhederne skiller sig positivt ud. Det er især de små og mellemstore virksomheder i bygge- og anlægsbranchen, der tager mange lærlinge. Der er mange andre brancher, som kunne tage ved lære af deres gode eksempel, så vi får uddannet nok faglærte til morgendagens arbejdsmarked, siger Mie Dalskov Pihl.
Endelig viser AE-rådets undersøgelse, at virksomheder, der har høj overenskomstdækning, har en højere andel lærlinge.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.