Læserbrev
Klokken nærmer sig 7:45 torsdag morgen den 16. september. I løbet af de næste par minutter har der samlet sig godt 150 sygeplejersker, der stiller sig op i en lang hvid-blå slange på begge sider af hovedindgangen til Aalborg Universitetshospital Sygehus Syd.
Samtidig har omkring 40 kolleger taget opstilling foran indgangen ti Sygehus Nord.
Sygeplejerskerne har nedlagt arbejde, fordi de er utilfredse med det politiske indgreb, som et flertal i Folketinget vedtog den 27. august, og som afsluttede ti ugers strejke for højere løn.
– Lovindgrebet betød jo, at vi bare fik trukket et overenskomstresultat, som vi havde stemt nej til to gange, ned over hovedet. Vi skulle bare tilbage til arbejdet uden at få noget ud af strejken. Det har skabt en enorm vrede og masser af frustrationer, siger Caroline Grøn til Arbejderen.
Hun arbejder i akutmodtagelsen på Syd og har været med til at arrangere dagens strejke.
– Jeg blev så gal over regeringsindgrebet og fik en følelse af bare at være en slave og ikke blive taget alvorligt. Vi forsøgte med den danske model og forhandlingssystemet. Nu må vi så tage andre midler i brug i forsøget på at blive hørt.
De andre midler er overenskomststridige arbejdsnedlæggelser hver gang af en times varighed, men på skiftende hospitaler og rundt om i landet.
Den første strejke fandt sted på Aarhus Universitetshospital mandag den 30. august, og siden har der været strejker på hospitaler i Randers, Roskilde, København, Herlev, på Bornholm og i Lolland Kommune, hvor cirka 20 hjemmesygeplejersker nedlagde arbejdet i mandags.
Timestrejkerne er overenskomststridige. Det betyder, at sygeplejerskerne bliver trukket i løn og får en bod for de timer, de nedlægger arbejdet. Intet tyder på, at det skræmmer sygeplejerskerne.
På spørgsmålet om det er værd at fortsætte strejkerne, når det koster løntræk og bod, siger Caroline Grøn:
– Det overordnede mål – bedre løn og arbejdsvilkår af hensyn til en samlet sundhedssektor – er større og mere værd end at miste en timeløn og få en bod.
En ung sygeplejerske, som ønsker at være anonym, svarer:
– Det er det hele værd, og nu håber jeg da, at vi bliver ved, indtil politikerne har fattet, at de er nødt til at gøre noget ved de forhold, der er i vores sundhedsvæsen.
En anden sygeplejerske, som heller ikke ønsker sit navn frem, siger, at det er svært at gå fra dem, der er tilbage på afdelingerne, mens strejken står på.
– Heldigvis kan vi snakke om det, og vi er enige om at stå sammen. Vi er jo ikke bare sure men også bekymrede. I alt for lang tid er opgaverne kun blevet løst, fordi vi har været villige til at tage ekstra arbejde. Men det bliver jo ikke ved med at gå. Der mangler personale, og folk flygter fra faget, siger hun.
At det er svært at rekruttere kan konkret ses på den hjerte- og lungekirurgiske sengeafdeling, hvor hun selv arbejder. Her har i nogen tid været to ubesatte stillinger.
– Det er, når alt kommer til alt, ikke vores problem, men politikernes og arbejdsgivernes. De skal sørge for bedre løn- og arbejdsvilkår, så det bliver nemmere at fastholde det personale, man har og mere attraktivt at uddanne sig til sygeplejerske.
Caroline Grøn er ikke i tvivl om, at de rullende strejker er med til at sætte øget fokus på forholdene for de ansatte på sygehusene. Og hun glæder sig over den stigende tilslutning til aktionsformen.
– Nu er vi kommet til et punkt, hvor folk har fået nok og siger fra. Det momentum skal udnyttes til at lægge optimalt pres på politikerne for at sikre forbedringer.
Forhandlingsret?
Ved et banner med teksten ‘#Slut Med 1969 – Ophæv Tjenestemandsreformen fra 1969’ står fire kolleger fra akutmodtagelsen. En af dem er Gitta Andersen:
– Der snakkes så meget om, at vi kunne bruge vores forhandlingsret. Fakta er, at den reelt har været ikke-eksisterende. Vi har haft nogle arbejdsgivere, som har lænet sig tilbage i de 10 uger, hvor vi strejkede, fordi de bare ventede på et regeringsindgreb. Så meget for vores forhandlingsret.
Som så mange andre peger hun på, at der skal være fornuft i aflønningen for at fastholde og tiltrække personale.
– Jeg synes jo, det er sigende, at det akutberedskab, som vi var forpligtet til at etablere under konflikten, mange steder var større end den bemanding, vi kører med i dagligdagen.
Ned ad bakke gennem 30 år
Når forholdene bliver ringere et sted, så forplanter det sig videre i systemet. Og det er blevet klart ringere i løbet af de snart 30 år, Henrik Hagelund har været i faget.
– Fra akutmodtagelsen sendes patienterne videre til de afdelinger, hvor de hører til, og vi er afhængige af, at de afdelinger kan tage imod patienterne. Det kan de ikke altid, så i dag har vi det, der hedder “lånesenge”, som resulterer i, at vi placerer patienterne på afdelinger, hvor der er ledige senge, eller på gangen.
De fire kollegaer fortæller om ventetid på skadestuen på op til ni timer. Om folk, der kommer ind med småskader, som bliver sendt hjem med besked om at komme igen dagen efter. Og om eksempler på folk der bliver udskrevet for tidligt og derfor kan blive indlagt op til tre gange på en uge.
Forholdene har sat gang i tankerne hos Ronja Duedahl, der har cirka et år tilbage af sygeplejeuddannelsen.
– Jeg spørger mig selv, om jeg vil kunne holde til arbejdet og blive ved i så mange år, som det forventes, siger hun til Arbejderen.
– Havde jeg vidst, hvordan det ville komme til at se ud, så havde jeg skippet uddannelsen, lyder det fra Henrik Hagelund.
Opbakningen vokser
Det er anden gang, timestrejkerne rammer i Aalborg. Første gang deltog omkring 30 sygeplejersker, så Caroline Grøn var meget spændt på, hvordan det ville gå i dag.
– Det er jo helt vildt overvældende. Jeg er godt nok positivt overrasket. Det viser jo bare, hvor udbredt vreden og frustrationerne er, og så er det jo helt fantastisk at opleve det fællesskab, det giver.
De strejkende har bemærket, at der er kommet besøg ‘udefra’, og at nogle få i mængden skiller sig ud fra de uniformerede sygeplejersker. To af dem er Steen Bentsen og Erik Axelsen fra 3F Nørre Sundbys Efterløns- og Pensionistklub.
– Vi er her, fordi vi vil have personale på sygehusene, når vi får brug for det, når vi bliver gamle, lyder det fra den tidligere fabriksarbejder Steen Bentsen, der med et stort smil tilføjer:
– Men der er vi ikke endnu.
Tæt på står et murersjak. De har efterladt mørtel og murerskeer på en byggeplads i Aalborg Vestby for at komme i en times tid og bakke sundhedspersonalet op.
– Vi skal da støtte sygeplejerskerne. Vi får jo brug for dem, siger Paus Jensen, mens kollegerne nikker.
Brian Olsen følger op:
– Vi skal i et velfærdssamfund sørge for, at sygeplejerskerne har ordentlige løn- og arbejdsforhold. Det nytter ikke med arbejdsforhold, hvor de ikke kan nå at spise og er helt flade, når de kommer hjem til familien. De arbejdsforhold, sygeplejerskerne bydes, er helt umenneskelige og gør det vanskeligt for dem at bruge deres faglighed.
Snakken med murersjakket falder på Tjenestemandsreformen fra 1969, som har været et hedt emne under OK21. Sygeplejersker har sammen med pædagoger, socialrådgivere, jordemødre og andre offentlige faggrupper slået på, at den skal skrottes og erstattes af et andet og mere tidssvarende lønsystem.
- Tjenestemandsreformen er en omfattende reform af tjenestemandsområdet vedtaget af Folketinget den 18. juni 1969. Forud for vedtagelsen lå fem års kommissionsarbejde.
- Formålet med reformen var blandt andet at sikre en større ensartethed i ansættelsesforholdene og en øget central styring med lønudviklingen på tværs af den offentlige sektor. Reformpakken bestod blandt andet af en revision af tjenestemændenes pensionsordning.
- Det blev fastsat som et forhandlingsmæssigt princip, at staten forhandlede sine forhold først – og at tjenestemændenes forhandlinger gik forud for de overenskomstansattes.
- Ved siden af Tjenestekommissionens arbejde var der en selvstændig forhandling, hvor Folketingets politikere besluttede indplaceringen af de forskellige offentligt ansatte faggrupper på lønskalaen. Her blev de kvindedominerede fag indplaceret omkring 18 procent under de mandedominerede fag.
Kilder: Kvindefag i historisk skruetvinge – en analyse at tjenestemandsreformens betydning for hierarkiet i offentlige lønninger fra 1969 til 2019 samt arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen
– I den reform står der, at kvinders løn er at regne for et supplement til mandens. Det fatter jeg slet ikke, at Socialdemokratiet, der kalder sig et arbejderparti, kan forsvare, siger en betonarbejder, der også har fundet vej til Sygehus Syd,
– Det overtrumfer næsten alle de andre gode argumenter og forarger mig meget.
Dyt og bølge
På et tidspunkt bevæger de strejkende sig væk fra hovedindgangen og ned til Hobrovej, hvor de stiller sig op i en lang række, vinker til forbikørende og laver bølgen. Buschauffører, privatbilister og cyklister svarer med at dytte og vinke.
Humøret er højt, og snakken går på kryds og tværs.
Gitta Andersen tager igen fat på spørgsmålet om forhandlingsforløbet og den danske model, som også bliver diskuteret i fagbevægelsen. Magtbalancen mellem parterne på det offentlige arbejdsmarked er ulige, primært fordi arbejdsgiverne på det offentlige arbejdsmarked også er politikere. Og fordi rollerne er blandet sammen, sidder arbejdsgiverne med den fordel, at de, hvis der ikke falder en forligsaftale på plads, så selv kan skrue et lovindgreb sammen og tvinge arbejdsgivernes krav igennem.
– De lagde et råd, der skal kigge på lønningerne i det offentlige, ind i vores OK-forhandlinger. Det vedrører ikke bare sygeplejerskerne, men alle kvindedominerede fag. Og så bremsede de vores strejke med indgrebet, siger Gitta Andersen, der mener, at det har været et uskønt forhandlingsforløb.
Samler penge ind
Torsdagens timestrejke er ved at være slut. Tiden er inde til at finde tilbage til arbejdet resten af dagen. Men fredag klokken 7:45 står de aalborgensiske sygeplejersker igen udenfor indgangen til deres arbejdsplads.
At dømme ud fra dagens reaktioner så fortsætter de rullende timestrejker, indtil arbejdsgiverne og politikerne tager ansvar og sørger for bedre forhold på sygehusene.
Støtten til sygeplejerskerne fra andre fag vokser frem. I flere byer er der oprettet egentlige strejkestøttegrupper, og der er også startet en indsamling til dækning af løntab og bod.
Man kan indsætte store som små beløb på reg.nr. 6192 og kontonr. 17914790.
Læs også
Fagligt
Protester tager til
Hospitalsansatte fortsætter punktsstrejker – nu med øget støtte fra privatansatte
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
