“OK25 er i gang, og vi står sammen for at vise, at vi går ind for en byggebranche, som alle kan leve af og i. Vi ønsker en branche, hvor bygherrer og entreprenører tager ansvar for sikkerhed, arbejdsmiljø og lønforhold på deres byggepladser.”
Sådan lød opfordringen fra en række vestsjællandske fagforeninger, der inviterede til Fagforeningernes dag torsdag den 27. februar foran Novo Nordisks byggerier i Kalundborg.
Onsdag den 19. februar blev den stort anlagte faglige aktion imidlertid aflyst og udskudt til et senere tidspunkt.
Begrundelse: Manglende godkendelse fra kommunen og Vejdirektoratet til at afholde aktionen på den plads, der er søgt om.
Beslutningen falder ikke i god jord hos nogle af de håndværkere, der hver dag har problemerne med udenlandske, underbetalte håndværkere tæt inde på livet i Kalundborg. Arbejderen har snakket med flere af dem, efter at aflysningen blev meldt ud. De fortæller, at der i ugevis har været arbejdet på den faglige aktion, blandt andet med det formål at gøre opmærksom på social dumping, og at det føres ind i lokalerne, hvor overenskomstforhandlingerne foregår. Trods håndværkernes tydelige frustrationer ønsker ingen af dem at udtale sig til citat.
Problemerne med social dumping er velkendte, men vi ser det i helt ekstrem grad i både Hillerød og Kalundborg, hvor Novo Nordisk bygger.
Brian Rünitz, fællestillidsrepræsentant Jakon
Det gør Brian Rünitz, fællestillidsrepræsentant ved tømrerfirmaet Jakon, til gengæld gerne. Han havde planlagt at være på pletten med den ikoniske ‘Arbejdere i bevægelse-kaffevogn’.
– Jeg synes, man forpasser en oplagt mulighed for, mens der stadig bliver forhandlet nye overenskomster i byggeriet, at sætte fokus på de enorme problemer med social dumping, der er i branchen. Problemet er ikke nyt, men vi ser det i helt ekstrem grad i både Hillerød og Kalundborg, hvor Novo Nordisk bygger, siger Brian Rünitz til Arbejderen.
Social dumping dækker over en praksis, hvor arbejdsgivere udnytter – ofte udenlandske – arbejdere til at lave opgaver i Danmark uden overenskomst og til en lavere løn og ringere arbejdsforhold end deres danske kolleger.
I Kalundborg udvider medicinalkoncernen produktionsfaciliteterne, bygger et nyt miljøteknisk anlæg og en ny kontorbygning på fire etager.
Der er hyret hundredvis af underentreprenører ind, og kun en brøkdel af dem har overenskomst.
Ifølge Sjællandske Nyheder vil alene byggeriet af produktionsfaciliteterne beskæftige op mod 3.000 personer, mens det står på indtil 2029.
Afslørende rapport
Hvor mange udenlandske håndværkere der er beskæftiget på Novo-byggerierne i Kalundborg, får man et indblik i ved at læse en rapport fra oktober 2024. Rapporten er lavet af “Aktionsgruppen”, Rør- & Blikkenslagernes Fagforening Kreds København og Kreds Sjælland-Bornholm, der sammen har undersøgt brugen af vikarer og underentreprenører blandt de største sjællandske VVS-firmaer.
I rapporten kan man læse, at der i første halvår af 2024 befandt sig mellem 1.500 og 2.000 montører på Novo Nordisks byggepladser i Kalundborg. Dertil kommer andre håndværkergrupper såsom beton’ere, murere, elektrikere og malere. De fleste af montørerne havde udenlandske navne. Der var 853 underentreprenører, og langt de fleste havde ikke overenskomst.
Sidste år kom det også frem, at der mindst to gange er blevet opdaget illegale håndværkere på byggeriet.
– Jeg er meget forarget over, at så stor en virksomhed åbenlyst skider på den danske model. Og det gør da ikke min forargelse mindre, at det er Danmarks største og rigeste virksomhed, der næsten lige har fremvist et overskud i 2024 efter skat på 101 milliarder kroner.
– Novo Nordisk af alle burde have råd til at sikre, at dem, der skal bygge deres nye kontorer og fabrikker, får en løn, de kan leve af, og at sikkerheden er i orden. Det kunne Novo gøre ved at respektere den danske model og invitere fagforeninger og sikkerhedsfolk inden for hegnet, mener Brian Rünitz.
Fagforeningerne henvist til en p-plads
I dag er byggefagforeningerne henvist til en skurvogn, placeret på et parkeringsareal uden for byggepladsen. Her kan håndværkere kigge ind til en snak om fagforeningen, fortæller Gitte Nordbo Keller, der er formand for 3F Kalundborg, til Arbejderen.
Hun er “brandærgerlig over”, at det har været nødvendigt at aflyse Fagforeningernes dag.
– Men vi kunne ikke se andre muligheder, når Vejdirektoratet og kommunen ikke ville give os tilladelse til at være fysisk til stede på den plads, vi søgte om. Nu har vi i stedet bestilt 500 croissanter og kakaomælk, som vi tager hen og deler ud til håndværkerne om morgenen. De får også en flyer, der på forskellige sprog kort beskriver den danske model og fortæller om de rettigheder og pligter, man har som lønmodtager i Danmark.
De Vestsjællandske fagforeninger vil gennemføre Fagforeningernes dag på et senere tidspunkt, men har endnu ikke fastsat en dato.
Byggefagenes Samvirke København havde arrangeret fælles bustur for at støtte op om fagforeningerne i Kalundborg. 45-50 personer havde torsdag eftermiddag tilmeldt sig. Hvorvidt bussen bliver afbestilt besluttes mandag eftermiddag.
Nødvendigt med kædeansvar
Brian Rünitz håber, de københavnske byggefagforeninger holder fast i busturen.
– Vi skal have sat en stopper for den systematiske sociale dumping, som vi ved foregår – også på Novo-byggerierne. I årevis har vi krævet kædeansvar i overenskomsterne, og det krav skal vi råbe så højt, så det kan høres ind i lokalerne, hvor der forhandles lige nu, mener Brian Rünitz.
Med et kædeansvar får hovedentreprenøren ansvar for og hæfter også for eventuelle brud på overenskomster og aftaler begået af underentreprenører.
DR Nyheder skrev i februar 2024, at Novo Nordisk havde 4000 ansatte på fabrikkerne i Kalundborg, svarende til knap 25 procent af indbyggerne i byen, og at virksomheden regnede med, at det ville stige til 5000 i løbet af året.
Novo Nordisk bygger også i Hillerød. Her arbejder cirka 500-600 personer, og hovedparten kommer fra udlandet.
I forrige måned blev byggeriet i Hillerød ramt af strejke, fordi Novo Nordisk forhindrede en arbejdsmiljørepræsentant i at komme ind på pladsen.
Læs også
Strejke på Novo's byggeri i Hillerød. Sikkerhedsrepræsentant forhindret adgang
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.